Det var en fødselsdagsgave fra Lars og Dorthe. Jeg husker ikke hvilken. Måske jeg blev 16 eller 17, så det var i 1989 eller 1990 mener jeg. Jeg hørte stort set kun hip hop og havde en lidt fjendsk holdning til pop. Men det var altid rart at snakke musik med Lars. Lars er Dorthes mand, dengang bare kæreste. Dorthe er Jørns datter. Jørn er min mors mand, dengang kun kæreste. Lars introducerede mig til The Doors og til Pink Floyd, men også til Lars Hug. Det kan lyde lidt underligt, når jeg nu i forvejen var glad for kliche, men sådan er livet så finurligt. Pladen var og er Kopy, og man kan diskutere om det er den bedste fra Hugs side, men for mig er det den vigtigste. Den består kun af covernumre og på den vis blev jeg også glad for anden dansk musik såsom CV Jørgensen og Gasolin.
Lars Hug blev musikken for mig, da jeg gik på handelsskolen på Hans Broges Gade i Århus. Sammen med min gode ven Søren Pjengaard hørte vi det hele tiden. Vi var unge og følsomme. Jeg var den mørke type, hvor Søren var mere lys. Han havde held med pigerne, hvilket jeg ikke havde. Jeg kom meget i Sørens hjem og blev nærmest en reservesøn for Johs og Elna som Sørens mor og far hedder. De besøg og ophold i Skødstrup betyder den dag i dag enormt meget for mig. Specielt en episode, hvor jeg snakkede med Sørens fantastiske mor. Dengang havde jeg ring i øret, og det var ikke lige velset alle steder. Sørens mor fortalte, at første gang hun havde set mig med Søren havde hun tænkt, at jeg var dårligt selskab. Men at hun havde taget alvorligt fejl og var blevet utroligt glad for at Søren havde en ven som mig. Når man er 17-18 år og en følsom ung mand, så betyder sådan noget rigtig meget. Jeg har ikke set Søren i en del år, men i ny og næ skriver vi en mail til hinanden. En dag mødes vi og snakker om gamle dage. Det glæder jeg mig til.
