Jeg er syg for tiden og ligger meget i min seng, men det er ikke hverken influenza eller skarlandsfeber, jeg lider af ,men den satans ting, der hedder depression. Det har jeg gjort alt den tid jeg kan huske, og jeg er ved at være godt og grundigt træt af det. Nu skriver jeg det her på min blog, så hele verden (eller de 3-4 læsere) kan få det at vide. For det er stadigvæk en tabubelagt sygdom, som man ikke rigtig snakker om. Det er stadig lidt tys tys, når folk modtager medicin og går til psykolog eller psykiater, men hvorfor egentlig? Hvis jeg havde brækket et ben, havde der været fyldt med billeder på hjemmesiden af benet i gips, og det havde været en ren fest. Nu har jeg så heldigvis ikke brækket benet, men lider af melankoli, som Søren Kierkegaard kaldte depressioner.
Det er en sindstilstand, men det er også en sygdom, der både er arv og miljøbestemt. Den har holdt mig i sengen i nu en uge, men nu vil jeg snart ud til verden igen. Jeg vil have det bedre, både for min egen, men for satan også for min stakkels familie, der ikke kan kan leve med sådan et fjummergøj som mig, som jeg er nu.
Skulle du have lyst til at læse mere om, hvorfor man ikke bare tager sig sammen og kommer op på hesten, kan du læse mere her og her. Det er desværre tilbagevendende, men jeg kæmper, som Jamie Carragher i Champions League finalen mod Milan i 2005, for at komme over det lort. Jeg er inderst inde en glad dreng, en god far og et sødt menneske – det er bare så satans svært at se lige nu. På mandag vil jeg prøve at gå på arbejde igen, for som Jacob Haugaard engang sagde: “Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge”.
Hej søde Honning
Nej, man kan nemlig ikke tage sig sammen. Man skal have noget omsorg og kærlighed og have at vide at man er god nok og at det en dag vil lysne. Og så er der det med at gøre de lystbetonede ting. Og måske man skal have en lille medicin og en lille bid kognitiv terapi…
Kram til dig
Normalt er jeg ligeglad med, hvilken uddannelse mine venner og veninder har, men her er det sgu alligevel rart, at du er cand. psyk. Tine. Jeg snupper lidt medicin og lidt af det kognitive, så må kærligheden komme udefra.
Kære Henrik,
Du er et fantastisk menneske – og blandt mine absolut bedste venner. Jeg er stolt af, at du er en del af mit liv – uanset din sindstilstand. Du er for mig et helt menneske – med store og mange følelser. Du er udtryksfuld – man kan sgu’ mærke, når du er glad – og man kan sgu’ også mærke, når du ikke er det. Det er og bliver helt og aldeles i orden – du er der altid for mig – du giver altid, alt hvad du kan. Gennem de sidste par år har jeg flere gange rådført mig med dig – og du har turde rådføre mig i den retning, som jeg inderst inde ved , er den rette. Du tør sige det, som ingen andre tør – du tør være en hel ven og et helt menneske. Tårerne pibler ud af mine øjne , nu hvor jeg skriver til dig – du betyder så meget for mig. Hang in there mate – good times are up ahead – det lover jeg dig!
Kom – lad os vandre ud i verden og ind i livet – vi er jo ikke engang halvvejs endnu:-)
Kære søde Henrik
Jeg synes det er nogle rigtig fine ord de andre har skrevet til dig, og synes, det er svært ikke at skrive noget, der kommer til at lyde plat eller pladderromantisk – derfor har jeg også rettet dette mange gange.. MEN – jeg vil bare, at du skal vide, at jeg synes du er et dejligt menneske og jeg håber sådan at du finder vej ud af dynerne og mørket i dit sind. Jeg kan hverken give dig medicin eller kognitiv terapi, men jeg sender dig masser af kærlige hilsner herfra. Og også mange hilsner til din smukke Lene..