For nogle år siden arbejdede jeg på Jobcenter Odense. Det var blandt andet der, hvor jeg startede denne blog. Jeg mener, at det var mit andet indlæg, der handlede om, at jeg lige havde brugt min clips nummer 1.000. Det var et forfærdeligt sted at arbejde, og jeg hadede det. Jeg havde nogle virkeligt søde kollegaer, men arbejdet var stressende og meningsløst. Jeg gik ned med stress og var sygemeldt i en periode. Da jeg så skulle tilbage, skulle jeg have en rolig start. Det fejrede min chef med at give mig 89 samtaler og 12 timers telefonvagt i den første uge. Jeg var på arbejde to timer den mandag før jeg igen gik hjem og aldrig viste mig der igen. Jeg blev arbejdsløs og fik skiftende job, men nu er jeg endt i UCL. I dag var jeg på en skole for at interviewe en ung lærer, og på vej hjem derfra blev jeg så glad for mit job og mine nye kollegaer. Bevares, der er noget, der kan blive bedre, men alt i alt er det altså ret godt. Jeg befinder mig godt i en stor uddannelsesorganisation, og synes efterhånden også, at jeg laver meningsfyldt arbejde. Jeg kommer ikke til at redde verden, men jeg kommer til at gøre uddannelse og læring en lille bitte smule mere sjovt for en lille bitte smule mennesker, og det er sgu fint med mig. At jeg så senere på dagen mødtes med super fantastiske kollega Nina, gjorde jo ikke dagen mindre god.
Og her til aften er Aske faldet i søvn lidt over otte, og det er også fedt. I dag har været en god dag. I morgen står den på Cricketprojekt om dagen og hygge og koncert i Århus med Sønne om aftenen.
Her er et billede af mig, det læser digt op på Jobcentret i en af vores stille stunde. Det var digtet “Levende” af Søren Ulrik Thomsen.
