AGF – en forsvarstale

Nu er det jo nok lige i overkanten at skulle skrive en forsvarstale for et helt fodboldhold, ja en hel fodboldklub faktisk, men jeg har sgu lige brug for det. Det undrer mig nemlig, at så mange mennesker hader AGF. Det undrer mig, at så mange mennesker ønsker, at de skal rykke ud af superligaen. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg mener, at AGF har mere ret til at være i superligaen end alle andre hold, for tabellen lyver aldrig, men jeg møder godt nok mange på min vej, der decideret fryder sig over århusianernes nedtur. Hvorfor mon?

De flestes argumenter går på, at Århus altid går amok i guldrus, hver gang de vinder en fodboldkamp. Og så kan de sgu lære, at de ikke er bedre. Se det forstår jeg så intet af. Det er da helt vildt fedt, at optimismen spirer, når ens fodboldhold vinder fodboldkampe. Det er altså sjovere at være på stadion med 16.000 andre i godt humør end 4.500 skeptiske typer. De to tal er ikke helt grebet ud af luften. Der var nemlig 16.000 på Århus Stadion, da AGF tabte til SønderjyskE i torsdags, mens der var 4.500 på Odense Stadion, da OB sikrede sig sølvmedaljerne samme dag. AGF har glade fans og mange af dem. Det tror jeg mange er misundelige på, men skidt nu med det.

Erik Rasmussen var ganske rigtigt ude og tale om medaljer efter et forrygende efterår. Det har han fået meget ballade for siden, men var det nu så slemt, det manden sagde? Han sagde, at AGF’s start 11’er var på niveau med OB og FCK. Det er den ikke, men den er stadig rigtig god, og på det tidspunkt fyldt med landsholdsspillere. Fem af disse (et halvt hold) var ikke klar til forårssæsonens start (Jakob Poulsen, Michael Lumb, Peter Graulund, Benny Feilhaber og Nando Rafael) – 16 af AGF’s 26 spillere havde været skadet i opstartsfasen. Det er uheldigt og noget møg, men det betyder jo ikke, at AGF’s bedste 11 er blevet dårligere. Den er bare ikke mulig og så må man spille med, hvad man har. Det sagt, så var det en kæmpe brøler at udleje Nando Rafael, men hvem fanden havde da regnet med at Graulund ville få en diskusprolaps tre dage før sæsonstart. Jeg tror stadig Erik Rasmussen er en god træner, og at han tror på sine spillere har jeg sådan set kun respekt for.

Ledelsen med Brian Steen Nielsen har lavet fejl, men det gør alle ledelser. Alt i alt synes jeg Brian Steen har gjort et rigtig godt job. Under ham har AGF tjent en hel del på at sælge spillere og truppen består nu af mange flere lokale talenter end før. AGF har tabt en masse penge, og hvordan det er sket, ved jeg ikke, men det er ganske givet ikke Brian Steens skyld, men nok længere oppe i systemet. Til trods for det, synes jeg faktisk stadig AGF’s trup er god og fyldt med spændende spillere. Tidligere træner Ove Pedersen var i sidste uge ude og sige, at han mente, at AGF’s trup var på niveau med truppen under Peter Rudbæk i 90’erne. Så jeg er ikke den eneste, der har den holdning.

Nå ikke mere fodbold herfra i dag. Det undrer og ærgrer mig, at AGF skal rykke ned. Men jeg respekterer det også og håber bare, at klubben vender hurtigt tilbage.

Print Friendly, PDF & Email

3 meninger om “AGF – en forsvarstale”

  1. Nej, jeg fatter heller ikke, hvorfor så mange jubler over GF's fiasko. Et eller andet sted har det vel – som du næsten også antyder – noget med misundelse at gøre. Faktum er bare, at Randers eller Silkeborg kunne vinde Champions League uden at få halvt så meget presseomtale som et GF-hold i nedrykningsfare. Jeg tror, vi rykker ud. Med 41 point. Hvilket plejer at være nok til en sjetteplads eller deromkring. Muggen røv, men igen har denne sæson bevist, at det ALDRIG er kedeligt at være hviii'.

  2. Jeg ved ikke, hvorfor folk hader AGF så meget. Og det endda på trods af, at jeg selv hader dem.

    Først og fremmest, så synes jeg, at Brian Steen er et kæmpe fjols. Mest på banen, men også uden for. Han er et grimt menneske i mine øjne, og han må gerne rykke ned.

    Jeg kan egentlig godt li' Tryllerik, og jeg kan også godt li' mange af deres spillere.

    Så mon ikke bare det handler om, at det er sjovt – i et jantelovsramt land -, at de store fejler. Mon ikke også FCK eller Brøndby ville få en del omtale, hvis de rykkede ned?!

Lukket for kommentarer.