Det er snart den 1. august. Det vil sige, at jeg har fem måneder tilbage af min projektansættelse. Og hvad skal der så ske? Jeg ved det som sædvanligt ikke. Måske de fastansætter mig i UCL, men det er på ingen måde, noget jeg regner med eller forventer. Og så vil jeg være 37 år og igen uden for det dersens arbejdsmarked, hvis jeg da er uheldig. Men det tror jeg nu ikke, at jeg er. Jeg er faktisk ret optimistisk. Min projektansættelse har faktisk været god for mig. Jeg har indset, at der er ting, jeg er god til, og at de ting jeg altid har været ringe til, ikke er så vigtige for mig. Når jeg er ude og undervise går det godt. Når jeg laver film, går det godt. Når jeg møder nye mennesker går det godt. Når der skal genereres idéer, går det godt. Når der skal laves timeregnskab går det knap så godt. Når der skal skriver beskrivelser om dit og dat, går det ikke så godt. Når ting virker forkerte og der går politik i lortet, går det knap så godt. Det er sgu fedt.
Og selvom nogen sikkert er træt af mine små internetfilm, har jeg flere idéer på i støbeskeen. Blandt andet mine små portrætfilm. Jeg har på nuværende tre emner. Den ene skal nok blive til noget, de to andre er nok mere tvivlsomme, men det handler om at få folk overbevist. Og så skal jeg have taget mig sammen og lavet mine film om Diers Klinik færdig. Det må jeg gøre i weekenden.
Og nåh ja, så var jeg da lige ude og cykle 40 kilometer her til middag. Det er så fedt.
