Så går man ellers af sted på livets evindelige boulevard. Vandringen har bragt mig til en bro uden rækværk og under den er der sort vand. Jeg behøver ikke gå den vej. Jeg kan sagtens gå udenom i en rund og elegant bue uden farer og tynde bobler. Det er et valg. Broen drager og det sorte vand skræmmer mig. Jeg kunne også bare gå til bageren og købe kager og damer på fad. Det hele er jo så nemt. Det er bare mig og mig og så videre mod nye højder og ingen snakke med håbløse udgange og kamp for livet og smørrebrød købt hos tykke købmænd i jævnt tøj. Jeg holder mig for øjnene og går ud på broen vel vidende, at fald gør ondt. Men kærlighed gør også ondt alligevel. Den gør også hel. Hel hel hel hel. Hel kærlighed i en rablende strøm af dumme ord.
