Måned: december 2007

Som denne sides flittige læser (findes en sådan?) nok har erfaret, er jeg ret så pjattet med Lars von Trier. Jeg er i øjeblikket ved at gense Riget hans fantastiske og monumenfuckingtalske TV-serie fra midthalvfemserne. Når vi nu i dette åh så herlige og dejlige land hver mandag snakker om de åh så gode TV-serier vi har fulgt med i om søndagen, må jeg simpelthen sige stop. Forbrydelsen, Krønikken, Nikolaj og Julie og andet er ikke andet end sødsuppebras i forhold til Riget. Det er jo en helt og aldeles fantastisk at se Ernst Hugo Järegård som Stig Helmer råbe “Dansk Jævla” på taget af bygningen. Og det er af højeste humorklasse at følge Bulder og Drusse løbe rundt på gangene efter spøgelser, for slet ikke at snakke om uhyggen, som serien alligevel formår at skabe. Lars von Trier er en gigant og dette værk, som aldrig blev færdiggjort, er også gigantisk. Siden har von Trier heller ikke formået at færdiggøre sin Amerika-trilogi, der ellers var sat helt og aldeles suverænt i gang med Dogville og Manderlay. Den sidste i trilogien Wasington bliver efter alt sandsynlighed aldrig til noget….Æv.

Det svar da som syv satan tænkte jeg i går, da jeg stod op og havde afsindigt ondt i hovedet. Jeg fik afleveret Aske og måtte så hjem i seng igen, hvor jeg så har opholdt mig indtil her til morgen. Jeg havde alle dejlige symptomer af et migræneanfald, men det kan da ikke passe, at jeg skal til at have migræne. Der må være tale om et enkeltstående tilfælde, men jeg har lige pludselig fået en kæmpe medfølelse med de folk, der lider af migræne – det er jo helt og aldeles forfærdeligt. I dag har jeg bare lidt ondt i min nakke og kun lidt hovedpine, men det er vist mest for at få lidt sympati fra verden.

Æv æv og atter æv. Liverpool har lige tabt til Manchester United igen igen igen igen og atter igen. Hvorfor holder jeg altid med de fodboldhold, der taber. Jeg er faktisk helt vildt sur og ikke til at være i stue med, så godt for min familie, at de har mig på sådan en iøvrigt meget tåget søndag.

Her til aften fik jeg besøg af Kasper Jensen, der kom forbi med en lækker kurv med chololade og andre lækre ting, som tak fordi vi er så fede som vi er. Han havde også gaver med til Aske og Nana og så var meningen, at vi skulle have set Fulham – Newcastle på mit alt for lille fjernsyn, men af en eller anden grund virkede mit Canal Plus ikke (PANIK – i morgen er det jo Liverpool – Manchester United), så i stedet så vi Batman Begins sammen med Lene og Nana. Det var og er suverænt den bedste Batmanfilm, der er lavet og herfra får den næsten fem stjerner ud af fem. Vi giver den sgu fire, for den holder big time.

I dag tog jeg en tur til byen for at kigge på verden. Jeg endte med at købe en del af verden, faktisk blev det til hele fire film. Den første jeg fandt, var den franske film De elskende fra Pont Neuf, en film jeg så da den kom i biografen i 90’erne, men ikke har set siden. Husker den som et desperat kærlighedsdrama, og det er jo ikke så værst. Jeg købte også Jim Jarmusch’s Stranger than Paradise, en film jeg også har set for mange år siden, men som jeg ikke husker meget af udover, at jeg syntes den var vildt cool. Twin Peaks – Fire Walk With Me blev det også til, det er ikke verdens bedste film, men den manglede i min David Lynch samling – David Lynch er i øvrigt højaktuel med Inland Empire, som jeg vildt gerne vil se, men det er sgu svært, når man har alle de børn. Til sidst købte jeg Batman Begins af Christopher Nolan, der måske bedst er kendt fra Memento. Jeg har aldrig fået set Batman Begins, men jeg har store forventninger til den, da den skulle være den bedste i serien. Film er fedt og nu har jeg også fået købt mig et abonnement på det danske filmmagazin Ekko.

Natten til fredag i sidste uge blev jeg far for anden gang, denne gang til en vidunderlig smuk lille pige. Natten til i dag døde min egen far. Min far var inderst inde et varmt og åbent menneske, men livet og ham blev aldrig nogensinde gode venner. Jeg kendte ikke min far så godt, da han altid har været et meget lukket menneske. Han oplevede sine teenageår under 2. verdenskrig og nåede også at opleve sine egne verdenskrige bl.a. i to forliste ægteskaber. Min far havde to sønner udover mig, Klaus og Thomas – dem holder jeg rigtig meget af, desværre ser jeg dem ikke så tit, da Klaus bor i København og Thomas i Omaha. I de sidste otte år af sit liv, sad min far i en beskyttet bolig og ventede på at dø, så chokket er ikke så stort, men alligevel overmander tankerne om livet dog en. Husk at lev det, mens du har det lille Henrik.

Kære far – livet bød dig trods og du endte som et ulykkeligt menneske med en masse indre dæmoner, du aldrig fik styr på og fred for. Jeg håber inderligt, at du nu har fundet fred. Fred for denne verden, som aldrig blev din ven.

Han er uden tvivl Danmarks største filmnavn i disse tider, og måske også gennem tiderne (kun Dreyer kan vel være med på verdensplan), og nu er han på vej i vælten igen. Den 25. december er der premiere på De unge år, som Lars von Trier har skrevet manuskript til. Filmen handler om Triers år på filmskolen og det skulle vist være en rigtig god sviner, som jeg vil glæde mig meget til at se. Det er ikke Trier selv, der har instrueret, da han som altid er i eksistentiel krise og ikke kan magte at lave film for tiden.

Trier har lavet fantastiske film som Europa, Dogville, Manderlay og Forbrydelsens element og han har heldigvis også lavet bras såsom Breaking the Waves. Han er altid klar med en kvik bemærkning, som også hans kommentar til Brians kulturkanon illustrerer meget godt.

Så er Liverpool videre til de afgørende cup-kampe i Champions League efter de i går udspillede Marseille og vandt hele 4-0 i den franske havneby. Liverpool er helt klart på vej frem og vigtigst af alt, er en ny stjerne født, Fernando Torres. Den smukke spanier er simpelthen helt og aldeles fantastisk, og sammen med Steven Gerrard har Liverpool nu i hvert fald to spillere i den absolutte verdenselite. Torres kan score fra alle vinkler, han er ekstremt hurtig på de første meter og så scorer han altså bare de kasser, som de røde har manglet i de seneste år. Allerede nu sammenlignes han med Liverpools allerstørste legende Kenny Dalglish. De to interviewes sammen her. Læs det og nyd at de røde er tilbage på det europæiske fodboldkort.

Det er ikke så ofte, jeg får set den 11. time. Faktisk tror jeg ikke jeg nogensinde har set et helt afsnit, men i går så jeg noget af programmet og det var faktisk endog meget meget sjovt. Den danske super fotomodel Lykke May analyserede sammen med Mikael Bertelsen en tekst af Kid Rock, og for at sige det med få ord, Blondes are just more fun. Se afsnittet fra den 10. december her.

Mona Sahlin fravælger Nobels latterlige priser for at gå til Bruce Springsteen-koncert. Hvor er det stort. Flere politikere som hende. Læs mere her.