Happy Happy Happy

Nana, Aske og jeg tog lige cyklerne på nakken og cyklede ned til havnen og købte lidt fyrværkeri. Det er jo meget festligt. Inden vi nåede havnen cyklede vi på vores egen vej. Det gør man jo, når man skal hjemmefra. Pludselig ser jeg en mand, som råber til sine børn. Hold jer for ørene råber han. Han står lige om et gadehjørne. Vi er få meter fra, da et kæmpe kanonslag eksploderer foran os. Nu er jeg ikke altid typen, der hidser mig op in public. Men jeg tænkte, jeg lige ville gøre en undtagelse. “Hvad fanden har du gang i?” fik jeg råbt. Han svarede noget med, at jeg skulle slappe af og holde kæft. Bevares. Så råbte jeg, at jeg havde to børn med, som kunne være kommet til skade (jeg råbte det ikke på nogen måde pænt). “I var jo 4 meter væk, så slap af”, var hans fine svar. Hvad skal man sige? Jeg var uddiskuteret på det groveste.

Nå skidt pyt. Vi kom til havnen og fik købt fyrværkeri. Vi kom hjem igen. På vej hjem spurgte Nana, hvad jeg ville gøre, hvis han var der igen og fyrede flere kanonslag af. Jeg svarede, at jeg ville give ham nogen på lampen. “Nej far, for så kommer du i fængsel i stedet for ham, ring i stedet til politiet”, var min datters svar. Min datter er klogere end mig.

Godt nytår alle tusindvis af læsere. 2015 bliver et brag, eller lidt af det samme.

Skrive skrive skrive

Det nærmer sig, at det er slut på dette år. Det har været et underligt år. Et år på godt og ondt. Jeg tillader mig til tider at læse min egen blog. Det er som om, det sætter mit liv i perspektiv. Det er dog underligt, at man kan være så meget i sig selv, at man skriver og skriver og skriver om sig selv og det der sølle liv. Men det kan jeg jo. Men i år har jeg ikke skrevet så meget som jeg måske plejer. Det er ikke fordi jeg ikke har haft tid, for jeg har faktisk ikke arbejdet specielt meget, da jeg jo var sygemeldt indtil 1. september.

Jeg har lyst til at skrive, at det har været et godt år, men hver gang denne tanke falder mig ind, så tænker jeg på, at 2014 også var året, hvor Lenes veninde Helle døde. Det er underligt, at man nu har kendt fire personer, der ikke nåede at blive 40 år. Det sætter livet i perspektiv. Jeg ved det lyder banalt, og det er det også. Banalt og ubamhjertigt er det liv, vi lever.

2014 var også et år, hvor jeg skrev under på min første bogkontrakt. Hvor Liverpool var alt for tæt på at vinde det engelske mesterskab. Hvor jeg stiftede firma med Thomas og Thomas. Og mange andre ting. Verden og livet er stadig fucked up og på stoffer, men det er som om det går lidt nemmere hver morgen, når telefonen sætter dagen i gang.

Og så fik jeg leveret endnu en omgang sludder.

Liverpool og så meget andet

Det er jo nemt at sige at Liverpool FC er crap fra ende til anden. Det er jo altid den nemmeste løsning, men hvis man nu tager den anden hat på, så skal man lige huske på at.

De har kun tabt en af de seneste 9.
Emre Can bliver god
Sakho
Sterling
Det er snart januar og så kan man købe en ny målmand.

Og så sidder man bare her og ser frem til at de skal spille igen om et par dage mod Swansea. Det skal nok gå. Hvem ved, måske endda Balotelli kommer ind og scorer et mål eller to.

Og når alt kommer til alt, så er der intet jeg kan gøre ved det. Andet end leve med sejre og nederlag. Underligt at man alligevel tager det personligt. Det kan undre mig herfra og til evigheden.

Her er et billede af Nana og Lene. Det er hverken skarpt eller i det perfekt lys, men jeg kan lide det.

Det blev en god jul

Sikke en rar aften i går. Og sikke nogle søde børn vi har. De hyggede sig og plagede på intet tidspunkt om at få gaver. Da de så havde fået gaver, var de så glade for deres gaver. Dejlige unger.

Og nu er det så dagen derpå og dagen inden og ugen inden og så videre. Jeg er træt. Ungerne er også trætte. Vi har samlet racerbane og forsøgt at spille bordtennis. I morgen er der mere jul. 

Fredag

For et år siden var vi sjovt nok tæt på jul. Det var bare en anden julekalender og alle var lidt yngre, men så alligevel. For et år siden var jeg med ungerne og skolen i kirke. Aske havde det ikke godt i skolen. Tilbage på skolen efter kirken ville jeg gå hjem, men Aske fik et angstanfald. Med tårer i øjnene og rystende stod han der og turde ikke gå ud i frikvarteret. Så stod man der og følte verden falde helt sammen. En anden forælder stod sammen med os og blev meget berørt over situationen. Det var ikke sjovt. Det var ikke rart.

I år er alt ændret. Aske er glad for skolen. Han er stadig en speciel dreng, men det går ham meget bedre. Han har fået en super duper klasselærer, og så går han bare i en dejlig klasse. Jeg har været meget i skolen i det her år. Jeg har været med klassen på tur. Jeg har arrangeret legearrangementer. Jeg har drukket kaffe med forældre og kæmpet røven ud af bukserne for at blive en bedre far. Jeg er blevet bedre. At være i kirke og skole med Aske i dag var så fedt. Fuck, hvor jeg elsker den dreng. Jeg elsker også hans søster, men hun har det bare lidt nemmere.

Nu kom fruen hjem fra julefrokost. Så har hun sikkert en masse spændende at fortælle. Imens konstaterer jeg at 2014 ikke har været noget perfekt år. Men for mig personligt har det været et af de bedre.

Tirsdag

Tirsdag og alene hjemme. Eller i hvert fald alene med ungerne. Eller i hvert fald hjemme med ungerne. De sover. Jeg drikker en øl og hører Oasis. Jeg har også drukket en gin og tonic. Og så surfer jeg ellers bare derudad på det der internet.

Jeg er fyldt med håb og med kærlighed til verden. Det er rart. Og tastaturet føles som et klaver jeg spiller på. Det er skørt, da jeg ikke kan spille klaver. Jeg kan dog blindskrift eller tifingersystem, eller hvad hulan det nu hedder. Det er lige meget. Jeg gider jo alligevel ikke sætte kommaer. Jeg er mere glad for punktummer……….

I går var jeg til gymnastik med Nana. Det var rart. Glade børn. Søde børn. Elsker børn.

Jeg har ikke lyst til at dø

Titlen på indlæg er titlen på sangen i radioen. Det går derudad. Det gør det nu. Det var fint med privatfesten på DR3 forleden. Måske var jeg for gammel til at se med, men det gjorde jeg alligevel. Og jeg elskede det. TV, når det er allerbedst.

Og så skal jeg skrive en mail til Knausgård. Han har lavet en bog om fodbold, og den har jeg bestilt, men ikke modtaget. Jeg skal lave en bog om fodbold med Esben og Lasse. Jeg skal tage mig sammen og skrive bedre end jeg gør. Jeg skal være fokuseret og jeg glæder mig sgu da til det.

Ellers er det vel bare at sige, at det sgu bliver tidligt mørkt i denne tid. Og julesneen falder ikke hvid. Jeg hoster som et svin på steroider. Jeg elsker og hader og holder om og holdes om og har ondt og ikke ondt og alt ramler så alligevel i ny og næ. Det er sådan det er. Det er sådan vi kører.

I morgen spiller Liverpool mod Manchester United. Det bliver ikke sjovt. Liverpool taber, men hvad filan og så videre kan jeg da gøre ved det. Det er sådan det er. Det er der ikke noget at gøre noget ved. Ikke for mig i hvert fald. Det må andre rode med. Jeg fokuserer på lyset og kærligheden og på ikke konstant at være sur og bitter. Det er ikke altid nemt. Med musik i ørerne, når det dog nemmere end normalt.