Kære Kim

Kære Kim din gamle sure mand tillykke med de 70 år. I hele mit liv har du været der i radioen, på pladespilleren, på CD, på Itunes og på Telmore Play og hvad fanden det nu eller hedder. Min første plade med dig var noget overraskende slet ikke en plade, men et kassettebånd. Du var lige stoppet med Gasolin og jeg var en lille dreng, som havde en storebror, der havde en pladeforretning. Min kære bror gav mig i alle disse anledninger dit lille sideprojekt Starfuckers første og eneste plade/bånd “Vogt dem for efterligninger”. Den elskede jeg. Den elsker jeg stadig. Jeg elsker også eskapaderne med de gamle fra Gasolin og dine soloplader indtil et vist tidspunkt, hvor det blev lidt for meget for mig. Men så kom du med “Sange fra Glemmebogen”, og så spiller jeg den for mine unger og vi synger sammen. Det er fanderme alle tiders.

Du er en sur gammel mand og jeg ser dig tit i Odense, men jeg hilser ikke. Du ønsker tydeligvis at være privat, og hvad fanden det gør jeg jo også. Men kære Kim tak for musikken og tillykke med dagen. Nu vil jeg høre Starfuckers og nyde solen på min terrasse. Giv den gas du gamle og bliv endelig ved med at råbe op mod det etablerede samfund. Det er OK, at du er sur, og jeg lover en dag at komme til koncert med dig, for det har jeg sgu helt glemt. Du har ligesom altid været der, så jeg har aldrig følt det nødvendigt, men det er det og det var det faktisk.

Kære Kim. Mange kram fra mig til dig.

På sofaen

Jeg ligger på sofaen med høretelefoner i ørene. Jeg hører Oasis for første gang i lang tid. Det er rart og det er som om de bare giver verden en stor finger og bare gør, hvad fanden de lyster. Det kan jeg lide. Sådan har jeg også lyst til at være. Verden er sgu latterlig og vores regering er pinlig og latterligt økonomisk elitær. Hvorfor er det ingen der siger fra og hvorfor skriver pressen ikke mere kritisk. Vi er i den grad blevet selvfede i dette land. Det er altid de fattige eller de arbejdsløse, der er skyld i alt skidt. Nu er det så åbenbart også mødre på deltid. Fuck det hele. Jeg bliver på sofaen og hører Oasis.

1977

På min fødselsdag i 1977 udkom David Bowies Heroesalbum. Et af de tre Berlinalbums sammen med Lodger og Low. Low er helt klart min favorit fra den tid, men nummeret Heroes er blandt mine all time favoritter. Det nummer har efter min latterligt ydmyge mening alt, hvad man har brug for i et godt popnummer. We could be heroes just for one day.

Livet på landet

Hvem der bare levede på landet i ro og fred fra alverdens larm og ræs. I går blev jeg 42 år og i går var det præcis 40 år siden Rabalderstræde udkom på LP’en Gas5, der uden den mindste tvivl er en af mine favoritplader. Det er sjovt, at da jeg blev fejret i at blive 2 år kom Kim og drengene på gaden med en plade, der i dag står som et kulturhistorisk monument. Jeg fik den ikke i gave den dag, men købte den i slutningen af 80’erne eller starten af 90’erne på LP. Sidenhen fik jeg den også på CD, men det var faktisk først i går, det gik op for mig, at den var udkommet på min fødselsdag. 

Jobansøgning

Postede lige det her på det der Facebook, og så kan jeg jo også lige så godt gøre det her .

Overvejer sådan lidt at søge arbejde. Ikke sådan panisk bare sådan stille og roligt. Hvis nogen kender nogen, der mangler en rar mand i nogle timer i ugen, så giv lyd. Jeg kan ikke betegnes som fleksibel, da jeg sætter mine unger over alt. Jeg kan heller ikke holde mange bolde i luften på en gang, men der var engang, hvor jeg kunne få over 100 på foden med en fodbold. Jeg bryder mig ikke om selvledende arbejde, men kan rigtig godt lide at arbejde sammen med andre. Jeg har ikke tid til fuld tid overhovedet, men gerne meget mindre. Jeg kan lide kaffe og er nogenlunde omgængelig og rar. Jeg nægter af dokumentere og skrive rapporter, men fejer gerne og tømmer skraldespande, hvis det skulle være. Jeg siger ikke så meget i starten, men når man lærer mig at kende, så kan jeg snakke uhyggeligt meget. Jeg er ikke specialist i noget som helst, men ved ret meget om mange ting.
Det behøver ikke være nu, men også gerne efter jul eller senere.
Og jeg pendler på ingen måde, pånær hvis Jürgen Klopp ringer, så det skal være Fyns land. Det er i øvrigt også et fedt sted.
Nedenstående billede er fra den niende bro i Paris, Pont Neuf. De elskende fra Pont Neuf er en fransk film, som jeg så engang. Den var ikke så god, som jeg havde forventet, men jeg gad godt se den igen. 

Paris

Jeg er havnet i Paris med ni studerende og to undervisere fra læreruddannelsen på Fyn. Det er godt. Vi skal se på kunst og lave film i de næste fem dage. De to undervisere hedder Henrik og Knud Erik. Jeg er vilde med dem. Udover at være dygtige undervisere er de rare mænd med hjertet på rette sted. Det er godt og det bliver godt. Om otte minutter sender vi de studerende af sted på den første videoopgave, som er en tur med metro og møde med i hvert fald en franskmand. Det får dem forhåbentligt ud af komfortzonen og giver dem mod på mere video. Imens vil jeg drikke god kaffe og kigge på mennesker.

Vi bor på Hostel. Her er mange unge mennesker, og så kan man jo vælge at føle sig gammel eller føle sig ung med de unge. Jeg tror, jeg vælger det sidste. Det er hyggeligst.

Nå af sted til fællesområde og briefing om videoopgave.

Himmel og helvede

Det er som om vores regering er ved at smadre alt værdighed i dette land. Jeg kan intet gøre, selvom jeg overvejer at gå på dagpenge igen, bare for at være modsat. Jeg har ret til det. Jeg bruger ikke min ret. Jeg kommer ikke hurtigere i arbejde af at få dagpenge. Og nu kan jeg forstå, at folk på kontanthjælp ikke må holde ferie. Det er rart, så ved vi, at de ikke ligger og holder fest på Grand Canaria året rundt. Sikke noget gris det kunne være.

Nå fuck det. Jeg flygter til Paris og håber det bedste for Danmark.