Yndlingsplade nr. 10

Jeg kan ikke placere mine yndlingsplader i yndlingsagtig rækkefølge, så jeg vil i stedet prøve at lave dem kronologisk, hvilket jeg håber er OK for den ellers så anonyme læser. Det er onsdag morgen, og jeg sidder og drikker kaffe, mens Pop Will Eat Itself kører på anlægget. Pladen er ikke blandt de ti, men jeg holder meget af den, og hvad vil jeg så sige med det? Jeg vil sige, at denne liste på ingen måde er en objektiv liste over de ti bedste plader inden for de seneste 38 år, for det er jeg slet ikke i stand til. Dertil er min musikviden jo nærmest minimal. Denne liste er udelukkende med de ti plader, der på en eller anden måde har betydet noget i mit liv. Der skal være en historie bag, da det ellers er uinteressant. Det betyder dog også, at der ikke er mange nye plader på listen, da min store glæde og oplevelse med musik nok var størst i ungdomsårene. For et stykke tid siden hørte jeg en musikforsker i et program på P1. Han var kommet frem til at det musik, der virkelig betyder noget for os er det, vi har hørt i de unge år. Jeg kan ikke helt huske hans grænse, men mener det var fra 17-25 eller noget i den stil. Min første plade er dog ikke fra den periode i mit liv. Jeg var yngre. Jeg har været 8 eller 9 år, da den udkom, og det var også deromkring, at jeg fik den. Jeg gik på fritidshjemmet Marselisborg, og der hørte vi altid meget musik. Jeg kan huske, at Uffe fra Thomas Helmig Brothers arbejdede der som medhjælper, men det var nu mest Poul Eriks musiksmag, jeg lagde mig opad, men mere om det, når vi kommer længere frem i tiden.

Vi er i 1982. Året, hvor Italien vinder VM i fodbold. Jeg holdt med Brasilien, og det er måske også det VM, der har haft det bedste hold, der ikke vandt – nemlig Brasilien, der blev slået ud af Italien i en lidt underlig mellemrundeting man havde dengang. VM var i Spanien og en af de sjove ting var Camerouns målmand Thomas N’kono, der stod i halvlange bukser, da han syntes det var lidt koldt. Det var højsommer i Spanien og ikke under 30 grader. Mit unge liv handlede mest om sport og fodbold. Jeg spillede på 4. holder i AIA-Tranbjerg, og jeg mener 1982 var min første sæson. Jeg elskede alt sport, og mine helte var Ingemar Stenmark, Liverpool, Zico og vist også en ung Greg Lemond. I dette år udkom Kliche med deres anden plade Okay okay boys. Vi hørte den på fritidshjemmet mener jeg. Jeg havde i hvert fald hørt den, og var vild med den. I dag virker det lidt underligt, at jeg som så ung var begejstret for en noget speciel plade, men det var jeg altså. På det tidspunkt havde min kære storebror Klaus en musikbutik i Randers. Han havde startet Bendix Musik som den hed med min anden bror Thomas, men han var flyttet til København, så nu kørte Klaus den alene. Jeg var på besøg, og mens jeg var der spillede hans medhjælper, som jeg husker var langtidsledig, Kliche over til mig på et optagebånd. Jeg købte også tre badges for mine sparepenge. Badges var store i 70’erne og start 80’erne – det er de ikke mere. Jeg hørte pladen konstant, for så at glemme den igen. Så fandt jeg båndet igen, og hørte det igen konstant i mine teenageår. Jeg har hørt den plade så ufatteligt mange gange, og i dag har jeg den på CD, og elsker den stadigvæk. Teksterne er underlige og musikken er fra en anden tid, men for mig holder det stadigvæk. Jeg ved ikke, hvor båndet blev af. Jeg har på fornemmelsen, at jeg for nogle år siden smed alle mine bånd i skraldespanden. Det var min første rigtige piratkopi af en ting.

Mange vil sikkert mene, at Supertanker er en bedre plade, og det kan de måske have ret i, men for mig er det nu Okay okay Boys, der altid vil stå som Kliches værk. Det var ikke deres første plade, men det var det for mig. Det var den første jeg hørte med dem. I 1989 købte jeg Supertanker på vinyl. Jeg gad godt have Okay okay boys på vinyl også. Jeg er blevet så glad for min pladespiller.