Rant

Min adidassko
Mine tigre og blå papegøjer
mit dit og mit dat
Mit pip og mit pjat

Ingenting virker alligevel efter den hensigt, som vi ønsker det skal
Og så hopper vi bare rundt
efter dig og mig
og mig og dig
og ingen fucking ting
og ingen fucking ting
mens toget kører
fut fut
og ungerne skriger
prut prut
og skider på byens lortede pladser
og Ingenting
Og ingenting
Men giv mig et lille kys og gå denne her vej
og så skal jeg sgu vise dig
at det du tror er dit på ingen måde ikke er mit og på ingen måde er andet end
dårlig musik fra morgen til aften
solgt af kedelige radioværter
og pølsesnak snak snak fucking snak
Mens papegøjerne ringer ind og snakker om sig selv, som de bekendt ikke kan, da de jo er papegøjer og derfor er ekkoer af menneskesludder, der siger sig selv.

Kærligheden har kraftedderpedervæltemig trange kår
WORD.

i gang igen

Så er der støvsuget, tømt opvaskemaskine, fyldt opvaskemaskine, gjort rent på badeværelse, savet brænde og vasket gulv. Så er vi sgu i gang igen. Arbejde siger du. Ja det må vi så nappe i aften. Jeg har også hentet mad til Helmuth hos dyrehandleren.

Gået i stå

Jeg er gået helt i stå. Det er en stor dyne, der er trukket henover mit lille ubetydelige hoved. Jeg er træt. Jeg er møg træt. I går sov jeg to timer til middag. I dag har jeg sovet tre. Hvor filan blev energien af? Er det sygdom i kroppen eller bare kulden? Jeg fatter det virkelig ikke. OK jeg drak en del øl i weekenden, men alligevel.

For at komme lidt i gang har jeg bestilt The Office på DVD. Så kan jeg altid se lidt sjovt i TV, hvis jeg er ved at gå død. Så skal jeg også spille fodbold i morgen, og på fredag drager jeg til Ajstrup på mandeweekend. Det bliver noget med øl, musik og vel også nogle store bøffer og bearnaisesovs. Det glæder jeg mig enormt meget til. Det er jo med Sønne. Det er så latterligt lang tid siden vi har set hinanden. Og med latterligt mener jeg….latterligt. Jeg har tænkt mig både at tage en masse billeder og optage noget film, så weekenden aldrig bliver glemt.

Nu vil jeg gå i bad, da klokken jo er 13.30, hvilket åbenbart er badtid for en kunstner som mig.

Inspiration eller mangel på samme

Når man læser dette indlæg, kommer man også tæt på, hvordan mit arbejde er. Jeg er ofte overladt til mig selv og mine egne idéer. Det er fint nok, men til tider går man bare i stå. Jeg har ingen kolleger rundt om mig, og mine to forsøg på at få en kontorplads gav ingen mening, så nu har jeg bare accepteret, at det er sådan livet er. Jeg er sådan set frisk nok og klar til at give den gas, når jeg har folk omkring mig, som jeg spiller sammen med. Når man bare sigger i sofaen, ja så går det sgu i stå engang imellem. Jeg har sådan set rigeligt at give mig til, men det går bare lige så langsomt. Sådan rigtig langsomt.

Jeg håber en dag, at jeg får et job, hvor der er fyldt med sjove mennesker omkring mig, og hvor jeg kan snakke meget uden nogen brokker sig. Hvad jeg skal lave er sådan set underordnet. Bare jeg har det godt og er glad. Det er vigtigt at være glad.

Bøf eller noget

Jeg har sagt ja til at komme og lege lærer på fruens gymnasium. Det er en 3g-klasse, der læser Naiv.Super. Den må jeg komme og fortælle om. Jeg vil nok fortælle om, at det var Søren der læste den først og så anbefalede den til mig. Søren havde vist fået den af Carl-Jørn, der læste den allerførst. Så vil jeg fortælle om lister og hamrebræt. Måske også lidt om at spille mur. Jeg tror også jeg bager kage. At bage kage giver mening. Og chokolokokage giver mega meget mening.

Det fedeste i dag har været mine tømmermænd, mine unger, min kone og at der er fodbold i fjerneren lige nu.

Avatar og Nørlund

I går var Lene og jeg i biffen. Vi så Avatar. Vi syntes begge den var dårlig. Mere omtale fortjener den ikke.

I dag har vi været til koncert med Nikolaj Nørlund. Ham har jeg tidligere haft mine problemer med, men det var en rigtig fin koncert, og han spillede i over to timer. Faktisk spillede han to fulde plader. Først Navnløs og så Tid og Sted. Imellem de to plader var en pause. Og før koncerten var der brunch. Dejlig brunch.

I aften skal jeg til forsinket julefrokost. Hu hej hvor det går.

Station 2

I dag har jeg haft besøg af Niels og Magnus. Niels er journalist og Magnus er fotograf, de kom for at interviewe mig om min cykelhistorie, som bloggens trofaste læsere nok husker. De arbejder for Station 2 på TV2, og det bliver sendt den 1. februar. Hvor meget jeg er med, ved jeg ikke, men vi lavede da et fint lille interview. Det var hyggeligt og så synes jeg også det er interessant, at se fotografer sætte lys og filme.

I går vandt Liverpool 2-0 over Tottenham. Det var dejligt. Liverpool har været i krise længe og i går var mange hundreder fans mødt op for at tage imod spillerbussen, da den ankom til Anfield. Men nu er Liverpools tilhængere jo ikke som tilhængere er flest. Så i stedet for at kaste med sten efter spillerne, som de sikkert havde gjort i Italien, havde tilhængerne flag og banners med. Ikke negative banners, men støttende. Og spillerbussen blev mødt med sange og jubel. Jeg synes Liverpools tilhængere er seje og anderledes. Om det havde indvirkning på kampen ved jeg ikke, men der blev sgu fightet flot over hele banen, og jeg blev helt stolt. Og lidt fuld.

Her til aften har jeg været ude og spille fodbold. Nu er jeg træt og skal snart sove.

Her er lidt video fra Liverpool inden kampen i går.

Esbjerg

Ja så sidder jeg så i Esbjerg. Jeg supporterer. Det er fysioterapeuter, der skal aflevere eksamensfilm på torsdag, som jeg supporterer. De fleste har helt styr på det, så lige nu er her kun mig og en til. Her er hyggeligt i Esbjerg. Og så længe der er sprinklervæske og diesel på bilen, er turen herover heller ikke det store problem. I morgen er jeg bare i Odense.