Mandag

Det er mandag i kunstnerens verden. Kunstneren uden kunst. Vækkeuret ringede 06:30, da jeg skulle til psykiater klokken 09.10. Slog det fra og vågnede 08:56, og så var det ellers ud af røret og af sted til en aftale uden værdi. “Går det godt?”, “Tjahh som det plejer”, “Ikke værre?”, “Næhh” og så var den samtale slut.

I lidt over fem måneder har jeg nu boet for mig selv. Det er det længste jeg har boet alene i mit liv, som jeg husker det. Jeg har ofte været alene, men aldrig levet alene. Jeg er dårlig til det. Man burde sidde og koncentrere sig om ting, men i stedet er man bare ensom og skrøbelig. Tidligere vidste man, at børnene skulle hentes eller kom hjem, men nu er der ingenting. Jeg forstår, hvorfor ældre mennesker bliver ensomme uden job og uden familie. Det er sørgeligt, men i går så jeg lidt af et program om Frank Sinatra, der var fucked up i flere perioder i sit liv. Han vidste, at det ville vende og tingene blive bedre. Det håber jeg også på.

img_1334

Selvmål

I de år, hvor jeg har dyrket sport, som er i en del år, har det altid vist sig, at jeg og andre skulle have et mål at gå efter, hvis man ikke skulle gå død i sin sport. Hvis ikke man har et motionsløb i horisonten, så bliver det ikke vigtigt at træne. Hvis ikke man skal spille en fodboldkamp i weekenden, bliver det ikke vigtigt at træne. Sådan er det bare.

Hvis ikke man har et mål her i livet, bliver det ikke vigtigt at leve. Man skal have et mål med sit liv. Et mål for selvet. Et selvmål. Ellers er det hele lige meget. Det hele bliver bare ligegyldigt, og det ender med, at tiden bare skal gå inden vi skal herfra.

Sådan tænker jeg denne lørdag formiddag, og derfor gemmer jeg lige disse tanker på denne blog fyldt med tanker.

img_4032

Antikviteter på TV

Der er antikviteter i mit fjernsyn. Sådan er det ofte om formiddagen i det der fjernsyn. Så sendes BBC-udsendelser om folk, der enten køber gamle ting, eller bare får vurderet deres gamle ting. For år tilbage så Lene og jeg ofte disse udsendelser på BBC, når vi var på ferie i Lenes forældres sommerhus. Det er hyggeligt og langsomt tv, og jeg kan lide det. Jeg har ingen gamle ting i min nye lejlighed. Det hele er nyt og billigt. Jeg er ikke god til at indrette mig hyggeligt. Det er der ikke mange mænd, der er tror jeg. Min fars hus var hyggeligt og fint, men han havde også haft hjælp fra  min mor til at indrette og ændrede stort set intet i de 40 år han boede der. Jeg bor midlertidigt i denne lejlighed. Den er alt for ny og her er intet at tilbyde ungerne. Selv i ghettoerne i Danmark er der legepladser og gårde, hvor man kan lege. Her er bare en altan. Om nogle år vil det her være en fase i mit liv. Endnu en fase blandt livets mange faser.

 

 

Nordfyn og snak

Har været et par dage på Nordfyn, hvor vi har været i naturen, drukket kaffe og øl og vin og rom og snakket om livet. Nu overvejer jeg, om jeg skal læse til lærer i en ret så moden alder. Et eller andet skal der jo ske.