Yndlingsplade numero 7

Nu er vi nået til 1988, og Danmark er ikke længere gode til fodbold. Vi får smæk til EM, og det står tydeligt for enhver, at et nyt hold skal bygges op. Ved det næste EM er dette ikke sket, men vi vinder alligevel, men ikke mere om det.

I 1988 bliver jeg 15 år, og jeg er en følsom ung mand. De andre i min klasse er begyndt at drikke alkohol. Jeg har ikke lyst, og holder mig fra det. Jeg er populær i klassen, men dette gør, at jeg bliver en outsider. Jeg er indadvendt og udadvendt på samme tid. Jeg går ikke længere på fritidshjem, ej heller til fodbold. Når vi har fri, tager jeg enten ned i byen, hvor jeg ser på plader og spiser en burger, eller jeg tager hjem og hører musik og napper en lur. Om aftenen går jeg ture for mig selv, hvor jeg drømmer om livet og om de søde piger, jeg på ingen måde tør snakke med.

I weekenderne var jeg ofte i Randers, hvor jeg besøgte min far. Min far hørte lidt musik. Han kunne bedst lide Niels Hausgaard og Kim Larsen. Jeg var som regel på besøg, når Randers Freja spillede på hjemmebane. Min far gad ikke gå med til fodbold, så ham kørte mig til stadion, og hentede mig bagefter. Så stod jeg der og så fodbold helt alene, mens jeg lyttede til snakken omkring mig. Randers rykkede op og ned og op og ned. Jeg fulgte dem i et par år, men dengang føltes det som en evighed. Lørdag formiddag kørte vi af og til indtil centrum, hvor vi gik en tur. Vi endte ofte i Stereo Studiet, hvor jeg så købte eller fik lidt musik. Plade nummer 7 blev købt i Stereo Studiet i Randers i 1988.

Tunnel of Love fik jeg på kassettebånd, sikkert da jeg hørte meget walkman dengang. Båndet er væk, nu har jeg den på CD. Jeg fik CD’en af Søren for nogle år siden. Tunnel of love er anderledes end forgængeren Born in the USA. Det er en plade om brud og tabt kærlighed. Det var lige noget for en følsom ung mand i 1988. Det er det stadigvæk. Jeg kender andre end mig, der har den bladt sine yndlinge. Måske er det den bedste Bruce-plade. Det er nok den sidste rigtigt gode plade han har lavet. Ikke at han har lavet bras siden, for det har han ikke, men det når bare ikke sammen højder som de plader, der kommer til og med Tunnel of love.

Ps. Pladen udkom faktisk i 87, men det år er vi forbi. Efteråret 87 bliver jo hurtigt til 88. Og min hukommelse fortæller mig ikke om jeg fik den i 87 eller 88.

Print Friendly, PDF & Email

Her tænker du på “Yndlingsplade numero 7”

  1. Det er tankevækkende, det der med at pladen handler om tabt kærlighed og hvad du ellers skriver. Jeg var 13, da jeg hørte den, og havde aldrig været i nærheden af noget der bare kunne minde om kontakt med piger, og så sad jeg der på drengeværelset og hørte alle de der sange om tvivl og angst og opløste ægteskaber. Det kan sgu godt være, at det har sat sine spor. 🙂

Lukket for kommentarer.