At leve i nuet

Det var meget trendy at leve i nuet en gang. Det er det vist nok stadigvæk, måske bare ikke så Robin Williams-agtigt som det var i starten af 90’erne. I går var jeg til koncert i Kbh. Koncerten var med Bonnie “Prince” Billy, og jeg var sammen med Ove og Søren af sted. At være sammen med Ove og Søren gør det nemt bare at være i nuet. Vi fik et par øl, snakkede lidt fodbold. Vi fik en dejlig bøf med bearnaise, og snakkede måske nok lidt mere fodbold og lidt politik. Og mad. Så gik vi til koncerten i Vega, hvor vi hørte en veloplagt Bonnie med sit minimale backingband bestående af en guitarist og en trommeslager. De var gode. Og dygtige. De var ekstremt dygtige og Bonnieprinsen synger som få andre i denne verden. Jeg er simpelthen så vild med hans stemme. Og alligevel følte jeg mig aldrig rigtigt til stede. Mens musikken spillede var mine tanker alle mulige andre steder end mig. Sådan har jeg haft det mange gange tidligere, og det har ofte fået mig til ikke at gå til koncerter. Eller måske mest nyde koncerter, når promillen var noget højere end normalt. Det er sådan lidt synd. Ikke for Bonnie, for han blev hyldet af alle i Vega for en storartet koncert. Mine tanker var alle andre steder i en centrifuge af en hjerne, hvor det til tider kører hurtigere rundt end det står stille.

På vej hjem sov Ove og Søren. Jeg hørte Exile on main street – den kører også meget rundt, og er en hel del desperat.

Bowling for Columbine

I Bowling for Columbine diskuterer Michael Moore med Marilyn Manson om hans musik er farlig for unge mennesker. Om den får dem til at begå mord på uskyldige. Får deres hjerner til at brænde sammen. Det gør den ikke. Musik er sgu mere katharsis end noget andet i hele verden. Men hvad får så folks hjerner til at brænde sammen?

Det gør vores perfekte billeder af en verden, der ikke eksisterer. Billeder af modeller, der ser alt for godt ud, fordi billederne har været en tur igennem photoshop. Små dumme TV-serier om Hannah Montana og hendes klamme venner og veninder. Latterlige film som High School Musical. Og herhjemme er vi åbenbart ikke bedre. Blade som Spis Bedre, Bo Bedre og så videre og så videre er jo lige til at få ens hovede til at eksplodere. Fyldt med perfekte hjem, perfekte møbler og perfekte madretter. Sådan er der jo for fanden ingen, der lever. Men sådan tror mange, at man skal leve for at blive lykkelig. Sådan lever jeg ikke. Sådan lever vi ikke. Det ville også være klamt og dumt. Jeg hader sådanne blade. Jeg vil hellere læse om folk, der lever i rod og med nullermænd og rugbrødsmadder på gamle uens tallerkener. Jeg hylder folk som ikke har to ens kopper i deres hjem. Jeg hylder altså det skæve og det beskidte og det herligt uperfekte. Jeg hylder fedt på kroppen og gule tænder. For sådan ser vi jo ud. Jeg hylder kropsbehåring og dårlig ånde. Jeg hylder gamle underbukser og hullede sokker. Gamle biler og rustne cykler. Mælkebøtter i haven og hunde, der gør.

Exile on main street

For et par år siden fik jeg Exile on main street af Søren. En af Rolling Stones’ bedste plader fik jeg fortalt, men jeg har aldrig fået den hørt. Før i dag. På forsiden af Weekendavisen var et billede af Mick Jagger og i avisen var en lang anmeldelse og fortælling om netop denne plade. Det fik mig til at finde den frem og sætte den på. Jeg har hørt den hele dagen, og jeg er ret vild med den. Jeg kender ikke meget til Rolling Stones, når jeg nu skal være ærlig. Altså jeg kender godt bandet og medlemmerne og mange af sangene, men Exile… er min eneste plade. I morgen vil jeg helt sikkert høre den igen. Det er sgu godt, at jeg har Sønne. På tirsdag tager vi i øvrigt til hovedstaden og hører Bonnie Prince Billy. Det bliver også nice, som de unge vist ville sige.

Mad Men


Om aftenen sidder Lene og retter stile. Jeg sidder i vores nu nye sofa og ser Mad Men. Jeg er lige kommer igennem den første sæson. Det er en ret god serie. Det er en mandeserie. Det synes jeg i hvert fald. Den er lidt ond, og så drikker de og ryger hele tiden. Ikke som Jesper Christensen i Bænken, men som tjahh Humphrey Bogart. Man får lyst til at ryge cigaretter uden filter og drikke whiskey. Og så alligevel ikke, for det er jo ikke lykken. Og hvem er Don Draper?

Serien handler både om parforhold og om amerikansk historie. Den handler om manderolle og kvinderolle. Den handler om kapitalisme og forfald. Den handler om krig og kærlighed og fucking mangel på samme. Den handler om det desperate i vores liv. Det desperate i det moderne liv. Om tiden, der går. Om karriere og mangel på samme. Om lykken, der på ingen måde er til stede, selvom den er det på overfladen.

Projekt

Jeg har tænkt på at lave mig et lille projekt. Jeg har så mange seje venner, som har hver deres historie og hver deres tilgang til livet. De har hver deres tanker om hverdagen og om livet. Det kunne være sjovt at samle nogle af disse tanker i form af små korte film. Det kræver selvfølgelig, at jeg har nogle venner, der har lyst til at være med, men det tror jeg nu nok, jeg har. Om det bliver godt eller sjovt er så nok op til mig, men idéen er der. Det kunne være så fedt at have en masse små ærlige, sjove og gerne også provokerende med sine seje venner og bekendte. Det er hverken kunst eller genialt – bare interessant og sjovt. Så må vi se, om jeg får det gjort.

AGF – en forsvarstale

Nu er det jo nok lige i overkanten at skulle skrive en forsvarstale for et helt fodboldhold, ja en hel fodboldklub faktisk, men jeg har sgu lige brug for det. Det undrer mig nemlig, at så mange mennesker hader AGF. Det undrer mig, at så mange mennesker ønsker, at de skal rykke ud af superligaen. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg mener, at AGF har mere ret til at være i superligaen end alle andre hold, for tabellen lyver aldrig, men jeg møder godt nok mange på min vej, der decideret fryder sig over århusianernes nedtur. Hvorfor mon?

De flestes argumenter går på, at Århus altid går amok i guldrus, hver gang de vinder en fodboldkamp. Og så kan de sgu lære, at de ikke er bedre. Se det forstår jeg så intet af. Det er da helt vildt fedt, at optimismen spirer, når ens fodboldhold vinder fodboldkampe. Det er altså sjovere at være på stadion med 16.000 andre i godt humør end 4.500 skeptiske typer. De to tal er ikke helt grebet ud af luften. Der var nemlig 16.000 på Århus Stadion, da AGF tabte til SønderjyskE i torsdags, mens der var 4.500 på Odense Stadion, da OB sikrede sig sølvmedaljerne samme dag. AGF har glade fans og mange af dem. Det tror jeg mange er misundelige på, men skidt nu med det.

Erik Rasmussen var ganske rigtigt ude og tale om medaljer efter et forrygende efterår. Det har han fået meget ballade for siden, men var det nu så slemt, det manden sagde? Han sagde, at AGF’s start 11’er var på niveau med OB og FCK. Det er den ikke, men den er stadig rigtig god, og på det tidspunkt fyldt med landsholdsspillere. Fem af disse (et halvt hold) var ikke klar til forårssæsonens start (Jakob Poulsen, Michael Lumb, Peter Graulund, Benny Feilhaber og Nando Rafael) – 16 af AGF’s 26 spillere havde været skadet i opstartsfasen. Det er uheldigt og noget møg, men det betyder jo ikke, at AGF’s bedste 11 er blevet dårligere. Den er bare ikke mulig og så må man spille med, hvad man har. Det sagt, så var det en kæmpe brøler at udleje Nando Rafael, men hvem fanden havde da regnet med at Graulund ville få en diskusprolaps tre dage før sæsonstart. Jeg tror stadig Erik Rasmussen er en god træner, og at han tror på sine spillere har jeg sådan set kun respekt for.

Ledelsen med Brian Steen Nielsen har lavet fejl, men det gør alle ledelser. Alt i alt synes jeg Brian Steen har gjort et rigtig godt job. Under ham har AGF tjent en hel del på at sælge spillere og truppen består nu af mange flere lokale talenter end før. AGF har tabt en masse penge, og hvordan det er sket, ved jeg ikke, men det er ganske givet ikke Brian Steens skyld, men nok længere oppe i systemet. Til trods for det, synes jeg faktisk stadig AGF’s trup er god og fyldt med spændende spillere. Tidligere træner Ove Pedersen var i sidste uge ude og sige, at han mente, at AGF’s trup var på niveau med truppen under Peter Rudbæk i 90’erne. Så jeg er ikke den eneste, der har den holdning.

Nå ikke mere fodbold herfra i dag. Det undrer og ærgrer mig, at AGF skal rykke ned. Men jeg respekterer det også og håber bare, at klubben vender hurtigt tilbage.