Kategori: Ikke kategoriseret

Jeg hader det, når ting bliver væk. Når man bare leder og leder og ikke kan finde det, man leder efter. For tiden er det coveret til den nyeste CD med Bright Eyes, der er væk. Coveret var specielt og ret fedt – ja det er det stadigvæk, hvorend det så er. Cassadaga som pladen hedder er fremragende og jeg hører den hele tiden, men jeg savner altså det cover. Og nu i disse Ipod-tider vil nogen måske spørge: “Hvad bruger man et cover til?”. Man bruger det til at slappe af og nyde, når man hører musik. Sådan bare sidde og læse teksterne og se på billederne, mens musikken roligt spiller fra et stereoanlæg. Jeg er ikke så god til at bruge min tid på at lytte og læse covers, som jeg var engang. Husker specielt det fantastiske cover til Beastie Boys’s mesterværk Paul’s Boutique, hvor jeg kunne ligge i timevis og høre CD’en forfra og forfra og bare læse teksterne og nyde musikken – fuck hvor var det fedt. Nå for at folk kan få en god oplevelse vedhæfter jeg også lige en video med Bright Eyes – smukt og vidunderligt og så alligevel en anelse desperat. Tak til Søren for endnu engang at have præsenteret mig for musik, jeg kom til at elske.

Det er da blevet til en tur i skoven i dag. Aske var som altid meget fotogen og glad, når han holdt far i hånden. Han er ikke så glad for bare sådan at gå selv, men på billedet går det alligevel godt. Man kan altså godt sige, at billedet lyver, for Aske var ikke glad, når han ikke havde far i hånden…altså lige pånær på billedet…og så lyver billedet vel ikke, men det fortæller heller ikke hele sandheden. Sådan er det tit med billeder. Når man ser billeder af folk, der er på ferie, er de altid glade og i godt humør, men vi mennesker har også en tendens til enten at kigge væk eller at smile, når vi bliver fotograferet. Nå nu skal dette ikke være en lektion i fotografiets sandhedsværdi, men bare en understregning af, at jeg stadig er her og ikke har meldt mig ud…ikke helt i hvert fald.

Jeg har også set fodbold i dag. Liverpool og Chelsea spillede 0-0 i en ørkenvandring af en fodboldkamp. Jeg kan ikke lide Chelsea. De er så dyre og så overlegne og så blå.

Folk, der kender mig godt, ved at jeg ikke er den store løbertype. Godt nok har jeg spillet fodbold i en del år og godt nok er jeg også en fightertype, men langdistance løb såvel som spurt har på ingen måde været en del af mine spidskompetencer. Nu har jeg dog på trods af dette, været ude og investere i et par løbesko af mærket Asics, og jeg har allerede brugt dem hele to gange, hvilket er meget, når man tænker på, at jeg købte dem i tirsdags. Jeg har hørt, at det ikke nødvendigvis skulle være en fordel for fysikken at løbe langt og langsomt, men at det giver det samme, hvis man tager kortere ture, hvor man løber hurtigt. For at optimere mit træningsprogram og presse mig selv til det absolut maksimale har jeg valgt at kombinere de to løbeformer, så jeg løber kort og langsomt – optimalt vil jeg sige. Jeg har ikke de store ambitioner, men håber at kunne komme ud på et par ture om ugen, når ungerne er lagt i seng. Ture på mellem 15 og 25 minutter er alt rigeligt til mig i starten.

Apropos løb, så var jeg i går med min ven Jan i biografen og se Drageløberen. En film baseret på en bog, som alle pånær undertegnede åbenbart kender. Filmen var god og var enormt flot filmet. Det var en rigtig tudefilm, men nu er jeg jo en rigtig mand, så jeg tudede ikke. Filmen kan anbefales på det kraftigste herfra.

Gitte Seeberg og Malou Aamund har begge meldt sig ud af Ny Alliance, hvilket der sådan set ikke er noget i vejen med. Det der går denne skriverkarl på, er at de begge fastholder deres plads i folketinget. Jeg mener ikke der er nogen respekt for vælgerne, at Malou Aamund leger levebrødspolitiker og nu pludselig er venstrekvinde. For få måneder siden kunne hun ikke udholde tanken om en VKO-regering, nu er hun en del af den. Vælgerne stemte på NA for at få en modpol til regeringen, men nu har NA kun tre mandater tilbage i folketinget. Vis dog noget ansvar og træk jer fra folketinget Malou og Gitte og lad suppleanter komme ind i stedet for jer. Det andet er simpelthen for pinligt. I burde skamme jer over sådan at tro, at den danske befolkning udelukkende stemte på jer som personer og ikke de holdninger I stod for ved valget. At jeg så synes NA er en dødssejler er en anden sag, men jeg har heller ikke været medlem og blev ej heller valgt ind i folketinget. Bertelsen burde sgu tage lidt fat i sin frue.

Efter lørdagens 3-0 sejr over Sunderland blev mange Liverpoolfans på stadion og sang lidt til de nye ejere.

Det er søndag, ja det er faktisk søndag aften. Jeg har holdt weekend uden at lave det store vilde show. I går lørdag var familien i Odense Zoo, og det var som altid sjovt. Jeg fandt endelig ud af, at alle fugle (i hvert fald dem, der har knæ) har knæ, der vender modsat af mennesker. Så når en flamingo ligger på knæ vender underbenene fremad. Det vidste sikkert 99% af verdens befolkning, men jeg har bare aldrig tænkt over det, og når man så ser det og lægger mærke til det for første gang, ja så er det sgu da skørt.

I går var jeg til fest hos kammerat Jan. Det var en mandefest med 15 fulde mænd, en masse spil og en masse at drikke. Jeg er på vandvognen for tiden (man slukker ikke et bål med benzin), så det var lidt specielt at være med til abegilde og have en promille på 0,000000000001 (jeg fik et par glas Cider med 0,4 procent alkohol i).

I morgen skal jeg på arbejde igen. Jeg har ikke lyst, men har på en eller anden mærkelig fornemmelse, at det er det klogeste. Nu må vi se. Skulle det gå skidt, vil jeg tænke på flamingoens knæ og grine lidt af det.

Jeg ved godt, at læsere til tider kan blive irriteret over at alle indlæg på en blog handler om fantastiske børn, der både er prinser og prinsesser og som er modeller og som får høje karakterer i skolen og så videre. Nu har jeg været god til ikke at skrive så meget om mine børn (Lise vil mene, at jeg har været alt for dårlig), men her er altså lige et billede af Aske, der var Bamse i dag til fastelavn i vuggestuen. Desværre (og her er faderen skuffet) blev Aske ikke kattekonge. Han blev ikke engang kattedronning – hmmmm, men sød ser han i hvert fald ud.

Som jeg husker det, blev jeg altid kattekonge, ligesom jeg altid blev valgt først, når der skulle spilles fodbold og rundbold.

Så er telefonen kommet tilbage. Jeg havde ikke tabt den på min cykeltur, men i stedet siddet den ned i en stol. Min lækre røv havde simpelthen presset telefonen ind i en af Kaspers stole under playstationssessionen i tirsdags, og her til morgen kom Kasper pænt og afleverede mobilen på vej til arbejde. Nu kan jeg ringe og sms’e igen, jubiii og noget….

Liverpool er helt til rotterne. Træneren er dårlig, spillerne er uengagerede, ejerne er fattige som kirkerotter og nu er klubben fyldt med gæld til randen. Jeg er alvorligt bange for at Liverpool Football Club er på vej til at blive en midterklub i engelsk fodbold. Det er noget møg. Hvem der bare holdt med Queens Park Rangers, der så vidt jeg kan forstå måske er blevet Englands rigeste klub efter at den blev købt af tre amerikanske rigmænd. Fans af Liverpool overvejer at købe klubben. Det kunne være sejt, men det sker nok ikke….desværre.

I aften skal jeg til teatersport med Kasper Jensen. Det skal nok blive sjovt. G0dt Kasper har påtaget sig opgaven at få mig ud til folket igen.

Jeg har mistet min telefon, så I behøver ikke at ringe til mig, for jeg kan ikke tage den. I går var jeg på besøg hos Kasper, hvor jeg spillede playstation med Kasper, Ricki og Tue. Det var faktisk rigtig sjovt, og selvom jeg i særklasse var den ringeste spiller, så er det længe siden, jeg har grinet så meget. Det var fedt og tak for en dejlig aften gutter. Nå men da jeg så skulle hjem, kunne jeg ikke finde min telefon. Og da jeg så kom hjem, var den heller ikke der. I bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg huske, at der var en, der piftede, da jeg cyklede ned til Kasper. Jeg kørte bare videre i min egen verden, men det kan jo have været en rar fremmed, der havde set, at jeg tabte min telefon. Nåh, hvis ikke den dukker op i dag, må jeg bestille en ny, så I kan få fat i mig igen. Det var nu også en gammel telefon.

Da jeg gik på Brandbjerg Højskole i 1995 hændte det ret ofte, at jeg sad på værelse 216 sammen med min dejlige ven Klaus og skrev digte og hørte musik. Klaus’s værelse var helt sort. Han havde hængt sorte lagner op for vinduerne og lagt sorte lagner udover sin “sofa” (det var egentlig bare en seng). Stemningen var altid lidt dyster, men også helt ufattelig dejlig. Musikken vi hørte var som regel Joy Division, The Clash, Suede eller Manic Street Preachers. Joy Division blev en slags baggrundsmusik for mig, men jeg fandt aldrig helt ind i musikken. Efter at have set Control har tonen dog fået en anden lyd. Jeg har ikke hørt andet end Joy Divisions opsamlingsplade Substance siden biografturen i søndags, og jeg hører den også nu. Ian Curtis synger jo helt fantastisk og musikken går mig sgu lige i blodet, hjernen og mellemgulvet. Derfor må dette indlæg blive en opfordring til at droppe melodi grand prix (hvornår det lort så end bliver sendt) og i stedet gå i biograffen og se Control. Ja drop for den sags skyld Aftenshowet og Vild med dans og hør i stedet lidt god musik i stedet for. Lad mig overraskende anbefale Substance. Giv den tid, for det holder. Hvis det er for dystert, kan man jo altid høre Joy Division part 2 = New Order, der er noget mindre dystert, men også godt.