Så er den sgu gal igen

Efter en hyggelig dag og aften med X-box og fodbold i tv sammen med ni andre gutter i Agedrup, vågnede jeg til noget af et chok i går morges. For pressens radioavis kunne nemlig fortælle, at den åbenbart er helt gal i Danmark, hvor der nu er akut mangel på gymnasielærere. Faktisk lyder det som om, at der nu ikke længere findes folk, der kan påtage sig hvervet som lærer i den danske gymnasieskole, og det er nu så grælt, at man er begyndt at ansætte folkeskolelærere (puha da da). Så er det jo den opmærksomme læser, vil sige, at forfatteren af denne blog endnu engang har sneget sig uden om gærdet i stedet for at hoppe over, hvor det var lavest. Når der nu er mangel på gymnasielærere, hvorfor fanden er jeg så ikke i gang. Jeg indrømmer, at fejlen er min. Jeg undskylder over for Claus Hjort og Lars Løkke og Bendt Bentjentsen og Anders Fogh og Per Stig. Jeg er en bedrager, en kriminel uden sidestykke. (At det er i Nordjylland, der mangler gymnasielærere med fysik og matematik er sådan set sagen underordnet).

Så kan man jo sige, at Claus Hjort og Lars Løkke har haft snablen lige lovligt nede i statskassen, men der er jo bare bilagsrod. Man kan også hævde, at Lars Løkke holdt vigtige oplysninger tilbage for folketingen i forhold til kommunalreformen, men så gik det da lidt hurtigere. Man kan også spørge Bendt om han hygger sig i hans mobile kontor, og om Per og Anders har dårlig smag i munden ved at tilbageholde oplysninger om Irak inden vi hoppede ind i en krig, men det gør jeg nu ikke. Herregud det er jo bare en krig og de soldater var sikkert døde alligevel. Nej lad os nu fortsætte med at være efter de rigtige syndere i dette land – de arbejdsløse, kunstnerne og de generelt ugidelige syge mennesker, der bare feder den fra morgen til aften, og lad så denne regering blive for evigt, for de har virkelig fået gjort op med gammeldags pampervælde og centralstyring.

Print Friendly, PDF & Email