Den amerikanske komedie

Jeg har set tre amerikanske komedier de seneste tre aftener. Søndag aften var det den fjollede 70’er pastiche Anchorman med Will Ferrell i hovedrollen. Stilen er den samme som Beastie Boys brugte i deres video til nummeret Sabotage. Den video var sjov. Anchorman var bare fjollet. Jeg tror nok ungdommen er ret vilde med Will Ferrell. Jeg kedede mig bare lidt.

Mandag var det Chevy Chase i Fars fede juleferie. Det er vist nok den tredje i rækken af feriefilm med familien Griswold. De to første er meget fjollede og 80’er-sjove. Juleferien er dog ikke særlig sjov, og nok ikke fjollet nok. Jeg kedede mig også. Æv. Er ellers en sucker for amerikanske komedier fra 80’erne.

I aften tog jeg så chancen igen. Denne gang med en komedie, der nok ikke engang var en komedie. Jim Jarmusch’s Broken Flowers med Bill Murray i hovedrollen blev set og det var sgu en fryd. Murray er jo også en 80’er-helt af de store. Han er en fantastisk type og jeg vil altid elske ham for Groundhog Day, Lost in translation og nu også Broken Flowers. En underlig historie om en mand, der prøver at finde en søn ham måske har. Og det hele starter med et lyserødt brev. En detektivkomedie, der hverken er detektiv eller komedie. Det er en piv god film, som hermed anbefales.

 

 

1992 og det er efterår

Jeg har hørt sangen i det elektriske barometer. Jeg kører i Stereo Studiet for at købe pladen, men sangen er slet ikke på. Jeg elsker dog pladen alligevel. Jeg drak meget dengang. Jeg havde det ikke godt. Jeg var meget fremmed over for verden. Jeg ved ikke, hvor meget bedre det er blevet, men jeg er da blevet ældre. Musikken elsker jeg stadigvæk.

Sangen jeg ville have.

 Sangen jeg fik.

Novembernovelle

Han havde en ubændig lyst til studenterbrød. Ordene ramte hans gule undulat som snefnug rammer en våd sten på en mørk vinterdag. Ordene var måske rettet mod fuglen, men kun han hørte dem. Ubændig. Er det overhovedet et ord? Han fandt ordbogen frem, og jo, den var god nok. Ubændig = Ustyrlig, ukuelig, vild, voldsom. Måske det var lige i overkanten. Det var jo nogle voldsomme ord. Nogle nærmest ubændige ord. Og så meget havde han vel heller ikke lyst til det studenterbrød, når man nu tænkte på, at der jo var et stykke vej ned til bageren, og der var så meget andet han skulle nå. Måske ikke lige i dag, men så i morgen. Der var vist et par breve han skulle have sendt, og nogle regninger, og han skulle også til et møde i kommunen i næste uge, for da slet ikke at tænke på, at han også skulle lave aftensmad, hvis han da ikke lige valgte at bestille mad udefra. Men så skulle der i hvert fald ringes, og han havde vist heller ingen kontanter. Han sukkede. Det var koldt udenfor. Han kunne mærke det. Han hankede op i sig selv, for at få styret sin ubændige trang til chokolade, syltetøj og tørt brød på en og samme tid. Skulle han tage cyklen eller gå? Cyklen var hurtigst og så behøvede han heller ikke snakke med nogen, hvis han nu mødte nogen sin vej. Han kunne bare suse forbi. Men han mødte nu aldrig nogen på vejen. 
Det eneste, der mødte ham foran bageren var synet af de tre mænd med det grimme tøj og de tomme flasker. De stod der altid. Fra morgen til aften. Han gik stille forbi dem og ind i butikken. Han bad pænt om tre studenterbrød. 
Hjemme igen. Instant kaffe og studenterbrød og ellers ingen ballade. Han tænkte på, hvor glad man kunne være om sommeren, når man bare var udenfor. Det var ikke sommer. Hans næse løb. Ikke ned i kaffen, men den løb. Han skulle nok klare det med næsen. Det var mere alt det andet, han var nervøs for. I det samme ringede telefonen. Han tog den ikke, men startede i stedet på det andet studenterbrød. Direkte fra posen og uden tallerken. 


På vej igennem november

På min aftens gåtur kom jeg forbi et hus. I huset sad en dame og græd. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ind. Hun var nøgen, og da hun så mig, kiggede jeg væk. Da jeg kiggede op igen, stod hun ved ruden og inviterede mig ind. Jeg gik ind i det varme hus. Hun græd stadig, da jeg holdt om hende. Jeg mærkede min arm blive varm og våd. Den var våd af blod. Damen blødte fra sin højre arm. I sin venstre hånd holdte hun et glasskår. På vej ud ser jeg, at det er mit navn hun har ridset i sin arm.