Han havde en ubændig lyst til studenterbrød. Ordene ramte hans gule undulat som snefnug rammer en våd sten på en mørk vinterdag. Ordene var måske rettet mod fuglen, men kun han hørte dem. Ubændig. Er det overhovedet et ord? Han fandt ordbogen frem, og jo, den var god nok. Ubændig = Ustyrlig, ukuelig, vild, voldsom. Måske det var lige i overkanten. Det var jo nogle voldsomme ord. Nogle nærmest ubændige ord. Og så meget havde han vel heller ikke lyst til det studenterbrød, når man nu tænkte på, at der jo var et stykke vej ned til bageren, og der var så meget andet han skulle nå. Måske ikke lige i dag, men så i morgen. Der var vist et par breve han skulle have sendt, og nogle regninger, og han skulle også til et møde i kommunen i næste uge, for da slet ikke at tænke på, at han også skulle lave aftensmad, hvis han da ikke lige valgte at bestille mad udefra. Men så skulle der i hvert fald ringes, og han havde vist heller ingen kontanter. Han sukkede. Det var koldt udenfor. Han kunne mærke det. Han hankede op i sig selv, for at få styret sin ubændige trang til chokolade, syltetøj og tørt brød på en og samme tid. Skulle han tage cyklen eller gå? Cyklen var hurtigst og så behøvede han heller ikke snakke med nogen, hvis han nu mødte nogen sin vej. Han kunne bare suse forbi. Men han mødte nu aldrig nogen på vejen.
Det eneste, der mødte ham foran bageren var synet af de tre mænd med det grimme tøj og de tomme flasker. De stod der altid. Fra morgen til aften. Han gik stille forbi dem og ind i butikken. Han bad pænt om tre studenterbrød.
Hjemme igen. Instant kaffe og studenterbrød og ellers ingen ballade. Han tænkte på, hvor glad man kunne være om sommeren, når man bare var udenfor. Det var ikke sommer. Hans næse løb. Ikke ned i kaffen, men den løb. Han skulle nok klare det med næsen. Det var mere alt det andet, han var nervøs for. I det samme ringede telefonen. Han tog den ikke, men startede i stedet på det andet studenterbrød. Direkte fra posen og uden tallerken.
