Henrik Christensen

For at skabe lidt balance i universet lytter jeg også til andet end Sebastian for tiden. Lige nu kører de gode gamle nuttede drenge fra Guns ‘n’ Roses på anlægget med EP’en Lies. Jeg er vild med specielt de fire numre, der ikke er live. Det dårligste af de fire blev en single. Den hed og hedder stadig Patience. Den er lige her. Jeg ville hellere have delt One in a milion, men den kunne jeg ikke finde. Den fik drengene vist også lidt ballade med på grund af teksten, da folk ikke fatter en rygende fis af noget som helst.

Jeg hører Sebastian. Igen og igen. Jeg er faktisk helt væk i hans fantastiske univers for tiden. Jeg ved godt, at jeg har skrevet det før, men hans tekster er jo fænomenale. Og måske er det pop og vellyd, men koret i 80’ernes Boheme med Lis Sørensen er så flot, at jeg næsten tuder. Jeg tuder ikke, men får i hvert fald gåsehud over sangene. Jeg husker, hvordan jeg engang af en dansklærer blev introduceret til 80’ernes Boheme og om, at den hander om Michael Strunge. Det er ikke til at sige, om den handler om Strunge eller om andre sorte 80’er-typer, men jeg husker bare, at vi snakkede om det, og at jeg var voldsomt fascineret. Jeg er også fascineret af Strunge, selvom jeg aldrig har været helt pjattet med hans digte.

På ingen måde skal mine børn se fjernsyn om morgenen. De skal bare op og spise morgenmad, børste tænder og så i skole, og det kan kun gå for langsomt. Sådan har jeg tænkt i mange år nu. Og sådan skal det også være, eller skal det?

Her til morgen fik ungerne lov til at se fjernsyn mens de tog tøj på, og mens de børstede deres små fine børnetænder. Og så var det at Aske sagde, at det havde været en dejlig morgen. Og vi hyggede og snakkede og ingen var sure. Sådan kan morgener altså også være. Det havde jeg vist lige brug for at vide.

Man skal ikke stille børn for mange spørgsmål. Man skal ikke diskutere med sine børn. Man skal slå fast og stå fast. Det er bare heller ikke så nemt. Men i dag fik de da pizza og et blad og lov til at se et par film. Så blev de kylet i seng uden alt for meget omsorg. Det skulle gå lidt hurtigere end de seneste dage. Aftenens øl er drukket og der er fodbold i fjerneren. Livet kører fortsat.

En af dagens nyheder er, at Sebastian optrådte på TV for første gang i 20 år, da han i går sang “Du er ikke alene” med Stine Bramsen. Da jeg var knægt var Sebastian stor, og jeg har altid kunnet lide ham, men aldrig haft en eneste plade med ham. Det er en fejl. Nu har jeg Telmore Musik og nu hører jeg Sebastian for fulde hammer. “Romeo”, “Hvis du tror du er noget”, “Når lyset bryder frem”, “Rose” og så videre og så videre og så den jeg har lagt ind her nedenunder. Sebastians tekster er mesterlige. De er på et niveau, som kun få kommer op på i Danmark. Han er deroppe med CV og Steffen. Det er kunst. Det er smukt. Folk burde høre meget mere Sebastian.

Så tog fruen til Island i en uges tid og herren er nu alene med de to dejlige unger. Det kræver noget, jeg ikke er super god til. Det kræver planlægning og struktur. Allerede efter 10 minutter kedede de sig og var sure på deres far, fordi de ikke måtte spille/se fjernsyn. Men jeg orker bare ikke en uge, hvor de sidder foran en skærm og ikke gider andet. Så nu prøver vi at lave en uge uden spil og håbe på, at det sætter gang i det mere kreative både hos børn og voksen. Man kunne eksempelvis tage billeder og lege lidt med det.

Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook. Jeg må ikke lade mig gå på af folks kommentarer på facebook.

Det er bare så pokkers svært. 

Jeg har sgu ikke travlt. I dag gik jeg mig en tur med Birgitte, der skulle på job, efter vi havde afleveret unger. Så gik vi og sludrede om livet og verden og så gik jeg ind på OFF med hende og drak kaffe med folkene på OFF, og så slentrede jeg hjem igen. Da var klokken blevet 11 og så nappede jeg en mad med makrel og mayo efterfulgt af lidt kaffe og lidt Seinfeld.

Dagens højdepunkt var måske, at jeg fandt ud af Google Music. Nu har jeg uploadet alt mit på computeren liggende musik til google, og nu kan jeg høre det online, hvorend jeg er og det koster gratis. Alle tiders.

Og så fik jeg lavet en lille film til Odense Centralbibliotek færdig. Det er blot en lille bitte oplæsning, som de kan bruge. Ikke noget vildt, men bare lidt og lidt fint.

På min gåtur i dag tog jeg et billede af VUC i Odense. Det er nyt og ser således ud.