I min hukommelse er der meget langt fra plade nummer 9 til plade nummer 8. De tilhører hver sin tid. Men når jeg nu sidder og skriver den liste, kan jeg se, at der kun er ganske få måneder imellem dem. Ja faktisk udkommer de vel på stort set samme tid. Men hvor Springsteen var stor også i Danmark efter Born in the USA, så,var hip hop og punk absolut ingenting i 1987. Der havde været en bølge nogle år forinden, hvor alle små børn havde danset electric boogie til discoagtige rapnumre. Den tid var slut og hip hop van bandlyst. Mine klassekammerater hørte popmusik. Det var Michael Jackson, Prince, Wham og andet i den stil. Det sagde mig ikke noget. Men så var det, at vi fik kanaler derhjemme. I 1987 fik vi blandt andet Sky Channel på fjerneren i Tranbjerg. Det betød musikvideoer og masser af billig underholdning såsom Transformers, Wrestling og inspector Gadget. En musikvideo fangede mig. Det var Beastie Boys med Fight for your right to party, og jeg var solgt. Min klassekammerat som blev kaldt Skovby, da han også hed Henrik, havde også hørt og set videoen, og vi besluttede os for at købe pladen. Jeg kendte intet til musikbutikker, og hvor meget Skovby gjorde ved jeg ikke, men sammen gik vi i Fona og spurgte til pladen. De havde den ikke, men ekspedienten kunne se den i sit katalog, og han bestilte den hjem til os. Jeg troede musikken ville være hård rock, og blev meget overrasket, da jeg satte den på. Det var ikke rock. Det var rap. Det var næsten pinligt. Flere gange troede jeg, at vores pladespiller var i stykker. Men det var bare scratch.
Der gik ikke længe inden, jeg var totalt opslugt af Beastie Boys. Jeg var begyndt at blive ung og komme i puberteten, og Beastie Boys blev mine popidoler. De fik plads på væggen, og jeg ønskede mig inderligt et par adidas basketstøvler til jul. Jeg fik er par Asics – det var ikke helt det samme. Men det var først senere. For først var der the summer of 87. Sommeren, hvor piger og musik blev interessant. Jeg var på sprogrejse i England, og blev helt hylet ud af den af alle de lækre piger jeg løb på. Jeg fik en stor crush på Ann fra sprogrejsen. Hun var så sød og køn, og så kaldte hun mig Beastie. Otte år senere blev jeg kaldt Beastie igen. Da var jeg på højskole, hvor Anns lillesøster også gik. Hun hed Line og blev en god veninde, jeg desvære har mistet kontakten til.
Det år hørte jeg Licensed to Ill en million gange, mindst. Når det ikke var hjemme på grammofonen, var det på walkman på vej til og fra skole. Mine klassekammerater syntes jeg var skør. Jeg var ligeglad. De kunne have deres pop i fred, jeg havde de seje Beastie Boys, der drak øl, lavede ballade, smadrede hotelværelser og havde alle de tøser, de kunne ønske sig. Bare det var mig. Det var det ikke. Jeg var pæn, drak ikke alkohol og var alt for genert over for pigerne. Jeg kunne bare kigge mens de andre kyssede. Men når jeg hørte Beastie Boys, var jeg også sej.
