Henrik Christensen

Jeg læste engang med stor interesse Malcolm Gladwells bog “Outliers” om succes og tilfældigheder. Nu er jeg gået i gang med en ny bog om samme emne. Den er skrevet af den amerikanske økonom Robert H. Frank og hedder “Succes and luck – good fortune and the myth of meritocracy”. Pointen er i bund og grund at den der mand, der har skabt alt fra bunden og tjent masser af dollars ikke findes. Tilfældigheder og held har en stor indvirken på din succes. Er det fordi, jeg er en bitter mand uden økonomisk succes, at jeg elsker disse bøger? Nej ikke kun, men nok også lidt. Det vigtige er, at rige mennesker også indser at tilfældigheder har betydning. Det betyder noget, at du går i en god skole, at du har gode forældre, at du møder de rigtige mennesker, at hospitaler fungerer godt og at dit land er rigt. Det betyder noget, at der er et velfungerende samfund omkring dig. Det kunne man godt tænke lidt på i disse overenskomststider.

I en baggård med musik i ørene tænkes der på et kommende forår. Og mens kaffen bliver kold vågner det lille land stille op. Og så begynder vi at sende beskeder over diverse netværk i desperat håb om at nogen vil møde os i virkeligheden. Det vil de gerne, men de færreste tør.

Jeg har været på job, hvor jeg har støvsuget sammen med Lars von Trier og Hergé. Så har jeg sovet lidt til Den korte weekendradioavis, og derefter vasket op. Jeg er dvask og Malk De Kojn spiller i min radio. Jeg burde gøre noget, men har ikke så meget af det der overskud, som alle de unge er så vilde med. Jeg skal noget igen klokken 18.20 og det er som om jeg ikke helt kan finde ud af, at få passet noget ind i mellemtiden. Er bange for, hvad jeg kan nå og hvad jeg ikke kan nå. Burde cykle mig en kort tur, men ved ikke om jeg når det, og så ender det i stedet med timer foran en skærm i apati. Det er underligt. Jeg kæmper imod. Det lykkes at vinde i ny og næ. I dag er kampen stadig ikke afgjort.

Jeg er godt tilfreds for tiden. Det går ret fint og nu flytter jeg også i rækkehus. Jeg piber ikke………… så meget…………… længere.

Når man er så træt, at man bare sover en hel weekend væk. Så bliver man dyster og flad og ikke noget festligt menneske. Og ja rasende ensom.

I dag er jeg bare træt og uden det store overskud. Jeg vil se fjernsyn og drikke vand. Jeg vil spise rugbrødsmadder og holde med mit fodboldhold. Min telefon er i stykker og min ryg værker. Mit hovede er brugt efter mange mennesker og alt for mange indtryk. Nu accepterer jeg bare det rod, der nu engang er og ligger bare her og kigger på mit TV. Det er lørdag.

Det er kvindernes kampdag. Om en måned skal alle strejke eller lock’outes. Det er vildt med al den kamp og gejst. Det medfører jo både det ene og det andet og folk slår ting op på Facebook, så vi kan få ændret både dette og hint. I mellemtiden sidder jeg bare her og kigger ud på sne og tø og tænker på, at det kunne være rart med et kram.

Det er ikke et billede, jeg har taget, men det er et billede af mig og min datter. Det er et skønt billede.

I dag har jeg taget skjorte på. Det gør jeg ikke så tit, da de skal stryges sådanne skjorter. Jeg har ikke noget strygejern og ej heller sådan en damperting, der åbenbart er det nye sort. Skjorten er dog blå og nogenlunde ukrøllet. I radioen spiller Rolling Stones fra en tid, hvor jeg ikke engang var født. Tiden er en underlig ting. Udenfor er det så koldt og hvidt, at jeg overvejer at investere i et par skøjter til brug på en skovsø, der muligvis eller muligvis ikke fryser til hård skøjtebane inden længe. Det kunne være hyl.

Tiden går og kommunen og mig er ved at finde ud af en løsning på dette hersens arbejdsliv. For mange ture i asfalten har taget på den gamle og han orker ikke flere. Et roligt fleksjob til at starte med, kunne være så fint. Derefter er fremtiden usikker. Det er den for alle, og det er nok meget godt.