Nu kan der ringes igen

Så er telefonen kommet tilbage. Jeg havde ikke tabt den på min cykeltur, men i stedet siddet den ned i en stol. Min lækre røv havde simpelthen presset telefonen ind i en af Kaspers stole under playstationssessionen i tirsdags, og her til morgen kom Kasper pænt og afleverede mobilen på vej til arbejde. Nu kan jeg ringe og sms’e igen, jubiii og noget….

Liverpool er helt til rotterne. Træneren er dårlig, spillerne er uengagerede, ejerne er fattige som kirkerotter og nu er klubben fyldt med gæld til randen. Jeg er alvorligt bange for at Liverpool Football Club er på vej til at blive en midterklub i engelsk fodbold. Det er noget møg. Hvem der bare holdt med Queens Park Rangers, der så vidt jeg kan forstå måske er blevet Englands rigeste klub efter at den blev købt af tre amerikanske rigmænd. Fans af Liverpool overvejer at købe klubben. Det kunne være sejt, men det sker nok ikke….desværre.

I aften skal jeg til teatersport med Kasper Jensen. Det skal nok blive sjovt. G0dt Kasper har påtaget sig opgaven at få mig ud til folket igen.

Ingen kontakt


Jeg har mistet min telefon, så I behøver ikke at ringe til mig, for jeg kan ikke tage den. I går var jeg på besøg hos Kasper, hvor jeg spillede playstation med Kasper, Ricki og Tue. Det var faktisk rigtig sjovt, og selvom jeg i særklasse var den ringeste spiller, så er det længe siden, jeg har grinet så meget. Det var fedt og tak for en dejlig aften gutter. Nå men da jeg så skulle hjem, kunne jeg ikke finde min telefon. Og da jeg så kom hjem, var den heller ikke der. I bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg huske, at der var en, der piftede, da jeg cyklede ned til Kasper. Jeg kørte bare videre i min egen verden, men det kan jo have været en rar fremmed, der havde set, at jeg tabte min telefon. Nåh, hvis ikke den dukker op i dag, må jeg bestille en ny, så I kan få fat i mig igen. Det var nu også en gammel telefon.

He’s lost control


Da jeg gik på Brandbjerg Højskole i 1995 hændte det ret ofte, at jeg sad på værelse 216 sammen med min dejlige ven Klaus og skrev digte og hørte musik. Klaus’s værelse var helt sort. Han havde hængt sorte lagner op for vinduerne og lagt sorte lagner udover sin “sofa” (det var egentlig bare en seng). Stemningen var altid lidt dyster, men også helt ufattelig dejlig. Musikken vi hørte var som regel Joy Division, The Clash, Suede eller Manic Street Preachers. Joy Division blev en slags baggrundsmusik for mig, men jeg fandt aldrig helt ind i musikken. Efter at have set Control har tonen dog fået en anden lyd. Jeg har ikke hørt andet end Joy Divisions opsamlingsplade Substance siden biografturen i søndags, og jeg hører den også nu. Ian Curtis synger jo helt fantastisk og musikken går mig sgu lige i blodet, hjernen og mellemgulvet. Derfor må dette indlæg blive en opfordring til at droppe melodi grand prix (hvornår det lort så end bliver sendt) og i stedet gå i biograffen og se Control. Ja drop for den sags skyld Aftenshowet og Vild med dans og hør i stedet lidt god musik i stedet for. Lad mig overraskende anbefale Substance. Giv den tid, for det holder. Hvis det er for dystert, kan man jo altid høre Joy Division part 2 = New Order, der er noget mindre dystert, men også godt.

På vandring

I dag har jeg vandret mig en længere tur til tonerne af Bright Eyes’s helt igennem fantastiske album I’m wide awake it’s morning. På turen tog jeg blandt andet et billede af det gamle Fynsværket, der nu hedder Vattenfall. I forgrunden er den sorte og fede fynske muld og vinden er i den grad i vest.

På min tur tænkte jeg over, at film noir ikke er en genre, men en stil. På Wikipedia står følgende:” Film noir (fransk for “sort film”) er en filmgenre, der forbindes med kriminalfilm med en dyster og skæbnetung stemning, hvor filmens personer lever i en kynisk og usympatisk verden.”, men dette er altså ikke helt rigtigt. Det er sandt, at mangt en film noir har det kriminelle aspekt, men det at en film er noir har i princippet ikke noget med handlingen at gøre. Det er jo billederne og lyssætningen, der gør den “sort”. Det er modlyset igennem persiennerne, det er nattebillederne og det er de indendørs billeder, der gør at filmen er noir. Eller er jeg helt galt på den? En film noir kan i sig selv være en genrefilm såsom kriminalfilm, melodrama eller komedie for den sags skyld. Faktisk kan man sige, at så forskellige film som The Maltese Falcon, Citizen Kane, Blade Runner, Casablanca og Touch of Evil alle er Film Noir, men de tilhører ikke samme genre.

Posted by Picasa

Wilbeks tropper


Ja det er ikke mange film, jeg får set for tiden, da fruen konstant ser håndbold… Ok jeg indrømmer at jeg også kigger med, og at jeg godt kan lide det, men sig det ikke til nogen. Nå men Wilbeks tropper gør at fjernsynet ofte er optaget, og at jeg ikke får set film. Jeg skulle have været i undergrundsbif i går og set Orson Welles’s fabelagtige Touch of Evil fra 1958 (den sidste film noir i noir-bølgen, der startede i 1941 med Citizen Kane og The Maltese Falcon. Denne parentes kan diskuteres, men det passer sådan nogenlunde), men Aske nægtede simpelthen at falde i søvn, så jeg kom ikke ud af døren og brændte derfor Kasper og Ricki af på det groveste. Nej det var vist ikke på det groveste, men jeg ville da gerne have set både dem og filmen.

Ellers slog Liverpool i dag mighty mighty Havant Waterlooville (eller noget i den stil) med 5-2 på Anfield Road. Liverpool var bagud både 1-0 og 2-1 mod holdet fra Havant, der mestendels bestod af murere, VVS-arbejdere og tømrere, og som sikkert alle havde været på job lørdag formiddag inden kampen. Flot af Liverpool, som virkelig har en super sæson………………NOT! Billedet er af spillerne fra Havant, der fejrede nederlaget som en sejr efter kampen. Om ikke andet, så har holdet fra den sjettebedste række i England fået en stor oplevelse i dag. Tillykke med nederlaget til Havant og masser af respekt herfra.

Hvordan med sygdommen Henrik?


Jeg har lige sygemeldt mig i næste uge fra arbejde. Jeg var til psykolog i dag og Lotte (hedder Lise Lotte, men kalder sig Lotte) fik mig vist overbevist om, at det ikke er for sjov det her, og at jeg rent faktisk er syg. Det gode ved sygdomme er, at de kan kureres. Så vi kører på med terapi og ny dyrere medicin. At gå til psykolog burde være for alle mennesker og ikke kun de rige, som jeg åbenbart tilhører. Det koster kr. 850,- pr. gang, hvilket er mange penge, specielt, hvis ikke man har dem. Det har jeg heldigvis, og de er godt givet ud. Det er dog lidt absurd, når man skal betale efter en snak om liv, død, smerte og alt det der gør ondt. Man kører lige dankortet igennem på beløbet og så er det ellers på gensyn om et par uger. Jeg skal op til Lotte igen den 5. februar – det synes jeg er langt væk. Imellem tiden skal jeg lære at passe på mig selv og komme lidt ud, så hvis der er nogen, der vil gå en tur/drikke en kop kaffe/se noget fodbold så ring eller skriv endelig. Alkohol derimod er bandlyst for tiden, da det ikke er godt for hovedet og sjælen. Og det er jo skidt, da det ellers altid har været en af mine styrker at drikke store mængder øl og spiritus……måske jeg skal få nogle andre spidskompetencer såsom stavgang, bridge eller bankospil.

Nyt indlæg

Da dette er en blog, har bloggens læsere også krav på nye indlæg i ny og næ. Man kan til tider blive fristet af bare at smide et sjovt youtube-klip på bloggen, men er det godt nok? – Næppe. Så da jeg i dag skulle skrive noget var jeg igen i tvivl. Skrive om mig selv er for kedeligt (jeg er dog på vej tilbage), fodbold er for deprimerende, arbejder gør jeg ikke, men vi har til gengæld fået nyt gulv på i køkken og udestue. Det har jeg lige taget et par billeder af, men nu sidder jeg desværre ved min computer i kælderen og mangler et stik, så jeg kan overføre billederne til computeren, så det var heller ikke nogen speciel fed idé.

På CD-afspilleren er der Band Of Horses’s Cease to begin, hvilket er en fin , omend ikke særlig lang, plade

Jeg kunne også tage billeder af mine børn og lægge ud, men der ligger sgu allerede så mange. Hmmm jeg tror jeg vil lade dette indlæg stå for sig selv og så sende et par mails til mine søde kolleger, der klare strabadserne på jobcentret uden mig.

Glæden ved fodbold?


For et års tid siden blev Liverpool FC opkøbt af de to amerikanere George Gillett og Tom Hicks. Dengang skrev jeg på min hjemmeside, at det var med blødende hjerte, at jeg så min yndlingsklub blive solgt til to amerikanske ejere, og jeg skal da love for, at hjertet får lov til at bløde videre. Siden opkøbet har der stort set ikke været andet end ballade i klubben og Liverpool er gået fra at være en stolt klub i resultatmæssig krise, til et galehus i resultatmæssig og økonomisk krise. Hicks og Gillett overtog klubben med gæld og alt, hvad det indebar. De lovede ikke at føre gælden tilbage til klubben, men det er de godt i gang med nu. Liverpool har ikke haft flere penge at købe spillere for end normalt og Hicks har offentligt sagt, at de har forhandlet med Jürgen Klinsmann om at blive Liverpoolmanager til trods for, at vi i Rafael Benitez allerede har en fin en af slagsen. Rygterne vil, at de to amerikanere måske allerede er ved at sælge klubben igen til Dubai International Capital, med en stor fortjeneste. Jeg ved ikke helt, hvad der foregår, men mesterskaber vinder klubben i hvert fald ikke og balladen går helt sikkert ud over klubbens renommé og spil på banen.

It’s sad. It’s really sad.