Henrik Christensen

Du og kun du er ansvarlig for dit eget liv. Men det er dig umuligt at kontrollere dit liv i alle dets øjeblikke. Du bestemte ikke, hvem dine forældre var, og det er jo en ret skidt start for et individualistisk menneske, der er sin egen lykkes smed. Det er sgu op ad bakke, hvis man er født at to tykke mennesker fra Angola og ret beset drømmer om at blive verdens bedste bjergrytter på en cykel. Det betyder ikke, at det er dig umuligt at cykle en tur, men sandsynligheden for, at du bliver mega god er bare ikke så stor, som hed din far Bernard Hinault og din mor Jeannie Longo. Lutter af undersøgelser viser, at vi er konstant afhængige af andre mennesker og tilfældigheder i forbindelse med vores liv og dets gang. Og alligevel er vi fyldt med skyld og skam, når vi går ned med stress. Og succesfulde mennesker fortæller om, hvor meget de har arbejdet og hvordan de alene har kæmpet sig til toppen på trods af alverdens ulykkeligheder. Men vi er både uheldige og heldige her i dette liv og det er sådan det er. Det starter med hvem vores forældre er, og hvor vi bliver født og så følger det med i hele livet. Det er skørt, så skyld og skam over ikke at være blevet verdens bedste cykelrytter kan godt pakkes væk og erstattes med erkendelsen af, at man er som man er, og man gør det hele så godt man kan.

Det var så bare det.

Det er blevet oktober og det er så nummer 44/45 for mit vedkommende. Det er årets længste måned, da vi går tilbage til normaltid. Jeg sidder og ser halvdårligt tv og har en dyne over mig. Sådan er det jo i efteråret. Oktober er en fin måned, hvorimod november er grum. Vinteren kan være hård, men sidste år gjorde det mig godt, når jeg tog i skøjtehallen med mine dejlige børn. Det skal vi også i år. Det er godt at skøjte.

En dag helt alene stort set. Bare slappe af og læse lidt. Og høre lidt radio. Og cykle en tur med god ven i det fine septembervejr, der både blæser og skinner så fint. Så lidt fjerner og fodbold og makrel med røræg. I morgen er det noget med arbejde igen. Det er nok engang blevet søndag i september.

Siden jeg var en lille dreng, har hverdagen været en kamp. Når kampe varer længe nok uden, man vinder, så bliver man træt. Jeg sidder lige her og er sur på livets vilkår. Jeg er så træt altid. Jeg er udbrændt, men kæmper mig igennem hver dag, selvom alt, jeg tænker på, er at sove. Jeg har sjældent lyst til noget som helst, men hygger mig ofte, når jeg alligevel tager af sted til arrangementer. Det er skørt. Jeg er træt. Jeg har ikke lyst til noget. Nu sidder jeg så bare her ved computeren igen, mens Bob Dylan spiller fra anlægget. Det er ikke så ringe, men jeg kunne godt sove lidt, hvis det skulle være.

I dag cyklede jeg mig en tur. Jeg kan godt lide at cykle, og jeg er fornuftig og med respekt for vejen og traffikken, så jeg kører pænt med cykelhjelm. I en lille by ved vandet kom en lille bi ind under hjelmen og stak mig. Av for den. Jeg fik hjelmen af og brodden ud og det hele, mens jeg cyklede af sted. Og så sved det lidt, og jeg tænkte, at nu fik jeg gift i kroppen og tænk nu, hvis jeg faldt om og blev dårlig af alt den gift. Men det sved bare lidt og min krop havde det helt fint. Bien derimod døde bagefter. Det gør de jo. Det er sjovt, som man tænker på sig selv, og helt glemmer, hvordan andre har det. Jeg kipper med flag og hat for den gode bi. Den gør så meget godt, og så døde den i kamp med en midaldrende tosses cykelhjelm. Det var ikke så godt.

Jeg håber, at sommeren 2018 går over i historien som den varmeste nogensinde. Jeg håber ikke, at sommeren 2018 er den nye standard. Det har ikke regnet i næsten to måneder og i denne uge lover vejrudsigten, at temperaturen hver dag sniger sig over 30 grader. Det er varmt og ting brænder. Skovene brænder i Sverige og i Grækenland. I Danmark er det heldigvis stadig kun markerne, der har været ild i, men det er som om en enkelt glød kunne sætte ild i hele landet. Det er godt, vi har et havnebad i Odense. Det er godt, vi har et hus, der er nogenlunde køligt at opholde sig i. Og så er det nok også meget fint, at man ikke skal slå sin græsplæne, da græsset på ingen måder vokser, men er gået i dvale og venter på den første regn.

Det er mandag i sommerferien og alt er stille. Folket er taget på ferie og jeg sidder stille i min have og tillader mig at nyde den danske sommer. Og så sidder jeg bare her og undrer mig lidt over livets herlige tilfældigheder. Undrer mig lidt over, hvorfor jeg er gået i stå med at læse, men tænker så, at det er fordi, der er sket så meget nyt på det seneste. Sådan er det jo. Man kan jo kun lige nå de ting, man når, og jeg har da både vasket tøj og flyttet og set VM og cyklet og været på festival på det seneste. Og det er så fint. Gud hvor jeg holder af provinsens ro og afslappethed. Det er så fint. Om lidt vil jeg gå i Rema og handle lidt. Måske jeg vil købe ind til at lave spaghetti med tomatsovs i aften. Måske jeg bare køber is. Man ved det aldrig. Det hele beror på tilfældigheder.

Der er gået en uge siden #Tinderbox18 sluttede og det er på tide med en evaluering af årets festival.

Tinderbox er gået hen og blevet en byfest i Odense. Og det er på ingen måder negativt ment. Tværtimod er det en fremragende byfest med godt humør, gode mennesker og på den måde samlende for den lille by på den lille ø. På den måde er programmet måske ikke så vigtigt som på andre festivaler. Folk kommer lige så meget grundet stemning som musikken. På den måde minder Tinderbox måske mere om Skanderborg end Northside.

Det er gået hen og blevet midsommer igen. Dagene er lange og varme og fine. Jeg er træt. Det er jeg altid. En udbrændt mand i sin bedste alder. Heldigvis har jeg også gode dage, men de seneste har været præget af træthed og atter træthed. I går var jeg til møde på kommunen om fleksjob. De skulle afgøre, om de kunne indstille mig til fleksjob. Det kunne de godt. Det tog ikke så lang tid, så nu er det bare at vente på om den øverste myndighed også synes, det er en god idé. Det svar kommer inden for de kommende par uger. Så nu venter jeg bare. Venter og sover. Jeg har sovet utroligt meget de seneste dage. Helt færdig har jeg været. Sådan er det, og det er der ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Jeg er ellers glad og taknemmelig for tiden. Overskuddet kommer nok.

I torsdags var jeg til 40 års fødselsdagsfest. I går havde jeg tømmermænd som aldrig før. I dag meldte jeg afbud til 2 gange 40 års fødselsdagsfest. Sådan går det nogen gange, men hvis man skal passe på sig selv, så skal man også gøre det. For selvom jeg kan være den sociale type, så er det også hårdt. Jeg slider enormt på mig selv, når jeg er ude i byen til festivitas. Heldigvis overlever de nok en fest uden mig. Man er vel kun uundværlig til sit eget bryllup, skulle jeg mene.

Nu sidder jeg bare i haven og kommer mig og tænker tanker. Det er også helt i orden. Overvejede lidt at cykle en tur og tage nogle billeder. Det bliver næppe til noget. Jeg sidder bare her.