Åh som alle de andre

Der er gang i den her i Odense. Eller det vil sige, det er der ikke lige nu. For nu tager jeg en slapper. Afleverede ungerne i børnehaven i morges og rykkede direkte hjem i seng, og her er jeg endnu. Dejligt med et arbejde, hvor man i store træk selv kan bestemme sin arbejdstid. I går var jeg i Fredericia til vejlederkonference, hvor min projektleder og jeg skulle præsentere Usite.dk for lidt over 100 vejledere fra Region Syddanmark, og det gik vist meget godt. Så kom jeg hjem og arbejdede indtil jeg skulle til forældremøde i ungernes institution. Her blev jeg så valgt ind i forældrerådet, så der sidder jeg så nu, altså ikke lige nu, for nu ligger jeg jo i min seng. Og dagen i går blev afsluttet med et par øl på pubben, mens Liverpool fik stryg af Fiorentina i fjernsynet. Et fortjent nederlag, og sådan var det bare. Jeg var hjemme ved midnatstid og da ungerne vågnede lidt i seks i morges, tog jeg altså konsekvensen og gik tilbage i seng. Nogle vil kalde mig doven og doven og atter doven, og de kan muligvis have en pointe. Selv føler jeg mig bare træt, og helt ufattelig heldig, at jeg kan tage en slapper en onsdag formiddag.

Print Friendly, PDF & Email