Jeg har det noget ambivalent med Roskilde Festival. På den ene side repræsenterer den alt det, jeg står får. På den anden side er det bare alt alt for meget. Jeg elsker musik, og jeg elsker det skæve. Jeg er dog ikke vild med der forfald man oplever. Jeg elsker en kold øl og gode venner, men jeg hader lugten af lort fra overfyldte toiletter. Jeg hader også lugten af hash. Folk må ryge alt det tjald, de har lyst til, men jeg kan bare ikke snuppe lugten.
Jeg elsker at folk er frie og lidt vilde, men når det bliver et mål i sig selv bliver jeg sgu træt. Jeg er som jeg er, og hvis jeg er grå og kedelig, så lad mig dog være det.
Roskilde er på en vis et modspil til det etablerede samfund. På den anden side er det et eksmpel på, hvordan vi har brug for civilisation for at overleve. Folk sviner jo helt helt helt vildt på Roskilde og der er forventninger om at ens affald samles op af frivillige eller romaer på pantjagt. Og det er måske fint nok.
Jeg aner ikke om jeg kommer til Roskilde igen. Hvis jeg gør bliver med dobbeltheden i baghovedet og et trods alt positivt syn på musik og mennesker.
