Jeg hører Sebastian. Igen og igen. Jeg er faktisk helt væk i hans fantastiske univers for tiden. Jeg ved godt, at jeg har skrevet det før, men hans tekster er jo fænomenale. Og måske er det pop og vellyd, men koret i 80’ernes Boheme med Lis Sørensen er så flot, at jeg næsten tuder. Jeg tuder ikke, men får i hvert fald gåsehud over sangene. Jeg husker, hvordan jeg engang af en dansklærer blev introduceret til 80’ernes Boheme og om, at den hander om Michael Strunge. Det er ikke til at sige, om den handler om Strunge eller om andre sorte 80’er-typer, men jeg husker bare, at vi snakkede om det, og at jeg var voldsomt fascineret. Jeg er også fascineret af Strunge, selvom jeg aldrig har været helt pjattet med hans digte.
