Facebook

Det er skørt. Og så alligevel forståeligt, men dog alligevel skørt. Når man deaktiverer sin facebookprofil sker der noget. Det er som om, at man er død. Folk bliver i hvert fald urolige. Jeg kender det fra mig selv. For et stykke tid siden gik en pige jeg kender af facebook og jeg blev ret bekymret. Det viste sig at hendes side var blevet hacket og nu gad hun ikke facebook mere. I går gik jeg af og inden længe var der en del beskeder på sms og mail fra folk, der ville vide om jeg var OK. Det er rart, at folk tænker på en. Det er også skræmmende, at facebook fylder så meget i vores verden. Jeg er fascineret af de sociale medier, men jeg hader dem også. De er gode og samtidigt modbydelige som ind i helvede.

Nu har jeg genaktiveret min facebookprofil, så nu er alt godt igen. Jeg har til gengæld slettet min app på telefonen. Inden længe geninstallerer jeg den nok. Jeg er jo afhængig af facebook. Jeg er afhængig af mange ting.

Ikke død

Jeg er ikke død. Jeg har bare meldt mig ud for en stund. Jeg kan ikke håndtere alle informationerne og alle beskederne. Derfor holder jeg mig lige en pause fra Facebook og fra andre sociale medier. Så må min blog være, hvor jeg er.

Lige nu er jeg i Berlin. Jeg er ramt af nedtur så det basker, men i det jeg skriver dette går det bedre. Til jul ønsker jeg mig et normalt hovede og en velkørende karriere. Det er ikke nemt og underligt, at man kan tage tre dage i en seng i en by man burde opleve. Verden jubler på facebook, det har jeg ikke brug for lige nu. Jeg kryber i fred og lader verden juble.

First we take Berlin

Vi er taget på tur. Vi er taget ud i verden og til en by, der går under navnet Berlin. Jeg kan godt lide Berlin. Det er som om, at alt er lidt mere afslappet her. Som om, at det er helt i orden ikke at være helt perfekt. Her må godt rode lidt. Det kan jeg godt lide.

Vores værelse er lille, men fint på vores hotel. Det er fruen, ungerne, svigermor og mig, men svigermor har nu sit eget værelse. Det er Alexanderplatz og det er med wifi og det hele, så verden ikke helt glemmes eller hvad man nu siger. Det er rart. Ungerne og mig driver den af på værelset mens mor og svigermor aftenshopper.

Det er underligt

Det er i grunden underligt, at vi ikke må gå nøgne rundt. Det er underligt, at man kun må betræde bestemte steder af jorden. Det er underligt, at man ikke må spise, hvad man vil. Det er underligt, at det middel vi engang indførte til at veksle varer med er blevet til et mål i sig selv. Der er så meget, jeg ikke forstår. Og jeg er eller blevet ret så voksen og ret så følsom. Det er også underligt, at vi går op i, hvad andre tænker på. Og hvem andre kysser på. Det er også underligt, at man ikke må ryge sig en smøg, hvis man har lyst til det. Der er så meget man ikke må. På et tidspunkt begynder den civile ulydighed og så kan det være at alle verdens butikstyve forener sig. Det er ikke til at sige.

Ond verden

Verden er altid lidt ond, når ens fodboldhold taber til rivalerne. Til gengæld er køleskabet rent og et par cykler ved at blive gjort i stand. Jeg kan ikke gøre så meget ved det med Liverpool. De vinder lidt og taber lidt. Savnede måske lige at se kampen med nogle gode venner i dag. Men skidt. 

Nu er dagen næsten forbi. Det kan jeg heller ikke gøre noget ved. Bare håbe at drømmene bliver gode og søvnen tung. 

Solen er så rød mor

I går var solen ikke så rød. Den var væk. I hvert fald i et kort øjeblik forsvandt lyset og ind kom kulde og mørke. Det er et underligt fænomen, men fascinerende på den måde, at man i fortiden virkelig må have undret sig. I dag kan alle jo købe briller og kigge på solen og få en forklaring. I gamle dage måtte kulden og mørket have vakt frygt og bæven. Ikke et under, at man har opfundet religion og andre sjove ting for at forklare naturens luner.

For lidt

Jeg skriver for lidt. Ikke her på min blog, men andre steder. Jeg burde skrive noget mere på den der bog og på andre bøger og på store værker. Men det bliver det bare ikke til. I dag har jeg til gengæld lavet en perleplade og et t shirt tryk. 

TV zwei

Jeg er gået tv2-amok i de seneste par døgn. De unge år kører og den får ikke for lidt. Jeg elsker det band og jeg elsker ham der Steffen Brandt. Jeg gad godt hænge ud med ham i et par timer, og det skulle være med kaffe og lidt god kage. Det skulle helt klart også være i Århus med Å og når vi så havde snakket, skulle vi cykle en tur. Vi ville begge køre på ældre herrecykler, måske af mærket Raleigh. Så ville vi køre rundt i øgadekvarteret og pruste lidt op ad bakkerne. Så ville vi tage turen op til banegården og op ad Bruuns Gade, hvor jeg ville fortælle om dengang jeg blev konfirmeret i Sct. Pauls kirke. Vi ville cykle videre ned til Marselis Boulevard og forbi min skole og mine bedsteforældres hus. Så ville vi køre ud forbi Friheden og Stadion for til sidst at snuppe en is i Mindeparken. Her ville vores veje skilles. Steffen ville køre tilbage til byen, mens jeg ville pruste videre til Moesgaard og tage vejen bagom til Tranbjerg, hvor jeg storsvedende ville sætte mig og være åh så forbandet melankolsk.

Skole

I går var det fællesspisning i 1.y. I dag er det forældremøde i 2.y. Der er gang i den og jeg frygter som altid forældremøderne. Det har potentiale til at gå galt. Det er som om folk ligger inde med et voldsomt indestængt raseri, der bare skal ud. Og så vil vi gerne detailstyre vores børn alle steder. Det være sig til fodbold, svømning, i skolen og alle fucking steder. Måske vi bare skulle stole på, at det hele nok skulle gå, hvis vi overlod styringen til lærerne og trænerne.

Nå men jeg håber det bedste, og så melder jeg mig som altid til at være referent. Så har man da hovedet i noget andet og kan ikke helt springe med på en overfyldt togvogn på vej mod spelthelvede.

Nå men jeg har også lavet en collage med mine unger. Det er da helt godt.