Det skal kunne betale sig at arbejde

Arbejd Arbejd. Bemærk at bydeformen er i højsæde denne formiddag. For vi skal i gang, ja vi skal. Vi skal arbejde og vi skal arbejde hårdt. Så hårdt, at vi tjener penge og forsørger os selv. Så hårdt, at vi dør inden vi har lyst til det og derved gør ældrebyrden mindre. Vi skal få stress og ondt i maven og så hjem på en sygemelding til en omgang mindfullness og så tilbage på arbejde igen. Arbejd Arbejd. Det handler faktisk ikke så meget om at arbejde, som det handler om penge. Arbejde er værdiløst, hvis ikke du får penge for det. Uden penge er der ingen vækst og så falder alt fra hinanden. Det er bedre at tjenepenge på pis og papir end at lave gratis arbejde for menneskeheden. Frivillige skaber ikke vækst, det gør børsmæglere og konsulenter og folk, der snakker varm luft luft luft luft. Og det snakker alle så om i radioen. Og Søren Papadum ønsker mere respekt for hårdt arbejde. Det er løgn og latin. Han ønsker flere penge til folk med slips og så vil han i øvrigt skide højt og flot på, hvor hårdt en skolelærer arbejder.

Jeg laver ikke en skid. Jeg gider ikke. Jeg vil være i opposition til verden og dø som en snylter, en nasser og en bonderøv af Guds nåde. Hvis jeg kunne sælge kærlighed og krammere ville det være godt, men kærlighed kan ikke købes for penge og skaber dermed ingen vækst.

Print Friendly, PDF & Email