Jeg er levende. Men ikke mere end det. Jeg er til stede som en organisme i universet, men så heller ikke mere. Jeg kan ikke fungere i denne verden. Jeg hader at bo, hvor jeg bor, men ser ingen alternativer. Jeg hader at være arbejdsløs, men kan ikke se, hvad fanden jeg kan bruges til i denne verden. Jeg savner mine børn, men når vi er sammen er jeg sur og uden overskud. Jeg ser verden gennem deprimerede øjne, og ser kun lykkelige mennesker med penge og huse og biler. Jeg orker ikke mere. Fremtiden er sort. For 15 år siden troede jeg nok på, at det måske skulle gå. Jeg endte som en svulst i et ægteskab, der gik i opløsning. Nu betaler mine børn prisen. Min pris er for længst betalt. En gang var jeg et offer, nu er jeg en bøddel. Hvis bare man kunne lave sig selv om. Hvis bare man kunne fjerne angst og smerte. Det kan man ikke.
