Fodbold

Det har gjort så ondt i min krop. AGF og Liverpool har haft sæsoner, der bare skal glemmes så hurtigt som muligt. Det værste af det hele er, at begge hold sidste år var oppe at snuse, hvor det var sjovt. Nu er de til rotterne. Til hundene. Æv æv æv. Og faktisk også en anelse øv. Heldigvis er jeg ved at læse en bog om tilfældigheder og den viser tydeligt, at det vil gå frem igen til næste år, da begge hold i år har underpræsteret. Det er rart at vide.

Helt pragtfuldt

Jeg synes faktisk, at det går helt godt for tiden. Selvom jeg selvfølgelig er doven, så får jeg meget ros for mit arbejde for tiden. Og på trods af at jeg ikke er meget for at snakke fodbold for tiden, så elsker jeg Utopia Old Boys for vildt. Vi vinder meget sjældent, men vores hold er fantastisk. Og det kan være meget svært at tage hjem efter kampene. Og nej vi snakker faktisk ikke om damer i omklædningsrummet. Vi snakker fodbold, politik og så lidt mere fodbold. Jeg tror faktisk vores hold ville være ret suveræne, hvis vi skulle møde de andre i Trivial Pursuit frem for fodbold, men det skal vi ikke, så …

Og så har jeg bare de dejligste mennesker i min omgangskreds. Og jeg er blevet bedre til at komme rundt og besøge folk i Århus og København, og det elsker jeg. Tænk, at man er omgivet af så smukke og kloge mennesker.

Ja det er sgu ret positivt herfra i dag, men jeg er også i dejligt humør. Lige nu står den på TV med ungerne, mens den unge frue er en tur i Berlin med nogle sikkert uvorne elever.

Tilbage til kaffen.

Da dum da dum

Bare lige sådan et par tanker:

Går vi til for mange møder i denne verden, hvor vi bare snakker, og hvor der ikke kommer noget resultat ud af dem?

Hvor mange siders ligegyldigt arbejdsskriveri bliver der skrevet hver dag i dette land?

Er det farligt for børn at lege i naturen?

Er det farligt for børn at prøve farlige ting?

Hvad hørte jeg i radioen for lidt siden? Noget jeg gerne ville skrive om, men som jeg nu har glemt.

Har lige søgt efter radioprogrammet, og det handlede om satire. Om den politiske satire og satire i dag. I dag er vi ikke så politiske, men det passer mig fint, da hr. og fru Danmark sgu er blevet så selvfede og fede og dansk folkepartiagtige, at de har brug for at blive gjort til grin. Og ja gu mener jeg også mig selv. Jeg er ikke bedre end Carsten fra Krysters Kartel.

Og skal jeg købe mig et nyt kamera, eller skal jeg bare bruge arbejdets?