Det er helt vildt, at det er så sikkert som amen i kirken. Sådan har jeg altid haft det. Efter dage med sjov og ting og sager kommer melankolien snigende.
Den var der allerede i går på cykelturen. Og da jeg kørte op mod mål og så og hørte mine børn råbe far far far, var jeg tæt på at tude. Melankolien blandet med en helvedes masse kærlighed.
Nu sidder jeg i et tog på vej mod København. Her skal jeg mødes med Bo. Vi skal til koncert med Manic Street Preachers. Jeg savner mine børn. Om en time er jeg sammen med Bo og så er jeg glad. I morgen rammer melankolien for alvor. Så skal jeg ikke se eller høre noget med alt for mange følelser inden jeg begynder at hyle som en lille pige, der ser Bambi for allerførste gang. Så handler det om ikke at ryge længere ned. Jeg kan mine tricks nu. De er mulige uden et job. Med et job havde jeg ikke siddet her i toget nu uden at have fri de kommende to-tre dage. Sådan er det bare. Sådan er livet. Det er der jo ikke så meget at gøre ved. Nu kører vi over Storebælt.
