Københavns Hovedbanegård

Sidder på Københavns Hovedbanegård og venter på at blive hentet. Det er sidste dag med optagelser til cricketfilm, og vejret er fantastisk. Jeg drikker en dyr cappuccino og har lige spist en dyr croissant. Kunne nok have nøjedes med en kop kaffe og en bolle, men her så så rart ud, her hvor jeg er. Ikke rart som i bedstemor, men som i, at her ikke var så mange mennesker, og jeg kunne sidde for mig selv og skrive lidt, tænke lidt og sms’e lidt. I toget på vej herover fik jeg omsider færdiggjort Min kamp nummer fire, og efter mange tusinde sider, er jeg stadig ikke træt af Karl Ove Knausgård. I nummer fire er han omkring de atten år, og man føler vitterligt, at det er en attenårig, der skriver. Det handler om druk, fester, piger, musik, litteratur og livet generelt, og det er så sindssygt godt skrevet. Når jeg kommer hjem i dag vil jeg bestille nummer fem og håbe, at jeg får tid til at læse den hurtigt, ellers er der jo snart sommerferie, så der kan den vel presses ind. Ikke at jeg har et for travlt liv. Jeg har vel bare et til tider ustruktureret liv, og så får man ikke altid sat sig ned med en god bog.

Det sjove ved mit besøg på denne cafe, er at de andre gæster sikkert også er her for første gang. Ingen kender hinanden, og jeg kan sidde helt for mig selv i fuldstændig anonymitet. Det holder jeg meget af. Karl Ove Knausgård fortæller i en af bøgerne, at han hver dag tager sig en lille pause fra familien, og tager på cafe, hvor han drikker kaffe, ryger et par cigaretter og læser i en bog. Det er dog vigtigt for ham, at det ikke er den samme cafe han besøger mere end to dage i træk, for så forsvinder det anonyme. Tjeneren begynder at spørge om man skal have det sædvanlige, og hilser pænt og så videre. Det er Knausgård ikke interesseret i. Det er jeg heller ikke interesseret i.

Tandlæger og sådan noget

Hvis jeg havde levet for 100 år siden, havde jeg sgutte haft flere tænder i min lille århusianske mund. Jeg er i den grad blevet reddet af tandlæger i det danske land igennem de seneste mange år. Alt fra små huller til stor operation i 1997, og er det så fordi, jeg ikke børster tænder? Næh. Jeg børster skam tænder, og bruger tandtråd i ny og næ. Men så i går var jeg til tjek ved tandlægen, og da han var på vej til at sende mig hjem fandt han da lige en tandbyld og et lille hul. For Søren da også. Hullet blev klaret hurtigt, og nu står den på rodbehandling for tandbyld. Fucking great.

Heldigvis er der også meget cykling, og på søndag, står den sgu på Århus Rundt med følgeskab af Hans Plauborg fra mit filmhold tilbage fra unitiden. Og nu har jeg også lyst til at købe en mountainbike.

Lars og de andre rødder

Sikke en uge. Mandag i København for at filme cricket, tirsdag og onsdag på fint hotel og internat ved Vejle, fredag begravelse og så ellers en weekender på lidt af hvert. Men ugen vil ikke blive husket for mine eskapader, men for Lars’ pressemøde i Cannes. Et pressemøde, der fik ham smidt væk fra festivalen efter pres fra flere israelske investorer, hvis man da ellers skal tro TV2 News. Og hvad gjorde lille Lars så galt? Jo han nævnte jøderne og Hitler. Han sagde faktisk også, at han var nazist. Jeg kan ikke så godt lide nazister, så jeg var virkelig glad, da lille Lars blev stemt hjem. Eller var jeg? Næh det var jeg sgutte. Lille Lars’ tanker om Hitler og nazismen er ikke vanvittige. De ligger meget godt i tråd med den fantastiske Der Untergang, såvel som Christian Jungersens udmærkede bog “Undtagelsen“. For det er interessant, at der bag monsteret Hitler også er et menneske med dårlig mave og rystelser i kroppen. Det er også interessant, at der er en nazist i alle mennesker. Noget, der i øvrigt er fint beskrevet i filmen “The Wave” og som Jungersen beskriver perfekt i sin bog. Von Trier er ligeledes imponeret over Albert Speers værker og æstetik. Det er jeg også. Det er min kone vel også, ellers ville hun ikke år efter år tage sine elever med til Olympia Stadion i Berlin. På samme måde er mange filminstruktørere imponeret over Lena Riefenstahls propagandafilm for nazismen. Von Trier siger det bare ud til verden, som så med vilje misforstår manden og lægger meninger i munden på ham. Herhjemme gik der ikke mange timer før åh så hellige Søren Espersen var ude i et indlæg på Jyllands Postens hjemmeside og kalde Trier for nazist og antisemit, og samtidig forlange at alt støtte blev frataget lille Lars.

Jeg er ikke vild med alle lille Lars’ film, men han er en ener og en fornyer. Han er ærlig som dagen er lang, og hvis verden er så vild med at fordømme ham, hvorfor er den så ikke interesseret i at høre hele historien. Historien om den jødiske dreng, der ikke var en rigtig jøde og som siden fandt ud af, at hans far ikke var hans rigtige far. Den rigtige far var i stedet for jøde tysker. Det var ikke de forfulgte han stammede fra, men forfølgerne.

Nu fik jeg skrevet det, og nu har jeg det lidt bedre. Selv er jeg hverken jøde eller nazist. Bare en halvglad middelmådig akademiker, hvis fornemmeste egenskab det er at gøre alle tilfredse.

Farvel

Mens verden er ved at gå i spåner over noget så latterligt som en vittighed, var vi i dag til begravelse. Weise skulle begraves, og selvom jeg ikke har set Weise i mange år står han lysende klart for mig som en af de mest ærlige, farverige og fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg føler mig faktisk beæret over at have haft ham som tæt kollega i Post Danmark i næsten fire år. Weise og jeg var ikke tætte venner, men han var en del af mit liv. Han var en del af Lenes liv. Han var en del af manges liv. Han fyldte med sit store sind, sit store skæg og sit lange hår en hel verden ud. Jeg lærte meget af Weise. Ikke bare om Whiskey, som han var ekspert i, men også om kristendom og om at være menneske. Weise kunne snakke med alle mennesker. Og med alle, ja så mener jeg alle. Om man var nazist eller muslim eller jøde eller gammel eller ung så var Weise sgu ligeglad. Weise var præst og jeg er sikker på, at han var en vildt god præst. Ikke bare sådan god god, men vildt god. Ikke middelmådig, for det var han ikke. Han var noget særligt. Og jeg skriver dette for at mindes ham. For det gode. For de gode arbejdsstunder og for de sjove byture. Det sidste jeg så til Weise var da han blev interviewet til TV2 Fyn. Et meget ærligt og fint interview om hans sygdom, som siden gik væk og siden tog ham væk. Det ligger lige her http://www.tv2fyn.dk/video/19633. Hvor er verden dog til tider et uretfærdigt sted at være.

Lorte lørdag

Har været træt og haft en møgdag med angstanfald og pis og lort. Sovet hele tiden og drømt ondt. Været sur på alt og alle og skabt dårlig stemning, men det er hvad det er. Har så lige fået at vide, at min tidligere postkollega Weise er død af kræft. Han var et fantastisk menneske, jeg desværre mistede kontakten til i de senere år. Weise var præst og jeg håber at han havde mere ret end mig, og at han sidder et sted og kigger ned. Verden er blevet meget fattigere og det er så pisse sørgeligt. Hvil i fred kære Weise – du var en ener og et fabelagtigt menneske.

Så får vi is og chokoladekiks

Efter gårsdagens fadæse af en dag, er der ændret taktik i det lille hjem. Efter at have afleveret ungerne i morges hoppede jeg på raceren og tog mig en tur på 40 km. Så kom jeg hjem, arbejdede meget lidt, drak lidt kaffe på terassen og slappede lidt af. Så tog jeg ud til ergoterapeutuddannelsen og tog nogle billeder af de studerende og en fin folkevogn. Derefter hentede jeg the kids og tog dem med i Rema, hvor vi købte både is og chokoladekiks. Is og chokoladekiks er nu væk og vi ser fjerner og hygger. Jeg gider ikke være sur far, så nu bestemmer ungerne bare det hele.

En af den slags dage….dog med kage

En af de dage, hvor man ikke sovet godt natten før. En af de dage, hvor ungernes humør bare ikke går op. Hvor tiden føles lang og alt er oprydning og skældud. Hvor der er tårer og sure børn. Hvor far er dum og træt som en junkie. Hvor man intet når og intet får. Hvor man bare vil sove og være fri for alt. Men også en af de dage, hvor søde venner kom forbi med kage og boller. En af den slags dage, der nu er slut.

Når arbejde er fint

Jeg oplever en hel del på mit job. En af tingene er at skulle dokumentere forsøg på at lave bedre læringsmiljøer i forhold til madlavning i folkeskolen. Forleden var jeg således til åbning af Haver til Maver i Odense. Et fint fint projekt som gør livet og verden lidt bedre. Det er jo ikke lærernes skyld, hvis børnene har svært ved at lære – det er snarere de rammer de har at undervise i. De venner jeg har, der er folkeskolelærere er i hvert fald møgseje, og i stedet for at være efter dem hele tiden, burde man udvide deres muligheder. Hov – det var vist den radikale, der snakkede igen, men for fanden, hvor er der lidt tillid i det her land.