Luis, Andy og Kenny

Der sker en masse i fodbold for tiden, og jeg lapper (labber?) det hele i mig. Liverpool er måske ikke så godt kørende, men de er meget i medierne, og det er kun godt. At medierne, så ikke altid får det hele med, må vi leve med. Den lille urugayaner Luis Suarez har fået 9 spilledages karantæne for racistiske kommentarere rettet mod Evra fra Manchester United og for at have sendt en midtfingerhilsen til Fulhams fans. Jeg elsker lille Luis, og jeg ved at mange hader ham. Men det er spillere som ham vi har brug for i international fodbold. Vi har brug for spillere til at sætte lidt farve på spillet og ikke bare være grå og kedelige og intetsigende ligegyldige. Så jeg hylder også Mario Balotelli og vores helt egen Nicklas Bendtner. Måske ikke de klogeste i verden, men de gør det sgu lidt sjovere at se fodbold. Luis er i øvrigt ikke racist, men brugte et forkert ord i forhold til Evra, og det koster åbenbart. Jeg synes, det er en total overreaktion, men gider ikke bruge mere tid på at diskutere det, da jeg bare får skudt i skoene, at jeg kun støtter Luis fordi han spiller for Liverpool. Så den diskussion er lukket. I stedet må store Andy Carroll tage over og vise, hvorfor vi gav så sygt mange penge for ham. Nu får han sgu chancen, så er det bare at gribe den. Og bag det hele står Kenny og er så cool as fuck. Jeg ønsker ingen anden manager i Liverpool end Kenny Dalglish. Om vi så rykkede ned i røven af 4. division, er den mand bare så perfekt i min verden. Jeg elsker ham, og vil adopteres af ham.

Virker vist ikke på de der produkter, der bruger flash, men med en old school computer skulle den være god nok. Peace out.

Personalize funny videos and birthday eCards at JibJab!

Op og ned og op og ned igen igen

Hvor er livet dog sindssygt. Det går op og ned og op og ned. Vi bliver født, vi har det godt, vi bliver forelsket og til sidst dør vi allesammen en latterlig fucking død. Og i mellemtiden bliver vores fodboldhold slået konstant af trælse modstandere og vi bliver fyret fra jobs vi alligevel ikke gider have. Vi læser bøger og ser film. Vi elsker og hader. Vi cykler og går og tager bilen i biografen og på cafe mens landmanden sår og ingen kan få nok af hverken det ene eller det andet. Jeg elsker så meget, men jeg har også ondt og konstant dødsangst. Jeg har de smukkeste børn og den dejligste kone og er en forholdsvis mild bipolar adhd depressiv paranoid skizofren neurotisk prut uden andre talenter end tale af guld og nydelse af kaffe og chokolade. Nu er det så jul, og så bliver vi fede og grimme og pivhamrende hvide i vores nordeuropæiske hoveder. Op og ned og op og ned. Man burde dope sig med alskens designerdrugs og bare glemme op og nedture. Bare sidde i en sofa med hænderne i skødet og høre det fineste musik, mens verden drøner af sted med overbefolkning, racehad, æbleskivebagning, blomsterbinding og andet fuldstændigt fantastisk fra start til mål. Peace out og god jul til alle i det her land, hvor jeg jo bare bor.

Sinead O’Connor og The Pogues

Jeg havde tømmermænd i går. Havde drukket vin på arbejdsseminar, og det var mere end jeg kunne klare. Så jeg endte mest i sengen med min IPad og en tur rundt i Youtubespace. Jeg fandt ud af, at jeg er vild med Sinead O’Connor. Så ung hun var og så skrøbelig og så alligevel så sej. Mother med Roger Waters i Berlin, Nothing Compares 2 U, balladen med paven. Og så er jeg vild med Shane og The Pogues. En fuldstændig færdig mand, der lavede de mest fantastiske sange. At han lever i dag er vist et mirakel, manden var jo helt derude, hvor kun desperate kunstnere kan være. Elsker ham. 

Ur

Dette ur har stået ved Lenes seng alt den tid, jeg har kendt hende. Hun fik det af Helle, men det er grimt og alarmtonen er intet mindre ene ulidelig. I de sidste 7-8 år har uret ikke haft batteri, alligevel står det der bare. Hvorfor er det altid mig, der bliver beskyldt for at rode og ikke smide ud?

Det var dengang

Fucking Helle hvor jeg dog er træt af at være en moody satan. Glad, sur, sød, vred og i det hele taget svær at fange ind. Og nu er mit skæg også forsvundet. Det er dæleme noget skidt, men hvis jeg nu indsætter et billede fra en tid med skæg, er jeg i det mindste stadig skægbærende i cyperspace. Nu vil jeg se den sidste Harry Potter med fruen. Harry er god nok, selvom der mangler et eller andet før, at det bliver super godt. 

Peace. 

Klondyke og nye billeder

Jeg er stadig glad for Klondyke og Mikael K. Det er altså fedt, når folk lykkes med tekster på dansk. Bevares det er måske ikke alle tekster, der rammer det superintellektuelle niveau, men mindre kan sgu også gøre det, og denne udkantsland gør mig stadig i godt humør. Jeg gad godt drikke en øl med ham Mikael og snakke musik, tekster, udkantsland og livet sådan generelt. Han virker i alt fald rar. 
Og så har jeg ikke nye billeder klar, men går dog med nogle tanker. Jeg er blevet glad for at tage billeder med min telefon, da den med lidt hjælp fra et program ved navn Instagram kan give nogle grynede gulnede billeder, jeg er ret pjattet med. Jeg kan godt lide det skramlede og uperfekte. Jeg kan selvfølgelig også godt lide skarpe billeder, men det rå og lidt grimme look er bare fedt på en 70’er-agtig måde. 

Sygdom

Jeg er syg, og det for tredje gang i dette efterår. Bevares ikke noget alvorligt, men dog møgforkølet og med snot i lange baner. Jeg har dog lige drukket mig en whiskey toddy, og den gjorde godt. Normalt arbejder man vist med romtoddyer, men med vores begrænsede sprutlager blev det til en whiskeytoddy. Jeg tog saften fra en halv appelsin, lidt sukker, lidt vaniljesukker, et par nelliker, kogt vand og blandede det med whiskey. Det rensede og gav varmen. Dejligt. 
Nu ser jeg bare håndbold og er mutters alene hjeme. 

Og øh…….

Hvordan går det så, vil du nok spørge? Eller det vil du måske ikke, men da du jo er en imaginær læser, mener jeg, at jeg som forfatter, nok bør vide bedst, hvad du vil vide og ikke vide (æggehvide). Jo det går op og ned. Jeg er meget bange for tiden, og rammes ofte af angstanfald. Min familie er dog smuk og naturen ligeså. Jeg ved ikke, hvor god jeg er til mit job, men tjener da til dagen og vejen. Jeg tager to slags piller om dagen, men ingen vitaminpiller. Jeg skal til Roskilde med Sønne og Kæhm, og det glæder jeg mig til. Det er for at høre Bruce og kun en dag, da jeg ikke kan klare mere. Jeg er gået i gang og gået i stå med Min Kamp nummer 6, men det var fordi jeg lige var i Liverpool og brugte energi på en stor oplevelse og derfor vendte hjem til underskud, der måtte soves og ikke læses ud. I dag hører jeg ham der Mikael K og Klondyke med deres plade, der hedder Udkantsland. Det kan jeg umiddelbart rigtig rigtig godt lide.