Måned: november 2015

Her til aften var jeg en tur på Odense Stadion med et par af mine dejlige venner fra denne by. Det var ikke engang så koldt, som det burde være, og jeg drak ikke nogen øl, og kampen var ret dårlig. Men Rasmus Falk scorede et klassemål i tre minutters overtid og det var sgu fedt at stå på et fodboldstadion og råbe lidt og hygge sig med gode mænd.

I går var det Black Friday. Det begreb kendte vi ikke i Danmark for tre år siden, nu går folk bananas for at spare lidt penge på ting, de garantrisse ikke har brug for. Herligt. Jeg købte nu ikke noget, men var i stedet til juleklip i Nanas klasse, hvor vi spiste pebernødder, som vi selv havde bagt. Det var hyggeligt og alle tiders, og så åd vi fredagsslik og spiste pizza, mens vi så Disney og Hvem var det nu vi var. I dag har jeg været ude og cykle i et par timer med en god ven, og jeg blev mega mega beskidt af at ligge i hjul på ham igennem skoven. Så da vi mødte nogle spejdere spurgte de, hvorfor vi var så mudrede til. Solen skinner og alt er fint og vi har lige set sidste afsnit af Rigtige Mænd. Jeg elsker det program og begyndte at tude, da Jonas friede til kæresten. Sådan er jeg nemlig – en tudetrold og en blød blød mand.

Og så tog jeg lige de her billeder af den smukke familie. Dem har jeg været heldige med.

Kender I det med at man læser en masse selvhjælpsbøger, for at få det bedre, og det hjælper aldrig en skid. Og det gør det jo, fordi dem der skriver lortet ikke aner, hvad fanden de skriver om, men bare lever i en dum Alt-for-damerne-verden. Og så kan man ikke leve efter den der selvhjælpsbog og så får man det endnu dårligere og så bliver alt bare noget rod, og man kunne lige så godt have sparet pengene til den dumme bog og brugt dem på damer og sprut i stedet. Og alt det har Svend Brinkman sådan set allerede været inde på, så stop nu Henrik og kom videre med dit liv. Tak. Og ja ja vil jeg så sige, og så alligevel lige hæfte mig ved en amerikansk neuroforsker, der har fundet fire ting, der rent faktisk kan få dig i bedre humør. Han hedder Alex Korb og forsker ved UCLA, og det er jo herligt fint.

De fire ting er:

1. Gratitude. Tænk på de ting i verden, du er taknemmelig for. Bare det, at du begynder at lede efter dem får dit humør til at blive bedre, også selvom du ikke finder nogen.

2. Giv det dårlige humør et navn. Den forstår jeg ikke helt, men det skulle åbenbart også få en på bedre tanker. Jeg tror ikke man skal kalde det for Egon eller Mia, men for melankoli, tristhed eller lignende.

3. Fysisk kontakt. Fysisk kontakt med andre mennesker er godt. Krammere er gode. Det påvirker hjernen i en god retning.

4. Tag beslutninger. Beslutningerne skal ikke være perfekte, men de skal tages. Hver gang du tager en beslutning bliver du i bedre humør.

Det har han skrevet om i en bog, som hedder The Upward Spiral. Den vil jeg købe og læse, så er det sagt og så tog jeg den beslutning. Jeg er taknemmelig for min familie og mine fantastiske venner og for at jeg kan gå uden job i et stykke tid. Mit humør kan vi kalde for melankoli og lige nu nusser jeg min hund og om lidt vil jeg kramme min kone.

Hos lægen i tirsdags snakkede vi om tankemylder. At jeg tænker mig selv ihjel. Den ene tanke tager den anden og den tredje og så ender jeg med at hoppe ud fra en bro. Derfor skal jeg for alt i verden lære at sige pyt eller fuck det eller bare lade ting ligge. Men det er svært som bare pokker. Man kan dog bruge sin blog til at skrive sine frustrationer ud. For hvorfor skal det være så pissesvært at lave et lille bitte iværksætterselskab, der bare vil sælge et par t-shirts til gode mennnesker, og hvorfor er jeg så skide uenig med mange af forældrene i sønnikes klasse, når jeg nu er den klogeste i hele universet. Ja og hvorfor skriver den dumme Liverpoolbog ikke bare sig selv, og nu kom der vand i kælderen, hvem fanden ordner sådan noget møg. En ting er dog sikkert, man kan ikke tænke problemerne væk. Enten lader man dem ligge, eller også gør man noget ved dem. Fuck det.

Det er sådan set det eneste, som at jeg fejler. Jeg kan ikke styre mine tanker og ikke fokusere på noget i længere tid ad gangen. Det gør det svært at skrive opgaver, bøger, at læse bøger, at se film og måske endda også at have sådan et rigtigt arbejde. Til gengæld kan man skrive blogindlæg, der hopper fra øst til vest hele tiden. Man kan pludselig skrive at man håber Danmark vinder i aften og hov, der var et egern og skal jeg mon på kontoret i morgen eller hvordan ser det ud med serviceeftersyn for bilen og det er da også for dårligt, hvad der foregår i mellemøsten og jeg har da slet ikke fået hørt den nye med Minds of 99.

Verden er skæv og klokken er mange.

Mandag formiddag og ugen er som sådan i gang. Nana var ked og gad ikke i skole. Jeg er træt og gider ingenting, men sådan kan det jo ikke være, så hu og hej og sikke det går. Ugen er nu struktureret og regninger bliver betalt, så hurtigt som vi kan. Om lidt hopper jeg nok i kælderen og cykler lidt på hjemmetræneren, det regner bare for meget til sport udendørs i dag. Og så har jeg også lige nappet et par afsnit af “The Walking Dead”. Det er en hyggelig serie, men den er ikke så god, som mange andre gode serier. Historierne er lidt for tynde og der går til tider for meget familiehygge i den. Alle dør, men det er kun nogen, der grædes over. Sådan er det også med Paris over for Libanon. Vi græder over Paris, men tænker ikke på terror i Libanon. Det skal vi heller ikke, for hvis vi tog alt lige hårdt ind i hjertet, ville vi ikke kunne eksistere som mennesker. Jeg græder når mine venner og familiemedlemmer dør, men græder ikke over andre menneskers død. Tænk, hvis man hver dag skulle forholde sig til, hvor mange børn der døde i Indien – det ville være umuligt og man ville ende med at tage sit eget liv eller skyde mange andre mennesker. Verden er ikke så sort og hvid, som vi alle går og tror.

Her er yngsten på scenen med Onkel Reje. Ikke så ringe endda.

Så tog verden lige et ekstra skridt mod apokalypsen. Nu slog terrorister lige en masse uskyldige unge mennesker ihjel i Paris, så nu hader vi muslimer mere, end vi gjorde i forvejen. Det er det de islamistiske tosser ønsker, så vi kan optrappe en konflikt. Så giver vi flygtningene skylden for noget, som de selv flygter fra og så skyder vi hovedet af hinanden og så er der pludseligt kun ti mennesker tilbage på jordkloden. Jeg håber mine unger er blandt de ti, men det er de næppe. Det er crazy og jeg har ingen ideer om, hvordan det løses. Måske vi bare skal gå i krig med alle mennesker. Måske vi skal lave en stor mur rundt om Europa. Måske vi skal skyde alle de fattige. Måske vi skal vækste. Måske vi skal stemme ja. Måske vi skal stemme nej. Måske vi skal sige måske. Måske vi skal så meget. Jeg kan ikke en skid andet end bare tosse rundt og prøve på at være mig selv. Det rækker hverken fra eller til, men sådan er livet vel og sådan er verden vel.

Et af problemerne i dag er, at der ikke er nogen problemer vi kan løse. Vi lever vores liv uden det koster noget som helst og uden at kæmpe for noget som helst. I stedet skal vi bare underholdes indtil den dag, hvor vi skal herfra. Det er sådan det er og dem, der påstår andet lever på en livsløgn, for jeres job er ikke vigtige og I er ikke uundværlige. Alt er i bund og grund ligegyldigt. Problemet er bare, at en sådan erkendelse ikke fører til andet end dårligt humør og sofadyr i vildeste potens. Derfor har vi alle brug for, at vores liv og det vi laver er vigtigt. Men hvad filan gør man så, når det man i øjeblikket laver egentligt bare er et forsøg på at leve et liv uden kedsomhed? Jeg aner det ikke, og jeg er selv den allerværste. Måske er det derfor, jeg higer efter postapokalypsen, hvor ting igen bliver vigtige. Hvor man kun får mad, hvis man selv fanger det og hvor man kun bliver varm, hvis man laver et bål. Men jeg ville bare ikke klare det specielt godt, for jeg kan jo intet. Jeg er ingen BS Christiansen – ja hvis man stillede en linje op, hvor BS stod for den ene yderlighed og Sidney Lee for den anden, så ville jeg garantrisse være tættere på Sidney end på BS, for i bund og grund, så har jeg ingen færdigheder; overhovedet. Og sådan er de fleste mennesker nok. Derfor ville den første tid efter apokalypsen blive skør og mange ville bare dø af sult eller kulde. Også mig. Det er sgu underligt, at vi som mennesker har fjernet os så langt fra vores basale behov, som vi har. Vi ligger bare og giver den gas i den øverste del af Maslows behovspyramide.

Det er ikke så rart at være ramt af nedbrud i hjernen. Faktisk er det noget værre møg og jeg burde nok gøre noget ved det. Altså udover at gå til læge, psykiater, psykolog, få piller og få flere piller. Man kan sagtens være ramt af nedbrud uden det gør noget. Det er bare en tur til helvedes forgård og så hjem igen. Det er bare dage med selvmordstanker, mareridt, ufattelig træthed, konstant angst og frygt og en total manglende tro på at det hele nok skal gå. Hvor er det uretfærdigt. Ikke kun for den ramte, men også for familien. Og hvis man ikke gør noget, så ender man i samme situation, men hvad så, når man føler, at man har gjort alt. Måske man skulle genindføre det hvide snit eller noget i den stil. Undskyld, at jeg skriver det, men jeg har bare brug for at komme af med det i ny og næ.