Lene er i Berlin. Hun er faktisk ikke i Berlin. Hun er på vej hjem. Jeg har været alene med ungerne siden i torsdags, og det har været super dejligt og hyggeligt, og min selvtillid som far har fået et lille ryk op. Specielt i går, da jeg gik en tur på legepladsen (der er ca. 1 kilometer derover) med ungerne og hunden. Aske cyklede på sin cykel og Nana var i klapvogn og far havde styr på sagerne. Vi legede og hyggede. Da vi så kom hjem, skulle vi have lidt frokost inden vi skulle en tur til Kolding for at besøge Line og Anders. Alt kørte i smør. Men opvaskemaskinen kørte og den normale brødkniv lå derinde, og jeg er ikke typen, der bare sådan åbner opvaskemaskinen, når den arbejder. I stedet tog jeg en stor kniv og gav den en tur på strygestålet og skulle så lige skære lidt rugbrød til ungerne, men det var ikke så nemt som med en normal brødkniv, så jeg pressede lige lidt ekstra. Smut. Og så var der blod over alt. Lige ned i venstre hånds pegefinger. Ud på toilettet, en masse papir rundt om og så op over hovedet med fingeren. Det var noget pis. Nana og Aske var også ude i køkkenet og Nana bemærkede, at der var maling på gulvet og på hendes hænder. Hmmmm – det var ikke maling. Hvad gør man så? OK, tænkte jeg, den her klarer jeg ikke selv. Jeg fik fat på naboen, der kom forbi og hjalp. Og så var det, at tøsen i mig kom frem. Jeg sagde ikke et kuk, da såret blev renset og der kom forbinding på. Vi blev enige om, at jeg ikke behøvede at få det syet. Og så var det, at jeg blev hvid i hovedet. Jeg har prøvet det før hos lægen med en kanyle inde i armen. Jeg kunne bare mærke, at nu skulle jeg ned og ligge ellers ville det gå helt af sig selv. Så mens Anne kiggede efter ungerne, der nu så Pippi. Lagde jeg mig på gulvet i stuen, svedende og hvid i hovedet.
