Jeg hører stadig rockmusik

Selvom jeg ikke er på Roskilde, kan jeg godt stadig være ung og frisk og høre den glade rock. I bilen i dag stod den både på The Gaslight Anthem og de der Beastie Boys. Det var fint omend noget varmt. Fik da både besøgt et plejecenter og et rådhus i Fredericia. I morgen er jeg bare i Odense, og fredag smutter jeg lige lidt til Vejle. Mandag lederforum, tirsdag Fredeicia, onsdag møde og filmredigering, torsdag filmredigering, fotografering og møde med fotograf om filmprojekt og fredag møde med ny chef og film færdig. Det er sjovt. Men glæder mig også til ferie og Knausgård.

Roskilde here I come

Så er det ved at være tid til at tage på Roskilde Festival, og jeg glæder mig for vildt. Musik og telt og bajere og gang i den i seks dage non stop. Og sådan burde jeg nok blive ved, men fakta er bare, at jeg på ingen måde er et festivalmenneske. Bevares, jeg har da været på Roskilde, Midtfyn, Samsø og til dels også Skanderborg, men det er bare ikke mig. Jeg orker det bare ikke, og jeg kan slet ikke slappe af eller føle mig til rette. Roskilde 95 gik jeg meget rundt for mig selv. I 99 blev jeg syg og ville bare i bad og i seng. I stedet glæder jeg mig over, at den snart står på sommerferie i sommerhus. Jeg glæder mig over, at jeg skal cykle mange kilometer, og gerne komme lidt bedre i form. Glæder mig til sjove gæster og godt humør. Roskilde bliver uden mig, men jeg ønsker alle deltagerne en god festival. Jeg gad godt, at det var mig, der kunne nyde det, men jeg er sgu for magelig og neurotisk til det.

I lørdags var vi i øvrigt i Tranbjerg til familiehygge, hvor mine tre kusiner også var med. Jeg er vild med mine kusiner, men ser dem alt for sjældent.

Her er et billede fra en gåtur med Helmuth. Det var så fint.

En rolig weekend

Det har været en rolig weekend. Det er nu søndag aften, og jeg vil skrive lidt på min nye IPad. I fredags tog vi afsked med vores chef i kommunikation Niels Jørgen, der gik på pension. Nu har vi så fået ny chef, og så må vi se, hvor det stiller mig i forhold til at beholde mit job. Det skal nok gå. Fredag aften gik sin gang og lørdag lige så. Lørdag aften var jeg noget mut til en lille fin og meget intim koncert i vores lille by. Kasper spiller med i et lille, nyt og hyggeligt Dylan-coverband, og de spillede deres første koncert i Leifs stue med 40 tilskuere på. De var gode, og stuen var fyldt med god stemning. Jeg var imponeret og glad, da jeg kørte derfra. Faktisk nød jeg det noget mere end jeg nogensinde har nydt Dylan live de to gange jeg har set ham.

Søndagen har budt på Zoo og en løbetur. Jeg er træt nu, men glæder mig til arbejde i næste uge. Jeg skal have mere søvn end i den forgangne uge, men det kan da ikke blive det store problem.

Nu kalder femte bind af Knausgård og hvad jeg ville med dette indlæg vides ikke helt, men nu er det skrevet, læst og forstået til tid og evighed amen.

Boys will be boys

Når jeg mødes med Søren er det altid både hyggeligt og sjovt. Vi snakker meget, griner også meget og får til tider også lidt inden for vesten. I onsdags var vi på mandetur i Århus, og den fik med bådd bøf bernaise, gin og tonic, rødvin, bajere og rockmusik. Vi tog på Voxhall og hørte The Gaslight Anthem, som er blevet et band som jeg er blevet ret så glad for. Da de nu er fra New Jersey og venner med Bruce, mente Sønne godt, at de kunne spille Darkness on the edge of town. Det ville de ikke, men Søren måtte da gerne. Og minsandten om ikke min fineste ven pludselig gik på scenen og fremførte første vers af denne fine Bruce-sang. Brian og de andre i TGA syntes det var ret morsomt. Personligt synes jeg, at det er noget af det sjoveste i hele mit liv. Heldigvis er jeg kameramand og skød et lille værk.

Vi drak os fulde og snakkede med folk fra Ålborg. Vi nåede ikke et tidligt tog, og jeg var først i seng klokken 04.15. Men det var så sjoooooovt og jeg er så vild med Søren. Jeg er alt for meget en kylling til at være gået derop. Heldigvis er han også nævne i både Gaffas og Soundvenues anmeldelser af koncerten.

That was then This is now

For nogle år siden arbejdede jeg på Jobcenter Odense. Det var blandt andet der, hvor jeg startede denne blog. Jeg mener, at det var mit andet indlæg, der handlede om, at jeg lige havde brugt min clips nummer 1.000. Det var et forfærdeligt sted at arbejde, og jeg hadede det. Jeg havde nogle virkeligt søde kollegaer, men arbejdet var stressende og meningsløst. Jeg gik ned med stress og var sygemeldt i en periode. Da jeg så skulle tilbage, skulle jeg have en rolig start. Det fejrede min chef med at give mig 89 samtaler og 12 timers telefonvagt i den første uge. Jeg var på arbejde to timer den mandag før jeg igen gik hjem og aldrig viste mig der igen. Jeg blev arbejdsløs og fik skiftende job, men nu er jeg endt i UCL. I dag var jeg på en skole for at interviewe en ung lærer, og på vej hjem derfra blev jeg så glad for mit job og mine nye kollegaer. Bevares, der er noget, der kan blive bedre, men alt i alt er det altså ret godt. Jeg befinder mig godt i en stor uddannelsesorganisation, og synes efterhånden også, at jeg laver meningsfyldt arbejde. Jeg kommer ikke til at redde verden, men jeg kommer til at gøre uddannelse og læring en lille bitte smule mere sjovt for en lille bitte smule mennesker, og det er sgu fint med mig. At jeg så senere på dagen mødtes med super fantastiske kollega Nina, gjorde jo ikke dagen mindre god.

Og her til aften er Aske faldet i søvn lidt over otte, og det er også fedt. I dag har været en god dag. I morgen står den på Cricketprojekt om dagen og hygge og koncert i Århus med Sønne om aftenen.

Her er et billede af mig, det læser digt op på Jobcentret i en af vores stille stunde. Det var digtet “Levende” af Søren Ulrik Thomsen.

Singler går til angreb på kernefamilien

Sådan lyder forsiden på information fra i går. Jeg har ikke læst artiklen, men overskriften interesserer mig og provokerer mig også, for hvad fanden er en single, og hvad er en kernefamilie? Jeg er 37 år, har kone og to børn – ergo er jeg åbenbart del af en kernefamilie. Det har jeg venner, der ikke har, ergo er de singler. Fair nok. Men hvorfor skal vi stilles op mod hinanden? Det kunne jo lige så vel have været omvendt. Havde jeg ikke mødt Lene, havde jeg sikkert været single, og nogle af mine venner havde været kernefamilie og ikke singler. Det er tilfældigheder mine venner, og det ændrer ikke nødvendigvis på ens lykke. Jeg er lykkelig over Lene og mine unger, men havde jeg aldrig mødt Lene, havde jeg været lykkelig over noget andet. Hørte engang om en lykkeundersøgelse, der påpegede at den personlige lykke var konstant. Hvis man eksempelvis havde et lykkeniveau, der lå på syv, ville dette stige til 8 eller 9, hvis man vandt en stor gevinst i lotto. Men sjovt nok ville det falde til 7 igen efter et stykke tid. Sådan er det også med indkøb. Jeg oplever en lykkefølelse, når jeg står med en spritny iPad i hånden, men følelsen varer ikke ved. Sådan er det også med slik og chokolade. Overraskende er det dog, at det også er omvendt. Hvis du bliver handicappet falder din lykke umiddelbart, men på sigt vender den tilbage til udgangspunktet. Nu husker jeg ikke mere fra undersøgelsen, og har heller ikke et link, men det er interessant. Så om man er single eller ej, vinder i lotto eller ej, bliver handicappet eller ej, så er det din grundlæggende personlighed, der afgør hvordan du har det med dit liv og dog selv. Det er nemt nok at se i forhold til køb af en iPad, men i forhold til partnervalg og at blive handicappet er det noget mere provokerende. Jeg kan ikke sige noget for mig selv, da tilfældigheder har gjort, at jeg nu kan sidde på min terrasse med min iPad og skrive dette. Jeg er 37 år, i rimlig form, gift og har to børn. Det gør mig hverken bedre end noget som helst andet menneske. Det er bare sådan tilfældighederne er faldet sammen.

Skrive

Skriveblokade, stress, søvn og drømme, der varer for evigt. Livets bølgedale går op og ned og ned og op. Søvn, for meget og for lidt. Selskab for meget og for lidt. Neuroser og jagten på et selvværd, der for længst er brændt op i helvedes forgård. Jagten på mening. Fundet af mening i græsslåning, opvask og ture til købmanden, der pænt er erstattet af et supermarked til fornuftige priser. Billeder og film i tekst og ord. Hvem orker diskutere?

Hurtig bliver jeg aldrig

Jeg er langsom, og har alle dage været det. Min krop har ingen accelerationsstyrke, og det har altid gået mig på. Jeg har selvfølgelig aldrig været den sløveste i verden, men i forhold til mine venner har jeg næsten altid været den langsomste. Det er først i min nuværende alder, at det begynder at gå op for mig, at det ikke gør noget. Jeg kunne muligvis gennem intensiv intervaltræning gøre mig hurtigere, men det interesserer mig ikke. I de seneste 17 dage har jeg gennemført Grejsdalsløbet, Århus Rundt og i dag Eventyrløbet, og alle gange er jeg kommet i mål i den sidste halvdel eller fjerdedel. Men hvor jeg tidligere måske ikke ville løbe fordi det var pinligt eller skidt at blive løbet fra, er jeg i dag glad for, at jeg gør det. Det er jo de mange timer på landevejen, der gør mig glad, og at de så kun giver mig større udholdenhed, men ikke gør mig hurtigere, er jo ligemeget. De seneste mange år har jeg været en halvskadet fodboldspiller, der aldrig kom i form, da jeg konstant havde ondt. Efter at have droppet fodbolden, har jeg tabt mig en del og er kommet i bedre form. Det lyder måske lidt helligt, men bedre form er lig med bedre humør for mig, og overskud og humør er vigtigt, når man leger far og ansat ved den danske stat.

Løbet i dag blev klaret på 57 minutter og 34 sekunder. Det er ikke hurtigt, men det er fedt, at min form nu er sådan, at jeg bare lige løber 10 km på trods af at forrige løbetur ligger tilbage i marts, da jeg løb rundt om Hyde Park.