Så er jeg igennem Bowie-bogen af Jan Poulsen, og selvom bogen ikke er noget mesterværk, har det været en hyggelig tur gennem Bowies pladeliv. Samtidig med, at bogen er blevet læst har pladerne kørt på enten pladespilleren (eller Ziggy Stardust har) og på CD-afspilleren, og sikke en fornøjelse at lære Bowie at kende igen igen. Fra de første mesterværker som Ziggy og Aladdin Sane til Berlinpladerne til 80’ernes kommercielle gennembrud med Let’s dance og til 90’ernes genkomst med Black tie White Noise og The Buddha of Suburbia til den nyeste jeg har med ham, Hours fra 2004 (mener jeg). Jeg har et par mangler i min samling, som jeg skal have rodet bod på. Jeg mangler The man who sold the world og Space Oddity fra begyndelsen, og dem skal jeg altså have. Jeg mangler også de eklatante fiaskoer Tonight og Never Let me down, men dem behøver jeg faktisk ikke, så dårlige skulle de være. Og så kan jeg faktisk forstå af Jan Poulsen, at jeg også mangler de nyeste Heathen og Reality, som han er ret begejstrede for. Seks plader lyder af meget, men Bowie har ved gud lavet mange plader og jeg har heldigvis de fleste af denne prægtige sangers katalog. Sidder og håber han kommer forbi Danmark igen. Jeg har kun set ham en gang på Ringe og det er da langt fra nok.
Hvis jeg ikke husker meget fejl, så kan man netop nu få Space Oddity i TP for en halvtreller
Jeg synes ikke, man kan betegne det som en mangel, at du ikke har de seks plader, du nævner. Jeg kender fem af de seks plader, du nævner (ikke Never Let Me Down), og de er altså langt fra topniveauet. Hvis du absolut skal have nogen af dem, så skal det være Space Oddity. Men jeg ville helt sikkert finde seks andre plader, hvis jeg skulle ud og købe. Fx Blood on the Tracks med Bob Dylan, som er verdens bedste album nogensinde, og Byrds-pladerne fra 1966 til 1968.
@Søren:
Blood on the tracks er allerede i pladeskabet. Hører du egentlig stadig Bowie i ny og næ, eller fik du for meget af ham i midthalvfemserne?
Jeg er ikke nået til Byrds endnu, men måske jeg skulle vove mig ud i det.
Nej, jeg sætter aldrig Bowie på selv. Jeg fik lige rigeligt dengang for en 10 år siden, og så har jeg nok selv bevæget mig en anden retning end Bowies. Bowie er pokkers dygtig til de ting, han laver, men jeg savner noget sjæl, noget autentisk følelse i hans sange. Det sted, hvor jeg fornemmer mest af denne ægthed, er nok på Low, som derfor er min favorit nu om stunder.