Yndlingsplade numero 7

Nu er vi nået til 1988, og Danmark er ikke længere gode til fodbold. Vi får smæk til EM, og det står tydeligt for enhver, at et nyt hold skal bygges op. Ved det næste EM er dette ikke sket, men vi vinder alligevel, men ikke mere om det.

I 1988 bliver jeg 15 år, og jeg er en følsom ung mand. De andre i min klasse er begyndt at drikke alkohol. Jeg har ikke lyst, og holder mig fra det. Jeg er populær i klassen, men dette gør, at jeg bliver en outsider. Jeg er indadvendt og udadvendt på samme tid. Jeg går ikke længere på fritidshjem, ej heller til fodbold. Når vi har fri, tager jeg enten ned i byen, hvor jeg ser på plader og spiser en burger, eller jeg tager hjem og hører musik og napper en lur. Om aftenen går jeg ture for mig selv, hvor jeg drømmer om livet og om de søde piger, jeg på ingen måde tør snakke med.

I weekenderne var jeg ofte i Randers, hvor jeg besøgte min far. Min far hørte lidt musik. Han kunne bedst lide Niels Hausgaard og Kim Larsen. Jeg var som regel på besøg, når Randers Freja spillede på hjemmebane. Min far gad ikke gå med til fodbold, så ham kørte mig til stadion, og hentede mig bagefter. Så stod jeg der og så fodbold helt alene, mens jeg lyttede til snakken omkring mig. Randers rykkede op og ned og op og ned. Jeg fulgte dem i et par år, men dengang føltes det som en evighed. Lørdag formiddag kørte vi af og til indtil centrum, hvor vi gik en tur. Vi endte ofte i Stereo Studiet, hvor jeg så købte eller fik lidt musik. Plade nummer 7 blev købt i Stereo Studiet i Randers i 1988.

Tunnel of Love fik jeg på kassettebånd, sikkert da jeg hørte meget walkman dengang. Båndet er væk, nu har jeg den på CD. Jeg fik CD’en af Søren for nogle år siden. Tunnel of love er anderledes end forgængeren Born in the USA. Det er en plade om brud og tabt kærlighed. Det var lige noget for en følsom ung mand i 1988. Det er det stadigvæk. Jeg kender andre end mig, der har den bladt sine yndlinge. Måske er det den bedste Bruce-plade. Det er nok den sidste rigtigt gode plade han har lavet. Ikke at han har lavet bras siden, for det har han ikke, men det når bare ikke sammen højder som de plader, der kommer til og med Tunnel of love.

Ps. Pladen udkom faktisk i 87, men det år er vi forbi. Efteråret 87 bliver jo hurtigt til 88. Og min hukommelse fortæller mig ikke om jeg fik den i 87 eller 88.

Yndlingsplade nummer 8

I min hukommelse er der meget langt fra plade nummer 9 til plade nummer 8. De tilhører hver sin tid. Men når jeg nu sidder og skriver den liste, kan jeg se, at der kun er ganske få måneder imellem dem. Ja faktisk udkommer de vel på stort set samme tid. Men hvor Springsteen var stor også i Danmark efter Born in the USA, så,var hip hop og punk absolut ingenting i 1987. Der havde været en bølge nogle år forinden, hvor alle små børn havde danset electric boogie til discoagtige rapnumre. Den tid var slut og hip hop van bandlyst. Mine klassekammerater hørte popmusik. Det var Michael Jackson, Prince, Wham og andet i den stil. Det sagde mig ikke noget. Men så var det, at vi fik kanaler derhjemme. I 1987 fik vi blandt andet Sky Channel på fjerneren i Tranbjerg. Det betød musikvideoer og masser af billig underholdning såsom Transformers, Wrestling og inspector Gadget. En musikvideo fangede mig. Det var Beastie Boys med Fight for your right to party, og jeg var solgt. Min klassekammerat som blev kaldt Skovby, da han også hed Henrik, havde også hørt og set videoen, og vi besluttede os for at købe pladen. Jeg kendte intet til musikbutikker, og hvor meget Skovby gjorde ved jeg ikke, men sammen gik vi i Fona og spurgte til pladen. De havde den ikke, men ekspedienten kunne se den i sit katalog, og han bestilte den hjem til os. Jeg troede musikken ville være hård rock, og blev meget overrasket, da jeg satte den på. Det var ikke rock. Det var rap. Det var næsten pinligt. Flere gange troede jeg, at vores pladespiller var i stykker. Men det var bare scratch.

Der gik ikke længe inden, jeg var totalt opslugt af Beastie Boys. Jeg var begyndt at blive ung og komme i puberteten, og Beastie Boys blev mine popidoler. De fik plads på væggen, og jeg ønskede mig inderligt et par adidas basketstøvler til jul. Jeg fik er par Asics – det var ikke helt det samme. Men det var først senere. For først var der the summer of 87. Sommeren, hvor piger og musik blev interessant. Jeg var på sprogrejse i England, og blev helt hylet ud af den af alle de lækre piger jeg løb på. Jeg fik en stor crush på Ann fra sprogrejsen. Hun var så sød og køn, og så kaldte hun mig Beastie. Otte år senere blev jeg kaldt Beastie igen. Da var jeg på højskole, hvor Anns lillesøster også gik. Hun hed Line og blev en god veninde, jeg desvære har mistet kontakten til.

Det år hørte jeg Licensed to Ill en million gange, mindst. Når det ikke var hjemme på grammofonen, var det på walkman på vej til og fra skole. Mine klassekammerater syntes jeg var skør. Jeg var ligeglad. De kunne have deres pop i fred, jeg havde de seje Beastie Boys, der drak øl, lavede ballade, smadrede hotelværelser og havde alle de tøser, de kunne ønske sig. Bare det var mig. Det var det ikke. Jeg var pæn, drak ikke alkohol og var alt for genert over for pigerne. Jeg kunne bare kigge mens de andre kyssede. Men når jeg hørte Beastie Boys, var jeg også sej.

 

 

 

Yndlingsplade nr. 9

Vi er nu i 1985, og jeg går stadig på fritidshjem. Og i dette år, hvor Danmark slår Sovjet med 4-2 i parken, hvor Hinault vinder touren og hvor jeg første gang i mit liv er uden for Danmarks grænser, kommer min yndlingsplade nummer 9. Det er ikke en studieplade, men en liveplade. Jeg er normalt ikke meget for liveplader, da jeg altid synes lyden er for ringe og man alligevel ikke fanger selve stemningen. Men dette er altså ikke en almindelig liveplade. Det er livepladen over alle liveplader. Ja faktisk er det ikke bare en plade, det var i sin tid hele fem plader, som jeg fik overspillet på 3 BASF 90 minutters bånd. Der kunne være en plade på hver side. På den sidste side var Dire Straits med Brothers in arms. Og ja det er selvfølgelig Bruce Springsteens liveopsamlingshovedværk Live 1975-85. Og udover det er nogle vanvittigt gode plader, så er de også fyldt med stemning og historie. Jeg kan huske, at Poul Erik havde dem med på fritidshjemmet, og at vi hørte dem. Jeg var vild med det, og vi spillede dem over på de føromtalte BASF-bånd. Jeg var dengang meget vild med War, som vist nok var det hårdeste og vildeste jeg til dato havde hørt. I dag er jeg en sucker for introen og nummeret The River. Det er faktisk ikke længe siden, at jeg hørte den i bilen med familien hos mig. Vi kørte op ad Skibhusvej og henad Emilievej i det Bruce når slutningen af introen og nummeret starter. Da bilen holder stille triller tårene ned ad mine kinder. Det er måske en banal indledning om Bruce og hans forhold til sin far, men det rammer mig hver gang. Pladen er fyldt med højdepunkter, og kan kun anbefales. I øjeblikket koster den det latterlige beløb af 99 kroner på Itunes.
Det var også den plade Søren hørte i bilen, da han hentede mig for et par år siden, hvor vi var i sommerhus sammen.
Og apropos Poul Erik, så husker jeg tre historier om ham. Han var pædagog på fritidshjemmet, og nok den første voksne, der tog mig alvorligt og troede på mig. Udover musikken husker jeg, at jeg engang kom med ham, da han skulle hente kage til de andre pædagoger. De fik som alle gør, kage i ny og næ. Jeg husker det som om, at jeg også fik en kage den dag. Det var måske et studenterbrød. Det tror jeg faktisk det var. Og så var der det med Brothers in arms. Han forklarede mig, at det betød brødre i hæren eller noget i den stil. Jeg var ikke klar over at arms ikke betød arme. Jeg husker også en dag han kom forbi min skole og så mig i skolegården. Han stoppede op og snakkede med mig, sikkert om fodbold eller om noget i den stil, men også for at høre, hvordan jeg havde det. Det var stort for mig, at en voksen interesserede sig for mig og ikke bare syntes, at jeg var en lille ballademager eller noget i den stil. Efter at have skrevet indlægget i går om Kliché, søgte jeg for sjovt på nettet efter Poul Erik. Jeg fandt en, der kunne være ham og tog chancen og sendte ham en mail. Et par timer senere svarede han, at det var ham, og at han godt kunne huske mig. Det var på en eller anden måde meget rørende.
Men nummer 9 er altså Bruce. Her er han med War. Det er ikke det sidste vi har hørt fra Bruce på denne liste.

Edit: pladen kommer selvfølgelig først i 86, og ikke i 85. DK har altså været i Mexico, og det var Lemond, der vandt Touren. Liverpool vinder the double i UK. Og jeg er blevet 13 år.

Yndlingsplade nr. 10

Jeg kan ikke placere mine yndlingsplader i yndlingsagtig rækkefølge, så jeg vil i stedet prøve at lave dem kronologisk, hvilket jeg håber er OK for den ellers så anonyme læser. Det er onsdag morgen, og jeg sidder og drikker kaffe, mens Pop Will Eat Itself kører på anlægget. Pladen er ikke blandt de ti, men jeg holder meget af den, og hvad vil jeg så sige med det? Jeg vil sige, at denne liste på ingen måde er en objektiv liste over de ti bedste plader inden for de seneste 38 år, for det er jeg slet ikke i stand til. Dertil er min musikviden jo nærmest minimal. Denne liste er udelukkende med de ti plader, der på en eller anden måde har betydet noget i mit liv. Der skal være en historie bag, da det ellers er uinteressant. Det betyder dog også, at der ikke er mange nye plader på listen, da min store glæde og oplevelse med musik nok var størst i ungdomsårene. For et stykke tid siden hørte jeg en musikforsker i et program på P1. Han var kommet frem til at det musik, der virkelig betyder noget for os er det, vi har hørt i de unge år. Jeg kan ikke helt huske hans grænse, men mener det var fra 17-25 eller noget i den stil. Min første plade er dog ikke fra den periode i mit liv. Jeg var yngre. Jeg har været 8 eller 9 år, da den udkom, og det var også deromkring, at jeg fik den. Jeg gik på fritidshjemmet Marselisborg, og der hørte vi altid meget musik. Jeg kan huske, at Uffe fra Thomas Helmig Brothers arbejdede der som medhjælper, men det var nu mest Poul Eriks musiksmag, jeg lagde mig opad, men mere om det, når vi kommer længere frem i tiden.

Vi er i 1982. Året, hvor Italien vinder VM i fodbold. Jeg holdt med Brasilien, og det er måske også det VM, der har haft det bedste hold, der ikke vandt – nemlig Brasilien, der blev slået ud af Italien i en lidt underlig mellemrundeting man havde dengang. VM var i Spanien og en af de sjove ting var Camerouns målmand Thomas N’kono, der stod i halvlange bukser, da han syntes det var lidt koldt. Det var højsommer i Spanien og ikke under 30 grader. Mit unge liv handlede mest om sport og fodbold. Jeg spillede på 4. holder i AIA-Tranbjerg, og jeg mener 1982 var min første sæson. Jeg elskede alt sport, og mine helte var Ingemar Stenmark, Liverpool, Zico og vist også en ung Greg Lemond. I dette år udkom Kliche med deres anden plade Okay okay boys. Vi hørte den på fritidshjemmet mener jeg. Jeg havde i hvert fald hørt den, og var vild med den. I dag virker det lidt underligt, at jeg som så ung var begejstret for en noget speciel plade, men det var jeg altså. På det tidspunkt havde min kære storebror Klaus en musikbutik i Randers. Han havde startet Bendix Musik som den hed med min anden bror Thomas, men han var flyttet til København, så nu kørte Klaus den alene. Jeg var på besøg, og mens jeg var der spillede hans medhjælper, som jeg husker var langtidsledig, Kliche over til mig på et optagebånd. Jeg købte også tre badges for mine sparepenge. Badges var store i 70’erne og start 80’erne – det er de ikke mere. Jeg hørte pladen konstant, for så at glemme den igen. Så fandt jeg båndet igen, og hørte det igen konstant i mine teenageår. Jeg har hørt den plade så ufatteligt mange gange, og i dag har jeg den på CD, og elsker den stadigvæk. Teksterne er underlige og musikken er fra en anden tid, men for mig holder det stadigvæk. Jeg ved ikke, hvor båndet blev af. Jeg har på fornemmelsen, at jeg for nogle år siden smed alle mine bånd i skraldespanden. Det var min første rigtige piratkopi af en ting.

Mange vil sikkert mene, at Supertanker er en bedre plade, og det kan de måske have ret i, men for mig er det nu Okay okay Boys, der altid vil stå som Kliches værk. Det var ikke deres første plade, men det var det for mig. Det var den første jeg hørte med dem. I 1989 købte jeg Supertanker på vinyl. Jeg gad godt have Okay okay boys på vinyl også. Jeg er blevet så glad for min pladespiller.

Yndlingsplader

Det er som om, der kører en listeting for tiden. Søren har i hvert fald gang i noget om sange om at køre bil. Jeg tror jeg vil skrive om mine 10 yndlingsplader i den kommende tid. Det starter dog ikke i aften, for jeg vil nok hellere se film og tænke på, hvilke plader der skal med. Det bliver nok ikke så overraskende, og måske også en anelse kedeligt, men så får jeg da en plan med mit liv og mit bloggerliv. 

Suarez

Ja så kommer artiklen sgu også her.

Den ligger også som pdf her http://dl.dropbox.com/u/1790966/Suarez.pdf

J’accuse
Jeg anklager hermed den internationale presse og det engelske fodboldforbund for uretmæssig omgang med sandheden i den verserende sag mellem Luis Suarez og Patrice Evra. 
Jeg anklager ikke Patrice Evra og Alex Ferguson for noget. De må gøre, hvad de vil og har for så vidt intet ulovligt gjort. Hvordan Manchester United kører deres klub er op til dem og kun dem, deri har jeg ingen interesse i at blande mig. 
Men sagen mellem Patrice Evra på den ene side og Luis Suarez på den anden side er blevet en af de største skandaler, jeg har oplevet i mit liv. Og det er ikke fordi Suarez nægtede at give Evra hånden i søndags. Skandalen består i, at en mand er dømt uden beviser og at en hel verdenspresse har valgt at forholde sig ukritisk til dette faktum. Er jeg nu endnu en af dem, der mener at Liverpool er offer for en stor konspiration? Nej det mener jeg faktisk ikke, men jeg mener at FA har fejlet enormt og at pressen efterfølgende har været enormt ukritiske over for FA, og på den måde stemplet Luis Suarez for livet, og måske endda medvirket til, at han ikke er at finde i engelsk fodbold efter denne sæson. Men lad os se på, hvilke fakta, der er omkring sagen. 
I kampen den 16. oktober 2011 mellem Liverpool og Manchster United, var der ballade på banen. Det er der intet nyt i i disse kampe. Der har været en hel del røde kort i de seneste opgør til både Gerrard, Vidic og Mascherano. Efter kampen afslørede Patrice Evra i et interview med Canal Plus, at Luis Suarez 10 gange havde kaldt ham for nigger. Dommeren var blevet kontaktet efter kampen af Evra og Ferguson, og efterfølgende kom der en sag ud af det. En sag som skulle afgøres af et panel bestående af tre mand udpeget af det engelske fodboldforbund FA. Vi har altså at gøre med en panelafgørelse inden for FA og ikke en retssag med gældende lands love. Og hvilken forskel gør dette? I en retssag er du uskyldig indtil det modsatte er bevist. I denne panelafgørelsen var det nok, at de tre udvalgte mente, at det var sandsynligt, at Suarez havde begået en forbrydelse. På samme tid som Suarezsagen blev den engelske anfører John Terry anklaget for at have kaldt Queens Park Rangers’ Anton Ferdinand for “a black cunt”. Der er TV-billeder, der med en vis sandsynlighed viser, at disse ord kommer ud af Terrys mund. Derfor blev Terry efterfølgende anmeldt til politiet, og hans sag er endt i retten. En retssag, der er sat til at køre den 9. juli. FA kan ikke give Terry karantæne, når sagen er i retten, så Terry er altså stadig spillende. Når retssagen kører er det op til anklageren at bevise at Terry optrådte racistisk. Terry er uskyldig indtil det modsatte er bevist. 
Suarez blev i slutningen af 2011 idømt 8 spilledages karantæne og en bøde på 40.000 pund for blandt andet at have sagt til Patrice Evra, at han ikke taler til sorte mennesker. Sådan var dommen, og så burde den sag jo være ude af verden, men det var den ikke. Liverpool valgte at støtte Suarez offentligt, og det var her kæden hoppede af for pressen og FA. I både Danmark og England kunne man efterfølgende læse, at Liverpool støttede en racist, og i England fordømte snart den ene tidligere fodboldspiller og snart den anden klubben. Hvorfor støttede Liverpool en spiller, der har svinet en modspiller til med racistiske tilråb? I en tid, der råber på kamp mod racisme er og var dette meget upassende. Dette billede af Liverpool og Suarez er kørt verden rundt de seneste måneder. 
Suarez’ dom var som tidligere beskrevet ikke en retssaldom, men en panelafgørelse. Dette panels 115 siders begrundelse lå klar nytårsaften 2011 klokken ca. 19.00 – dansk tid, da alle sad i nytårsmiddagens lyksagligheder. Suarez dømt for 7 gange at have tiltalt Patrice Evra med ordet “negro” og blandt andet have sagt, at han ikke ville snakke med Evra, da denne var sort (negro). Dommen er umiddelbar klar, men i løbet af de 115 sider bliver sagen mere og mere grumset. For det første er dommen baseret på, at det var sandsynligt, at Suarez sagde dette til Evra. Man skriver desuden, at man har valgt at tro mere på Evra end Suarez, da Evra fremstod som et mere troværdigt vidne. Og sidst men ikke mindst kommer det frem, at der i processen ikke på noget tidspunkt har været et decideret bevis. Man har ikke kunnet finde TV-billeder, der underbygger Evras påstand om at Suarez har sagt, hvad Evra påstår. Ingen af spillerne på de to hold har hørt noget, hvilket tilskuere eller dommere ej heller havde. Suarez selv erkendte, at han havde sagt “Por que, negro?” til Evra, da denne påtaler et frispark Suarez begik. Evra erkender her i øvrigt at have kaldt Suarez for “Din søsters kusse”. Dette har Suarez ikke hørt. Suarez erkendte altså at have brugt ordet “negro”, men påstår, at det ikke var racistisk ment. Dette blev diskuteret frem og tilbage og tilbage står, at “negro” i Uruguay på ingen måde kan sidestilles med hverken neger eller nigger. Men at det bruges om sorte i en vis udstrækning som et venskabeligt kaldenavn på linje med gringo, der bruges om hvide. Denne sprogforskel er svær at blive helt klog på, men samtalen mellem Evra og Suarez foregik på spansk, og Suarez talte altså som han ville i sit hjemland. Ordet negro accepteres ikke England, og det acceptererede Suarez da også i processen. Han var ikke klar over dette, og lovede ikke at bruge dette ord om sorte spillere mere. Panelet valgte at tro på Evra, og dommen var et udtryk for Evras udtalelser til panelet. 
Er Suarez så skyldig eller er han ikke skyldig? Han er i hvert fald skyldig i at have sagt “Por que, negro?”, men det er ikke det, han er dømt for. Han er dømt for at have sagt, at han ikke vil snakke med Evra, da denne er sort. Men det nægter Suarez nogensinde at have sagt. Gør det ham så uskyldig? Det vides ikke. Der er kun to mennesker på denne jord, der ved, hvad der blev sagt den oktoberdag i 2011 – Patrice Evra og Luis Suarez. Det er ord mod ord. I en dansk retssal ville Suarez være blevet frifundet grundet manglende bevisførelse. At vælge at tro på en part frem for en anden i en domsafsigelse ville inden for ganske kort tid lægge det danske retssystem ned. Og det engelske for den sags skyld. I Danmark er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det medfører uden tvivl, at forbrydere til tider går fri, men det er nu sådan vi har valgt det. Hellere lade en skyldig gå fri end at sætte en uskyldig i fængsel. 
Et tænkt eksempel kunne være et par, der har mødt hinanden i byen. Vidner har set dem stå og snakke tæt og set dem gå sammen. Næste dag bliver manden anklaget for voldtægt. Han erkender, at de to har haft samleje, men insisterer på, at der ikke var tale om voldtægt, men om lyst og frivillighed for begge sider. Der er ingen beviser. Ingen blå mærker på kvinden, der hævder, at hun faldt i søvn og vågnede op midt i agten, men ikke kunne komme væk. Hvad gør vi i sådan en sag? Skal vi lade en skyldig voldtægtsmand gå fri og lade tvivlen komme den anklagede til gode, eller skal vi vælge at tro på kvinden og på den måde muligvis stemple en uskyldig mand for livet? Da der ingen beviser er, må  manden i vores verden blive frikendt. 
På samme måde kan vi ikke afgøre om Suarez er skyldig eller ej. Han bliver dømt på sandsynligheder ikke på beviser. Men burde man ikke lade ham gå fri? Hvis han er skyldig lader man en skyldig man gå fri, men hvis han er uskyldig vælger man ikke at dømme en uskyldig mand. FA vælger at dømme Suarez 8 spilledages karantæne og en stor bøde. 
Og sådan er det. 
Hvordan ville man selv reagere, hvis man var uskyldig dømt? Det er her hele sagens kerne ligger. Det har intet med racisme at gøre. Det har noget med retssikkerhed at gøre, og her er det at pressen har misforstået alt. Da Liverpools spillere efter dommen varmer op i trøjer med Suarez trykt på, er det jo ikke fordi de støtter racisme. Da Kenny Dalglish i pressen udtaler, at der er noget helt galt, er det jo ikke fordi han ikke kan lide sorte mennesker. Det er fordi han og Luis Suarez begge mener at Suarez er uskyldigt dømt. De forsvarer ikke de udtalelser panelet lægger til grund for dommen. De hævder, at disse udtalelser aldrig har fundet sted. Sagen handler ikke om racisme, men om hvorvidt FA er i stand til at dømme på et så løst grundlag, som de har gjort i denne sag. 
Pressen er i denne sag stort set på FA’s side. Suarez har begået noget ulovligt. Aviser trykker billeder af ham med påskriften racist, og han bliver tilsvinet i engelske medier såvel som danske. Han er jo dømt og er derfor skyldig. Ingen går ind og ser på FA’s dom, og de manglende beviser. Ingen vælger at følge vores retsprincipper om at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Alle tager dommen for givet. Og dette spreder sig fra engelske medier til de danske, hvor man gang på gang kan læse om denne sydamerikaner, der har sagt sådan og sådan og så videre. Ingen går kritisk til sagen og det er bare ikke godt nok. I den brede befolkning er Suarez nu racist. Han er jo dømt. Det er jo bevist, at han har sagt de og de ord. Men bemærk igen, at der ingen beviser er i sagen. Det er ord mod ord. Goebbels sagde engang, at hvis man fortalte en løgn mange gange nok, endte den som sandhed. Selvom Goebbels nok er en af de værste sataner denne verden endnu har oplevet, så har han dog en pointe. Pressen har i grove træk stemplet Suarez som racist. Og når det står i den ene avis, står det også i den anden og så videre. Og når det står i nok aviser, så må det jo være sandt. Men det er det altså ikke nødvendigvis, og hvis man må stille det hele lidt på spidsen, kan man med Ghandis ord sige, at selvom du er en minoritet bestående af kun dig, er sandheden stadig sandheden. 
Det hele eksploderede igen i søndags, da Suarez som bekendt nægtede at give Evra hånden inden kampen mellem de to hold. Endnu engang blev Suarez slæbt gennem mudderet og beskyldt for alt muligt. Det eneste han ikke ville, var at give hånden til en mand, han mente har fået ham stemplet som racist. Som har været medvirkende til at få ham dømt på trods af, at han er uskyldig. Jeg siger ikke, at Suarez er uskyldig, men det mener han selv han er og igen, intet andet er bevist. Engelsk og dansk presse går amok og sviner Suarez og Dalglish. Det er dog ikke første gang to spillere ikke har givet hånd. I et opgør mellem Manchester United og Arsenal for år tilbage gav 3-4 af Uniteds spillere ikke hånd til Patrick Vieria grundet ballade i spillertunnellen. John Terry blev taget med bukserne nede sammen med Wayne Bridges kone, så de giver heller ikke hånd, og da QPR mødte Chelsea i FA-cuppen den 28. januar 2012 valgte man helt at droppe ritualet med at give hånd grundet den verserende sag mellem John Terry og Anton Ferdinand. Men her var det anderledes. Suarez skulle give hånd, men gjorde det ikke. Hvis han er uskyldig, kan man vel heller ikke fortænke ham i det. Alt i alt en meget lille sag i forhold til alt andet, men bagefter blev det udråbt til at Suarez nu igen havde ødelagt alt. 
Sagen blev nærmest tragikomisk, da der søndag den 12. februar kom hele tre undskyldninger på Liverpools hjemmeside. Liverpools direktør Ian Ayre undskylte, at Suarez ikke gav hånd, hvilket han ellers havde lovet klubben. Suarez undskyldte, at han ikke gav hånd, da han havde lovet klubben og manageren at ville gøre det. Kenny undskyldte, at han forsvarede Suarez i et interview efter kampen. Og pludselig var sagen død. Pressen var ude og skrive om Suarez’ undskyldning og enkelte steder kunne man endog læse, at han undskyldte til Evra. Men Suarez har ikke sagt undskyld til Evra. Han har sagt undskyld til Liverpool. Suarez mener stadig han er uskyldig og de tre undskyldninger på Liverpools hjemmeside lugter langt væk af damage control. Ejere, der føler sig presset og sponsorere, der frygter for deres navn. Men sjovt nok er pressen hoppet med på legen og har accepteret undskyldningen. Igen forstår jeg dem ikke. Hvis pressen mener, at Suarez har tilsvinet Evra, hvorfor borer den så ikke i, at sydamerikaneren aldrig har sagt og aldrig vil sige undskyld. Måske fordi de er dovne og kun læser overskrifter. Måske fordi de ikke er interesserede i sandheden, men kun i at sælge aviser og internetannoncer med fængende overskrifter. Den tidligere Liverpoolspiller Stan Collymore er ansat som journalist på Talk Radio. På Twitter skrev han forleden om dommen og den efterfølgende rapport: Hvorfor læse de 115 sider, det er der allerede 4, der har gjort og det er fint nok for mig. Men kære Collymore og kære journalister, I skal læse de 115 sider, fordi I ikke skal trykke halve sandheder i jeres aviser. I skal læse de 115 sider fordi vi forventer, at I er den 4. statsmagt og ikke bare mikrofonholdere for den siddende magt. I skal læse de 115 sider, fordi det er en markant sag i international fodbold. I skal læse de 115 sider fordi det er jeres job. I skal læse de 115 sider fordi de ender med at slå fast, at der ingen beviser er i sagen og at dommen er baseret på sandsynlighed frem for bevisførelse. I skal læse de 115 sider og undre jer over, at af de seneste 474 panelsager i FA er de 471 endt med at tiltalte er kendt skyldig – det burde undre enhver journalist. 

Weekend, forår og en elendig presse

 Jeg kan forstå, at folk er begyndt at smide deres fjernsyn ud. De kan simpelthen ikke holde til alt det lort, der bliver vist. Men fjernsynet kan altså stadig bruges til DVD, så hold lige igen med at smide et stykke fint elektronisk stykke brugsting i skralderen. Jeg forstår det dog godt. Vi er jo nået til et stadie, hvor medierne ikke længere er den 4. statsmagt. De er deres egen statsmagt, og de trykker stort set, hvad der passer dem. Bevares, der findes stadig gode journalister og fine fotografer, men det overordnede indtryk er jo til at lukke op og skide i.  Pardon my French. For en uge siden blev Søndagsavisen idømt en straf på 750.000 danske kroner for at have bragt en usand historie om intet mindre end en natursut. Det lyder måske som en ligegyldig historie, men den rammer plet i dagens mudrede pressebillede, hvor research er en tur på internettet og kildekritik er noget man ikke gør så meget i. Søndagsavisen havde fået testet en masse sutter, blandt dem en natursut. Testen viste ganske overraskende at natursutten indeholdte phtalater, som er noget værre noget. En super historie, hvor pressen er vigtig. Tænk, hvis vi vi køber sunde sutter til vores børn, og så viser sutterne sig at være værre end de usunde. Søndagsavisen kontakter forhandleren. Forhandler får et chok og kontakter producent og labaratoriet bag testen. Ifølge producenten må der være sket en fejl, og det er der faktisk også. Labaratoriet opdager fejlen og kontakter Søndagsavisen og fortæller, at testen ikke kan bruges. Og hvad sker der så? Søndagsavisen vælger alligevel at bringe historien. Og historien får derefter sit liv på internettet. Ekstra Bladet trykker den også, for når det står i en avis, står det også i en anden og en tredje, og så må det jo være sandt. Natursuttedamen fik erstatning, men spørgsmålet er om hun sælger flere sutter. Spørgsmålet er også om dette er en enkeltstående historie. Næppe. 
Nå nu skal jeg ikke kede jer mere. Man kan høre mere om historien i seneste afsnit af mennesker og medier (mener jeg det hedder) med Lasse Jensen på P1. Jeg kan godt lide P1. 

Morgen

For anden dag i træk er jeg stået op klokken 05.30. Der er så stille over alt og det nyder jeg. Jeg har lige kigget min Suarezartikel igennem og kan se, at den trænger til et par rettelser, men så kommer den også af sted. Jeg er igen i gang med Knausgård. Og jeg blev helt glad, da han beskrev glæden ved at spise rundstykker med smør og ost. Vi må ikke spise smør længere, hvis man hører på eksperterne, og jeg har da også en mave, der godt kunne trænge til at blive lidt mindre, men hold op, hvor smager det godt. Bare et rundstykke eller et stykke franskbrød med det salte smør og den fede ost. Det smager bare bedre end et stykke rugbrød uden smør og med en slankeost ovenpå. Jeg har læst 300 sider i Min Kamp 6 og føler slet ikke, at jeg er kommet i gang. Det er jo en mursten af dimensioner, og snart går jeg ind i de 400 sider om Hitler og 200 sider med litterære analyser. Det bliver…….ja en kamp. Det bliver min lille kamp for at forstå dette kæmpe værk. Jeg er stadig begejstret for måden han skriver på. For på den ene side at skrive om glæden ved smør på rundstykker og på den næste at skrive om “jeg’et” hos Peter Handke.

Måske man skulle skrive et essay om glæden ved at høre LP’er. Jeg er nemlig glad for min nye pladespiller. Nu har jeg bare lyst til at købe LP’er som i gamle dage. De er dog i modsætning til CD’er steget kraftigt i pris. Det er synd.