Suarez

Ja så kommer artiklen sgu også her.

Den ligger også som pdf her http://dl.dropbox.com/u/1790966/Suarez.pdf

J’accuse
Jeg anklager hermed den internationale presse og det engelske fodboldforbund for uretmæssig omgang med sandheden i den verserende sag mellem Luis Suarez og Patrice Evra. 
Jeg anklager ikke Patrice Evra og Alex Ferguson for noget. De må gøre, hvad de vil og har for så vidt intet ulovligt gjort. Hvordan Manchester United kører deres klub er op til dem og kun dem, deri har jeg ingen interesse i at blande mig. 
Men sagen mellem Patrice Evra på den ene side og Luis Suarez på den anden side er blevet en af de største skandaler, jeg har oplevet i mit liv. Og det er ikke fordi Suarez nægtede at give Evra hånden i søndags. Skandalen består i, at en mand er dømt uden beviser og at en hel verdenspresse har valgt at forholde sig ukritisk til dette faktum. Er jeg nu endnu en af dem, der mener at Liverpool er offer for en stor konspiration? Nej det mener jeg faktisk ikke, men jeg mener at FA har fejlet enormt og at pressen efterfølgende har været enormt ukritiske over for FA, og på den måde stemplet Luis Suarez for livet, og måske endda medvirket til, at han ikke er at finde i engelsk fodbold efter denne sæson. Men lad os se på, hvilke fakta, der er omkring sagen. 
I kampen den 16. oktober 2011 mellem Liverpool og Manchster United, var der ballade på banen. Det er der intet nyt i i disse kampe. Der har været en hel del røde kort i de seneste opgør til både Gerrard, Vidic og Mascherano. Efter kampen afslørede Patrice Evra i et interview med Canal Plus, at Luis Suarez 10 gange havde kaldt ham for nigger. Dommeren var blevet kontaktet efter kampen af Evra og Ferguson, og efterfølgende kom der en sag ud af det. En sag som skulle afgøres af et panel bestående af tre mand udpeget af det engelske fodboldforbund FA. Vi har altså at gøre med en panelafgørelse inden for FA og ikke en retssag med gældende lands love. Og hvilken forskel gør dette? I en retssag er du uskyldig indtil det modsatte er bevist. I denne panelafgørelsen var det nok, at de tre udvalgte mente, at det var sandsynligt, at Suarez havde begået en forbrydelse. På samme tid som Suarezsagen blev den engelske anfører John Terry anklaget for at have kaldt Queens Park Rangers’ Anton Ferdinand for “a black cunt”. Der er TV-billeder, der med en vis sandsynlighed viser, at disse ord kommer ud af Terrys mund. Derfor blev Terry efterfølgende anmeldt til politiet, og hans sag er endt i retten. En retssag, der er sat til at køre den 9. juli. FA kan ikke give Terry karantæne, når sagen er i retten, så Terry er altså stadig spillende. Når retssagen kører er det op til anklageren at bevise at Terry optrådte racistisk. Terry er uskyldig indtil det modsatte er bevist. 
Suarez blev i slutningen af 2011 idømt 8 spilledages karantæne og en bøde på 40.000 pund for blandt andet at have sagt til Patrice Evra, at han ikke taler til sorte mennesker. Sådan var dommen, og så burde den sag jo være ude af verden, men det var den ikke. Liverpool valgte at støtte Suarez offentligt, og det var her kæden hoppede af for pressen og FA. I både Danmark og England kunne man efterfølgende læse, at Liverpool støttede en racist, og i England fordømte snart den ene tidligere fodboldspiller og snart den anden klubben. Hvorfor støttede Liverpool en spiller, der har svinet en modspiller til med racistiske tilråb? I en tid, der råber på kamp mod racisme er og var dette meget upassende. Dette billede af Liverpool og Suarez er kørt verden rundt de seneste måneder. 
Suarez’ dom var som tidligere beskrevet ikke en retssaldom, men en panelafgørelse. Dette panels 115 siders begrundelse lå klar nytårsaften 2011 klokken ca. 19.00 – dansk tid, da alle sad i nytårsmiddagens lyksagligheder. Suarez dømt for 7 gange at have tiltalt Patrice Evra med ordet “negro” og blandt andet have sagt, at han ikke ville snakke med Evra, da denne var sort (negro). Dommen er umiddelbar klar, men i løbet af de 115 sider bliver sagen mere og mere grumset. For det første er dommen baseret på, at det var sandsynligt, at Suarez sagde dette til Evra. Man skriver desuden, at man har valgt at tro mere på Evra end Suarez, da Evra fremstod som et mere troværdigt vidne. Og sidst men ikke mindst kommer det frem, at der i processen ikke på noget tidspunkt har været et decideret bevis. Man har ikke kunnet finde TV-billeder, der underbygger Evras påstand om at Suarez har sagt, hvad Evra påstår. Ingen af spillerne på de to hold har hørt noget, hvilket tilskuere eller dommere ej heller havde. Suarez selv erkendte, at han havde sagt “Por que, negro?” til Evra, da denne påtaler et frispark Suarez begik. Evra erkender her i øvrigt at have kaldt Suarez for “Din søsters kusse”. Dette har Suarez ikke hørt. Suarez erkendte altså at have brugt ordet “negro”, men påstår, at det ikke var racistisk ment. Dette blev diskuteret frem og tilbage og tilbage står, at “negro” i Uruguay på ingen måde kan sidestilles med hverken neger eller nigger. Men at det bruges om sorte i en vis udstrækning som et venskabeligt kaldenavn på linje med gringo, der bruges om hvide. Denne sprogforskel er svær at blive helt klog på, men samtalen mellem Evra og Suarez foregik på spansk, og Suarez talte altså som han ville i sit hjemland. Ordet negro accepteres ikke England, og det acceptererede Suarez da også i processen. Han var ikke klar over dette, og lovede ikke at bruge dette ord om sorte spillere mere. Panelet valgte at tro på Evra, og dommen var et udtryk for Evras udtalelser til panelet. 
Er Suarez så skyldig eller er han ikke skyldig? Han er i hvert fald skyldig i at have sagt “Por que, negro?”, men det er ikke det, han er dømt for. Han er dømt for at have sagt, at han ikke vil snakke med Evra, da denne er sort. Men det nægter Suarez nogensinde at have sagt. Gør det ham så uskyldig? Det vides ikke. Der er kun to mennesker på denne jord, der ved, hvad der blev sagt den oktoberdag i 2011 – Patrice Evra og Luis Suarez. Det er ord mod ord. I en dansk retssal ville Suarez være blevet frifundet grundet manglende bevisførelse. At vælge at tro på en part frem for en anden i en domsafsigelse ville inden for ganske kort tid lægge det danske retssystem ned. Og det engelske for den sags skyld. I Danmark er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det medfører uden tvivl, at forbrydere til tider går fri, men det er nu sådan vi har valgt det. Hellere lade en skyldig gå fri end at sætte en uskyldig i fængsel. 
Et tænkt eksempel kunne være et par, der har mødt hinanden i byen. Vidner har set dem stå og snakke tæt og set dem gå sammen. Næste dag bliver manden anklaget for voldtægt. Han erkender, at de to har haft samleje, men insisterer på, at der ikke var tale om voldtægt, men om lyst og frivillighed for begge sider. Der er ingen beviser. Ingen blå mærker på kvinden, der hævder, at hun faldt i søvn og vågnede op midt i agten, men ikke kunne komme væk. Hvad gør vi i sådan en sag? Skal vi lade en skyldig voldtægtsmand gå fri og lade tvivlen komme den anklagede til gode, eller skal vi vælge at tro på kvinden og på den måde muligvis stemple en uskyldig mand for livet? Da der ingen beviser er, må  manden i vores verden blive frikendt. 
På samme måde kan vi ikke afgøre om Suarez er skyldig eller ej. Han bliver dømt på sandsynligheder ikke på beviser. Men burde man ikke lade ham gå fri? Hvis han er skyldig lader man en skyldig man gå fri, men hvis han er uskyldig vælger man ikke at dømme en uskyldig mand. FA vælger at dømme Suarez 8 spilledages karantæne og en stor bøde. 
Og sådan er det. 
Hvordan ville man selv reagere, hvis man var uskyldig dømt? Det er her hele sagens kerne ligger. Det har intet med racisme at gøre. Det har noget med retssikkerhed at gøre, og her er det at pressen har misforstået alt. Da Liverpools spillere efter dommen varmer op i trøjer med Suarez trykt på, er det jo ikke fordi de støtter racisme. Da Kenny Dalglish i pressen udtaler, at der er noget helt galt, er det jo ikke fordi han ikke kan lide sorte mennesker. Det er fordi han og Luis Suarez begge mener at Suarez er uskyldigt dømt. De forsvarer ikke de udtalelser panelet lægger til grund for dommen. De hævder, at disse udtalelser aldrig har fundet sted. Sagen handler ikke om racisme, men om hvorvidt FA er i stand til at dømme på et så løst grundlag, som de har gjort i denne sag. 
Pressen er i denne sag stort set på FA’s side. Suarez har begået noget ulovligt. Aviser trykker billeder af ham med påskriften racist, og han bliver tilsvinet i engelske medier såvel som danske. Han er jo dømt og er derfor skyldig. Ingen går ind og ser på FA’s dom, og de manglende beviser. Ingen vælger at følge vores retsprincipper om at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Alle tager dommen for givet. Og dette spreder sig fra engelske medier til de danske, hvor man gang på gang kan læse om denne sydamerikaner, der har sagt sådan og sådan og så videre. Ingen går kritisk til sagen og det er bare ikke godt nok. I den brede befolkning er Suarez nu racist. Han er jo dømt. Det er jo bevist, at han har sagt de og de ord. Men bemærk igen, at der ingen beviser er i sagen. Det er ord mod ord. Goebbels sagde engang, at hvis man fortalte en løgn mange gange nok, endte den som sandhed. Selvom Goebbels nok er en af de værste sataner denne verden endnu har oplevet, så har han dog en pointe. Pressen har i grove træk stemplet Suarez som racist. Og når det står i den ene avis, står det også i den anden og så videre. Og når det står i nok aviser, så må det jo være sandt. Men det er det altså ikke nødvendigvis, og hvis man må stille det hele lidt på spidsen, kan man med Ghandis ord sige, at selvom du er en minoritet bestående af kun dig, er sandheden stadig sandheden. 
Det hele eksploderede igen i søndags, da Suarez som bekendt nægtede at give Evra hånden inden kampen mellem de to hold. Endnu engang blev Suarez slæbt gennem mudderet og beskyldt for alt muligt. Det eneste han ikke ville, var at give hånden til en mand, han mente har fået ham stemplet som racist. Som har været medvirkende til at få ham dømt på trods af, at han er uskyldig. Jeg siger ikke, at Suarez er uskyldig, men det mener han selv han er og igen, intet andet er bevist. Engelsk og dansk presse går amok og sviner Suarez og Dalglish. Det er dog ikke første gang to spillere ikke har givet hånd. I et opgør mellem Manchester United og Arsenal for år tilbage gav 3-4 af Uniteds spillere ikke hånd til Patrick Vieria grundet ballade i spillertunnellen. John Terry blev taget med bukserne nede sammen med Wayne Bridges kone, så de giver heller ikke hånd, og da QPR mødte Chelsea i FA-cuppen den 28. januar 2012 valgte man helt at droppe ritualet med at give hånd grundet den verserende sag mellem John Terry og Anton Ferdinand. Men her var det anderledes. Suarez skulle give hånd, men gjorde det ikke. Hvis han er uskyldig, kan man vel heller ikke fortænke ham i det. Alt i alt en meget lille sag i forhold til alt andet, men bagefter blev det udråbt til at Suarez nu igen havde ødelagt alt. 
Sagen blev nærmest tragikomisk, da der søndag den 12. februar kom hele tre undskyldninger på Liverpools hjemmeside. Liverpools direktør Ian Ayre undskylte, at Suarez ikke gav hånd, hvilket han ellers havde lovet klubben. Suarez undskyldte, at han ikke gav hånd, da han havde lovet klubben og manageren at ville gøre det. Kenny undskyldte, at han forsvarede Suarez i et interview efter kampen. Og pludselig var sagen død. Pressen var ude og skrive om Suarez’ undskyldning og enkelte steder kunne man endog læse, at han undskyldte til Evra. Men Suarez har ikke sagt undskyld til Evra. Han har sagt undskyld til Liverpool. Suarez mener stadig han er uskyldig og de tre undskyldninger på Liverpools hjemmeside lugter langt væk af damage control. Ejere, der føler sig presset og sponsorere, der frygter for deres navn. Men sjovt nok er pressen hoppet med på legen og har accepteret undskyldningen. Igen forstår jeg dem ikke. Hvis pressen mener, at Suarez har tilsvinet Evra, hvorfor borer den så ikke i, at sydamerikaneren aldrig har sagt og aldrig vil sige undskyld. Måske fordi de er dovne og kun læser overskrifter. Måske fordi de ikke er interesserede i sandheden, men kun i at sælge aviser og internetannoncer med fængende overskrifter. Den tidligere Liverpoolspiller Stan Collymore er ansat som journalist på Talk Radio. På Twitter skrev han forleden om dommen og den efterfølgende rapport: Hvorfor læse de 115 sider, det er der allerede 4, der har gjort og det er fint nok for mig. Men kære Collymore og kære journalister, I skal læse de 115 sider, fordi I ikke skal trykke halve sandheder i jeres aviser. I skal læse de 115 sider fordi vi forventer, at I er den 4. statsmagt og ikke bare mikrofonholdere for den siddende magt. I skal læse de 115 sider, fordi det er en markant sag i international fodbold. I skal læse de 115 sider fordi det er jeres job. I skal læse de 115 sider fordi de ender med at slå fast, at der ingen beviser er i sagen og at dommen er baseret på sandsynlighed frem for bevisførelse. I skal læse de 115 sider og undre jer over, at af de seneste 474 panelsager i FA er de 471 endt med at tiltalte er kendt skyldig – det burde undre enhver journalist. 
Print Friendly, PDF & Email