Job

Jeg er blevet jobsøgende igen. Det er godt nok. Jeg vil have mig et job, og så skal chriswillbeck være noget jeg laver ved siden af. Jeg har fundet mig et hus, men jeg ved ikke om jeg må købe det for banken. Hvis jeg havde et job, ville det næppe være et problem. Livet er fuld af udfordringer.

Hvad kan man

Så skal man skilles og sådan er det. Men man skal også have penge på kontoen og et sted at bo. Og vil banken overhovedet låne en som mig penge, når jeg nu ikke engang er i job og jeg har briller og begyndende måne. Der burde have været roser. Der burde have været mere styr på tingene og fokus, men det var der ikke, så nu står man her. Det skal nok gå det hele, så længe man ikke ender i en etværelses uden køkken og bad. Man har i hvert fald lov at håbe.

Mandag

Det er mandag, og det hele er lidt trist. Jeg har været en røv den seneste tid. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Måske der ikke er noget at gøre. Måske det bare er sådan det er, og så må jeg rådne op i en langsommelig ensomhed. Gid fanden havde mit hovede og mine tanker og måske har han netop det, måske er det hele problemet.

Måske og måske. 

Bloggen er død, bloggen lever

Min blog er død. Jeg har begået blogmæssigt harakiri efter en masse år som skribent på dette medie. Nu kan ingen læse med og ingen finde mig frem via hverken google eller yahoo eller bing eller andre søgemaskiner. Jeg er ikke bange for, at folk skal læse, hvad jeg skriver. Eller for at nogen skulle synes, at jeg var både dum og grim og klam, men grunden er vel bare mine børn. Lige nu er de i den alder, at de kan læse og skrive, men de kan ikke sortere i hvad, der er klogt og hvad der ikke er så klogt. På samme måde har deres klassekammerater det. Jeg er bange for, at nogen af dem kunne opsnappe denne blog og bruge den imod mine unger. Det er ikke lang tid siden, at de fandt min youtubekanal. Der ligger intet farligt, men der lå et par film, hvor ungerne var små. Det var der et par drenge, der kommenterede over for Nana. Ikke slemt, men nok til at hun blev ked af det, og sur over, at hun lå offentligt til skue. Og problemet er jo, at vi lægger vores børn offentligt til skue. Ikke at jeg er bange for, at en eller anden pædofilspasser vil bruge det, men der er noget forkert i at lægge billeder ud, uden at spørge andre om det er i orden. Eksempelvis lægger jeg ikke billeder af min kone online, da jeg ved, hun ikke bliver glad for det. Hun er smuk, så det burde ikke være et problem, men når hun ikke bryder sig om det, skal de heller ikke ud. På samme måde prøver jeg at lære mine unger, at de ikke skal lægge film og billeder ud af sig selv og deres venner på internettet, da de kan blive kede af det senere. Og hvis de ikke skal, så skal jeg vel heller ikke. Det er bare ikke så nemt, når ungerne er så forbandet nuttede, og man har så mange billeder af dem. Der er så meget, der ikke er nemt.

Det var så mit første indlæg i den lukkede blog. Jeg håber, at jeg fortsætter med at skrive, men man ved aldrig. Jeg sidder nu i Aarhus og skriver på Liverpoolbogen. Vi har været i gang med den bog længe, men det har været sværere at skrive en bog, end jeg havde regnet med. Jeg kan godt skrive, men jeg har så svært ved at få det gjort. Godt jeg ikke blev journalist. Om en uge starter jeg op som selvstændig, men mere om det senere.

kys og kram

Henrik

Is this the end?

Jeg tror snart denne blog har nået vejs ende. Altså jeg kunne sagtens skrive til den dag, jeg skal herfra, men kombinationen af børn, der er begyndt at læse og klassekammerater, der kan google og finde alt muligt sjovt på en blog gør, at jeg måske skal til at stoppe med det her pjat. Det her navlepillende pjat og pjank og i stedet få et arbejde og påføre mig slips og gode manerer. Jeg aner ikke, hvor mange, der overhovedet læser med, men jeg er faktisk ret glad for at vide, at nogen læser, hvad jeg skriver. I er smukke og dejlige, og det skal nok gå det hele.