Dårlig start

Egypten. Ankommet i Egypten efter 11 timers tur fra Odense til hotellet i Makadi Bay. Hotel er måske så meget sagt – det er snarere en helt lille by af små lejligheder og swimmingpools. Jeg kan godt lide hoteller, det her er jeg mere ulden over for. Ved et normalt hotel er det bestemt, hvor man spiser morgenmad og alting er centralt og derfor også trygt. Her er det anderledes. Der er flere restauranter og mange barer. Og alt er betalt på forhånd. Alt er inkluderet i prisen, så det er bare at kræve. Bare at spise. Bare at få de smilende egyptere til at springe. Det er underligt. Det føles som om man er overklasse. Jeg er ikke overklasse og har aldrig været det. Jeg ønsker heller aldrig at blive det. Jeg hører til i midten af samfundet. Der, hvor alt er middel. Der, hvor alt er lidt gråt og dog alligevel trygt. Her er ikke gråt. Her er orange. Og blåt og grønt. Vi er placeret som et lille samfund ude midt i ørkenen. Bygningerne har alle en orangeagtig farve. De er ikke orange, som en appelsin, men mere over i det lyserøde uden dog at blive lyserøde. Og alt ligner alt. Det hele er ens, og man kan ikke se forskel på, hvilket hotel, man går rundt på og i. Det hele er ens. Det er folkene også. Både de lokale egyptere med deres venlige smil og lille overskæg og de tilrejsende mennesker, hvor jeg for en gangs skyld på ingen måde er blandt de tykkeste.

Snart farvel og på gensyn

Nu tager vi snart ned og leger med hajer. Det skal nok blive fint og dejligt, og når vi så kommer fine og brune hjem, holder vi jul og jeg skriver den store nordiske roman.

Jeg tager dog computeren med og vil blogge lidt fra syden, som jeg også gjorde sidst vi var på ferie. Det husker jeg som fine indlæg fra en fin tid.

Nana har i øvrigt fødselsdag i dag. Det er tre år siden hun blev født. Det var en underlig tid for tre år siden. Jeg arbejdede på Jobcenter Odense, og jeg hadede det. Jeg havde det pisse ringe og gad ikke noget som helst og kort tid efter Nana var født blev jeg sygemeldt med depression og stress. I dag har jeg vist kun stress. Og så har jeg et job, som måske ikke er mere vigtigt for jordens overlevelse, men som til gengæld gør mig glad, og hvor jeg laver noget, jeg synes er fedt. Jeg får penge for at lave film. Det gentager jeg lige, jeg får penge for at lave film. Det er altså ret fedt, og jeg møder godt nok nogle dejlige og interessante mennesker. Og min drøm om en dag at skrive en bog og lave en film er kommet tættere på. Om det bliver godt eller skidt gør ikke så meget, bare jeg en dag får det gjort, og det tror jeg altså, at jeg gør. Men nu skulle det nok handle mere om Nana. Hun er sød og er blevet en lille primadonna med egen vilje og manerer. Hun har nydt sin dag i dag i fulde drag. Hun har sunget fødselsdagssang for sig selv omkring 40 gange vil jeg tro.

Fred og ro

Hvor er det dog dejligt med fred og ro. Lene er i Berlin og ungerne sover sødt i deres senge, og jeg har lige haft en times ro med mig selv. Eller det vil sige, jeg har arbejdet lidt og nu har jeg ro. Bevares jeg synes da både kone og unger er dejlige, men hvor er ro da fantastisk. Da jeg studerede var jeg ofte vågen hele natten og sov om formiddagen, specielt når jeg skrev større opgaver. For om natten var der ro. Bare mig, nogle bøger, en computer og ellers fred og ro. Jeg husker tydeligt kælderværelset på Helgesvej i Åbyhøj. Der var rodet og ikke altid gjort rent. Her boede jeg for mig selv og når natten faldt på, nød jeg roen. Som jeg husker det sluttede TV Danmark hver aften deres program med to serier. Det var enten Sams Bar, Taxi eller Frasier. Så sad jeg i min seng og så det, og da det var slut gik jeg i gang med at læse og skrive. Det var ofte meget ustruktureret og usammenhængende. Mange fodboldblade blev også læst, og computeren blev vel lige så meget brugt til sensible soccer og lignende fjollede spil som kabale og hjerter fri. Internettet havde jeg ikke – det var ikke så udbredt i 96 må man sige. Havde det været i dag ville jeg bruge natten på at surfe efter dit og dat. Måske blive klogere, måske bare blive underholdt. Nu vil jeg surfe lidt rundt og derefter læse lidt i Min Kamp.