Måske

Måske det moderne menneske bliver stresset fordi, det har så mange muligheder og skal følge med og være hip på så mange områder. Skulle man bare jage sin mad, havde man jo kun det at tænke på. Selv har jeg altid en mio. ting at tænke på og i baghovedet. Det gør mig ikke til en travl mand, men til tider til en stresset mand, der glemmer snart det ene og snart det andet. Jeg har lige nu følgende at holde styr på. Et hus, en kone, to børn, en bil, fire mailkonti, en facebookprofil, en twitterprofil, tre fodboldhold, et job, en cykeltræning, en løbetræning, en terapeut, en læge, mange venner, familie, en blog, en iPad, en iPhone, to Mac, fem kameraer, to skraldespande, en hund, fire bind af Min Kamp, utallige kollegaer, tre støvsugere, seks par sko, tre cykler, en hjerne, to aviser og fem vasketøjskurve. Hvem laver en graf?

Ting, der gør…

Ting, der gør Henrik glad:

Bruce Springsteen
Kenny Dalglish
Arbejde med søde kolleger
Folk der hedder Søren eller Kasper eller lignende
Sjove dage i London med Tony
En glad familie
Karl Ove Knausgård
Cykling
Løb
Irobot roomla 581
Lars Hug
Unge mennesker

Ting, der gør Henrik led

Krig
Regeringen
Umulige unger
X-factor
At folk får stress
At jeg ikke får set mine venner så tit som jeg gerne vil
Stenslag
Ord uden indhold
Dansk Folkeparti
Begravelser
Had

Lars H.U.G.

Engang hed han Lars Haagensen, så hed han Lars Hug, så måtte han ikke det og i dag hedder han så Lars H.U.G. Han var min helt store yndlingskunstnerting, da jeg var i mine slut teenageår og i begyndelsen af mine noget dystre 20’ere. Min første oplevelse med Hug, var da jeg som ganske ung fik Klichés fantastiske Okay okay boys spillet over på bånd lige, da den var udkommet. Glad og fro og ni år gammel sad jeg på mit værelse og sang med på de underlige fremmede tekster og nød den pumpende musik, der kom ud fra min røde ghettoblaster. Bag de røde bjerge, bravo Charlie, okay okay boys og de andre sange var så stort for mig. Der skulle dog gå nogle år inden jeg igen stiftede bekendtskab med hr. Hug. Det skete, da jeg af min stedsøster og svoger fik Kopy i slutningen af de åh så vidunderlige firsere. På det tidspunkt var min musiksmag mere rå, og jeg hørte hip hop og rap all day long. Men to gaver ændrede på dette. Den ene var Kopy, mens den anden var Changesbowie som jeg fik af min storebror. Bowie er en anden historie, men uden Bowie heller ingen Hug – that’s for sure.

Med Kopy kørende konstant på pladespilleren begyndte jeg at dykke ned i det andet Hug havde lavet. Jeg købte Supertanker og Kysser Himlen Farvel på vinyl og fik City Slang spillet over på bånd. Musikken og teksterne satte mig i en anden verden og rev til tider mit indre fra hinanden. Fra den mekaniske Supertanker over den dystre og maskinelle City Slang til den poppede og flotte Kysser Himlen farvel. Jeg var solgt. Min godeste buddy på handelsskolen Søren var også vild med Hug, og jeg husker med al tydelighed, hvordan vi sad i min mors grønne polo og hørte Natsværmer en mandag i spisefrikvarteret. Jeg havde optaget den aftenen før, hvor den havde haft premiere i P4 i P1.

Det blev til en del koncerter med Lars Hug. Finest var en oktoberaften i Ridehuset i Århus i 1992, hvor han spillede i over to timer fra hele sit katalog – krydret med coverversioner. Jeg husker blandt andet Love me tender som blev fremført med tæppet trukket for.

Så gik der engelsk sprog i den, og det blev lidt gammelt og kedeligt, og i dag er han med i et eller andet fjollet program på TV2, hvorom han selv har udtalt, at nu har han solgt helt ud.

De sidste par dage har Hen over himlen kørt på diverse anlæg her i hus og bil. Den plus et par andre godbidder får I af mig, for Lars er altså en af de sejeste nogensinde i dette lille land.

Forår og snue

Det er ved at blive forår, og for alle andre end allergikere bliver det vel ikke bedre. Racercyklen er fundet frem og fik en tur på 60 km i går. Det var dog stadig koldt, vel ikke mere end 4-5 grader, så min begyndende snue er nu blevet en fin snue med både snot og host og hak. Heldigvis arbejder jeg hjemme i dag og forpester derfor ej mine omgivelser. Det var i øvrigt så fint at være med Tony og Morten i London i sidste uge. Udover de spændende interviews fik vi både snakket og grinet helt utroligt meget. Det var sgu dejligt.

I går vandt Liverpool igen i ligaen, og femtepladsen i ligaen er pludselig inden for rækkevidde. Da Kenny overtog lå vi i nedrykningsfare, så det er sgu godt gået. Lille Suarez er allerede blevet et hit, og store Carroll skal nok blive det. Vi mangler dog stadig en del for at slås med om de fire første pladser, men mon ikke de amerikanske ejere henter lidt godter i sommerpausen, så næste sæson bliver en fest.

In the lounge

Sidder i hotellets lounge og venter på mine to kumpaner får pakket færdig, så vi kan komme mod Heathrow. Vi har været i London siden tirsdag og det har været fremragende. Vores mission var at få to interviews med hjem til Danmark, og det fik vi. Først var vi et smut på Emirates, hvor vi fik en lang snak med en Arsenalfan om fodboldkultur og Arsenal, og derefter fik vi en snak med et medlem af parlamentet. Nu skal vi hjem og det bliver fint.

Ps. Løb lige en runde i Hyde Park her til formiddag. Oh so sporty me.

I form og de satans bilister

I dag bød på årets første træningstur på cykel. Det blev til 41 km sammen med Morten, som jeg kender fra fodboldbaren her i Odense. Tempoet var ikke super, men det var jo også første tur og tempo kommer ikke af sig selv. På ruten var vi ved at blive påkørt af en bilist, der overså sine hajtænder og drønede ud foran os, så vi måtte hive i bremserne. Han begik en fejl, og det kan vi alle komme til. Problemet var bare, at da jeg råbte efter ham, standsede han bilen, rullede vinduet ned og spurgte hvad mit problem var. Jeg svarede, at han havde overset sine hajtænder og hvis ikke vi havde bremset hårdt op, havde han ganske givet kørt os ned. Han grinede og sagde, at der havde været masser af tid. Hvorfor indrømmer folk aldrig deres fejl og siger undskyld? Han kunne have reddet situationen ved at have sagt undskyld og spurgt om vi var OK. I stedet betvivlede han vores anfægtelser. Hmmm det synes jeg desværre ofte jeg er ude for med bilister. Mon det er mig, den er gal med?

Her til aften blev jeg færdig med Paul Austers Illusionernes bog, som faktisk var ret fin. På sengebordet ligget nu fjerde del af Min Kamp. Den må jeg snarligst i gang med.

Der gik den uge

Der gik den uge så. Og ingenting til den trofaste læserskare. Jeg har været i Jelling, Vejle, Grindsted, Sdr. Omme og Odense. Jeg har været ude og løbe et par gange, været på besøg hos Martin og Rikke, der mistede deres lille dreng og i morgen skal jeg så til begravelsen. Det er som om alting er blevet sat i et andet perspektiv i denne uge. Jeg er glad for mit job, men det er bare så ligegyldigt, når små børn dør. Det bliver så ubehageligt at se den lille kiste i morgen, men der kommer mange til begravelsen, og støtten er enorm og sammenholdet er stort. Heldigvis sover Nana fint og Aske løber rundt og vil ikke sove. Det må han godt. Han er jo her, og det er jeg simpelthen så over lykkelig for.

Op og ned

I går var ikke nogen god dag. En af mine gode venner mistede sin lille dreng på kun fucking syv måneder. Det er så latterligt, at noget så uretfærdigt kan ske. Jeg var og er dybt rørt af situationen, og da Lene kom glad hjem fra arbejde sad jeg bare og tudede i sofaen. Derfor er jeg også ude af stand til at give en vurdering af True Grit, som jeg ellers var inde og se i går. Den blev bare aldrig relevant.

I dag har jeg været en tur på Vognhjulet, som
er mit lokale værtshus. Jeg tog derned klokken 7 i morges, og vendte først hjem til frokost. Det er ikke noget, jeg normalt gør, og i dag var da heller ikke et normalt værtshusbesøg. Jeg er nemlig med i en lille kortfilm, som blandt andet foregår på et værtshus. Jeg spiller Leif og jeg ryger meget. Det var sjovt, og jeg ser da også frem til de sidste optagelser, som finder sted om et par uger.

Og ps. så har jeg nu tabt mig 8 kg siden jul. Så tynd jeg bliver.