Tak for i aften

Tak for i aften. Selv tak. Sådan faldt ordene. Ja sådan var dialogen, da fruen og jeg passerede Niels Hausgård i går aftes klokken 23.15 uden for Magasinet i Odense. Forinden havde vi overværet et tre og en halv times show (bevares med pause, men alligevel). Det var sjovt, alvorligt, skarpt, sørgeligt og så pisse fint som kun ham Niels Hausgård kan gøre det. Min far var vild med Niels Hausgård, og da jeg var knægt hørte vi ofte Hausgård sammen på min fars billige anlæg. Det var hyggeligt.

Og nu fik jeg så sagt en sætning til ham Niels. Så har jeg snakket med ham og med Jørgen Leth. Jeg har også hilst på Steffen Brandt, så nu mangler jeg bare at udveksle et par ord med Kim Larsen, så er mine danske helte på plads. Sjovt nok er Kim Larsen den af de fire jeg har set flest gange. Han bor jo i Odense og kommer tit på diverse beværtninger. Det gjorde jeg også en gang. Nu er jeg mere far-agtig og kommer ikke så meget ud. Men jeg er en starfucker – og så bliver det ikke finere. Ja det skulle da lige være Signe Svendsen.

Print Friendly, PDF & Email