Så er det vist blevet tid til et par filmomtaler igen (læs: der sker intet i Odense overhovedet). I denne uge har jeg set to film, der minder en anelse om hinanden, nemlig Tristam Shandy og Direktøren for det hele. Tristam Shandy er jo en pivgammel roman, der er kendt for at være postmoderne inden det moderne overhovedet var trådt ind i denne verden. Jeg har læst de første 100 sider af denne kropumulige bog, og så havde jeg vel fanget pointen. Den handler om Tristam Shandy, eller det vil jo så sige, at det gør den ikke og det er det, der gør den interessant. For så vidt jeg ved er det Shandys levned og meninger, men bogen er så fyldt med digressioner, at Shandy aldrig når at blive født. En umulig bog at filmatisere, hvilket også er filmens pointe. Derfor er filmen blevet en metafilm af de sjovere slags. Jeg kunne godt lide den, men den var ikke fantastisk og kan kun anbefales til folk, der har en kendskab til bogen.
Direktøren for det hele er i hvert fald også en metafilm, men den er også en prut i et badekar. Den er ingenting, men den er samtidig lidt sjov og interessant. Jeg er ikke i tvivl om at Lars von Trier har elsket at lave den og elsket, at se den sablet ned af anmelderne. Det er så meget en prut i et badekar, at jeg godt kan lide den. Jeg tror aldrig, jeg får set den igen, men Trier er sjov og et fænomen og det er kun Trier, der får lov til at lave sådanne film i Danmark.
