I går tog jeg lidt tidligere fri fra job end beregnet. Jeg tog til Århus. Min gamle ven Søren holdt reception fordi han havde udgivet en bog med og om sin nye ven Peter. Det lyder meget jysk. Det var det også. Og det er positivt ment i min verden.
Søren er Søren HC og Peter er Peter Graulund. Søren har spillet fodbold på serie 6 niveau sammen med mig. Peter har spillet Superliga og Bundesliga. Derfor handlede bogen om Peter, og det er jo fint, og den har fået meget presse.
Men i min verden handler det mere om Søren. Morrissey sang engang at we hate when our friends become succesfull. Og jeg kender følelsen. Men ikke i går. Næh jeg var sgu kun glad på Sørens vegne. Bogen sælger, men kommer også til at få nogle hug fra mange sider. Det kræver mod at skrive. Og Søren ef sgu modig. Hvor vi andre akademikere i mange år holdt os i baggrunden med vores ironiske distance, har Søren aldrig holdt sig tilbage. Med en vis naivitet og åben pande har han altid gjort ting. Og fucking hell, hvor har jeg respekt for det.
Jeg vil også lave noget og kommer også til det. Men i mange år turde jeg ikke. Tænk hvis jeg tog fejl. Tænk på hvad de kloge ville sige. Men inden jeg dør vil jeg sgu skrive den bog. Vil jeg lave den film. Vil jeg tage de billeder. Vil jeg cykle rundt i en verden af natur og kærlighed.
Jeg havde best buddy Søren med til reception. Eller havde han mig med?
Han tør også noget. Jeg tør sige, at jeg nød at være i deres selskab. Peter virkede også rar, men jeg kender ham ikke.
