Måned: juli 2009

Det er tid til boogie. I hvert fald i fjernsynet, hvor VH1 kører Boogie wonderland for fulde hammer. Det er skørt og utroligt gladt. Gladt. Gladt er der vist ikke noget, der hedder. Men det er gladt.

I dag har jeg både lavet brød og flæskesteg på kuglegrillen. Nammenam. Det er som om Jan Glæsel har indtaget min krop og smider omkring sig med trompetsoloer, grimme frisurer og lækker mad på kuglegrill.

I’m in the mood for dancing – synger the Nolans i mit TV. De havde vist ikke andre hits. Men et dejligt nummer synes Lene.

Nå ville ikke andet end at bringe lidt boogie woogie til folket.

Og kan I i øvrigt huske Transvision Vamp? De havde nu et par fine hits i 80’erne.

Fragmenter er kommet for at blive.

Jeg har et par gange på det seneste diskuteret slagtning af dyr med kone, familie og venner. Jeg synes nemlig, at mine børn skal se dyr blive slagtet, eller i hvert fald slået ihjel. Ikke fordi jeg er morbid, men fordi jeg synes de skal lære, hvor kødet vi spiser, kommer fra. Christian foreslog, at vi startede med at fiske – god idé. Men måske ungerne også skulle med en tur på jagt. Selv går jeg jo ikke på jagt, da jeg ikke har et naturligt forhold til det mad vi spiser. Jeg er jo en supermarkedsdreng. Hverken mere eller mindre. Men hvor gamle skal børn være, før de ser en ged blive slagtet? Jeg ved det ikke. Men hvis man nu starter i det små. Fisk – fugle – geder – køer – elefanter – dinosaurusser. Jeg er simpelthen overbevist om, at man for at spise god mad, også skal vide, hvor det kommer fra. Det har jeg ikke selv lært, selvom jeg da var en del på bondegård som barn. Jeg er selv en tøsedreng, hvad alt dette angår, så jeg skal også overvinde mig selv.

Jeg har ændret lidt på layoutet på min blog. Det har jeg gjort, så jeg kan få lidt bedre plads til billeder og videoklip i mine indlæg. Der skal jo være billeder. Og video. Det synes jeg i hvert fald.

Vi starter med et par billeder.

Jeg kommer lige fra en liggestol, hvor jeg har nydt at læse lidt Loe. Liggestolen braste sammen, da jeg ville rejse mig. Nu er liggestolen død. Det var ikke min liggestol. Jeg har ondt i skulderen. Det stammer fra et fodbolduheld for en måned siden, men det er blevet værre. I går måtte jeg ligge ned det meste af dagen. Av av og æv æv. Men det er varmt og hyggeligt. Ungerne løber rundt i ble. Det ville jeg også gøre, hvis jeg gik med ble. Det gør jeg ikke. Endnu i hvert fald. Jeg har bare underbukser på. På en lidt for tyk krop, der virkelig gerne vil løbe en tur, men hvor skulderen siger nej. Nej siger den. Måske i morgen.

Jeg er glad for Tour de France. Jeg er glad for at Armstrong er tilbage. Jeg har altid haft en forkærlighed for amerikanske cykelryttere. Det stammer helt tilbage fra Alexis Grewal, Greg LeMond og Andy Hampsten. Hvis du ikke kender dem, så Googl dem. Det stammer også fra filmen “Breaking Away”, som vel er fra slutningen af 70’erne. Den kan ikke fås længere, hvis man da ikke lige har en region1 afspiller, og det har jeg faktisk ikke. Underligt nok. Jeg elskede den film. Gør det stadigvæk. Den er så fin og så enkel. De små mod de store. De gode mod de dumme. De fattige mod de rige. Det er en dejlig film. Og så handler den mestendels om cykling. Jeg tror Contador vinder touren, men jeg kan ikke lide ham. Jeg ved ikke hvorfor. Han er bare ikke min type. Kedelig. Jeg håber Lance angriber ham. Jeg tror ikke helt på det, men jeg håber det. Det ville skabe nye dimensioner i Touren.

Nå tilbage til sommer, sol og slush ice, eller hvad nu menuen står på.

I går var familien i Givskud Løvepark. Vi var af sted med Christian, Charlotte og deres to dejlige unger Anders og Ella. Det var fantastisk. Aske var super super glad hele dagen og legede for vildt. Og vi så giraffer, der gik over vejen lige foran vores bil. Vi så løver, der spiste hest. Vi så elefanter og geder og chimpanser og lemurer og og og og og. Om aftenen grillede vi og spiste rejer, aioli, kylling, kartofler, gulerødder og andet godt. Og så drak vi også hvidvin og rødvin og lidt kaffe og en lille cognac. Det var en lykkelig dag.

I går var jeg så i Herning. Jeg var der sammen med min old school buddy Lars Pedersen, som jeg ikke havde set siden 2003. Vi var til koncert med Bruce. Først var vi dog lige et smut i Klitmøller. Ja Klitmøller to timer nord for Herning. Og så tilbage igen og så til koncert og så med bus til Odense. Det var noget af en køretur, men det er jo helt i Bruce Springsteens ånd. Bruce var i topform i Herning. Det var lyden desværre ikke. Det sædvanlige problem. Så det var både en fantastisk koncert og en lidt skidt koncert. Herning er i øvrigt ikke noget for mig. Midtjylland er sådan lidt for krejleragtigt. Lidt for Låsby Svendsenagtigt hele vejen igennem. Lidt for Jens Ørgaard og Claus Steinleinagtigt. Og så går alle i Herning med grimme briller – fact.

BT’s Steffen Jungersen, som er stor fan af Bruce giver koncerten 6 ud af 6. Treo fra EB giver den kun 3, da lyden var for ringe. I Gaffa får den 4 ud af 6. I Henriks univers får den også 4 ud af 6. Bruce er uden tvivl til 6 ud af 6, men lyden og selve arrangementet med uendelige køer for at komme ind og ud stank altså big time.

I modsætning til pladeanmeldelser synes jeg, det er ekstremt, så forskellige anmelderne ser på livemusik. Sidst var det Manic Street Preachers under broen, der af nogle (blandt andet mig selv) blev betegnet som en fantastisk koncert, mens andre var meget lunkne. Og nu faldt jeg så lige over anmeldelserne af Oasis i går på Roskilde Festival. BT kalder det et festfyrværkeri og giver koncerten fem ud af seks stjerner. Men hvad så med Politiken? De skriver at Oasis ikke gad og giver den sølle to ud af seks stjerner. Der var engang, hvor sådanne anmeldelser betød meget for mig, men ikke længere. For mig handler det bare om at have en super god oplevelse. Dem har jeg haft en del af det sidste års tid med både Bruce, Bonnie, Manics, Morrissey og Neil Young. På onsdag skal jeg høre Bruce igen i Herning og til august skal jeg høre The National i Kbh. Jeg glæder mig til begge koncerter og nyder dem og vil dagen derpå sikkert igen undres over, hvordan de er anmeldt. Undres, men ikke irriteres.

Roskilde rocker videre uden mig. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil på Roskilde i 2014 igen. Så er ungerne store, og måske jeg kan lokke nogle gamle rødder med.

Da jeg var ung og smuk, boede jeg sammen med lige så unge og lige så smukke Søren. Vi larmede ofte. Og nogle gange var det endda på hverdage, hvor vi spillede fodbold i vores gang efter klokken 22. Vores overbo på kollegiet hadede os. Han hadede os big time. Og vi fik klager og kollegienævnet efter os. Her 10 år senere er den gal igen. Godt nok er jeg flyttet i hus og har hverken overbo eller underbo, men 50 meter væk bor der folk, der mener vores hun larmer for meget (det gør han sikkert også), og nu har de så klaget til ordensmagten. Åhh nej. Stakkels Lene er lige blevet ringet op af en politimand, der kunne fortælle, at Helmuth larmer for meget døgnet rundt. OK – det var ikke så godt. Tænk, at der er en hund, der gør klokken 22.10, og så på en hverdag. Og så igen klokken 07.00 om morgenen. Visse naboer må altså sove fra 21.30 til 08.00 hver dag. Og synd, hvis der længere nede af vejen er en hund, der ødelægger deres ti og en halv times skønhedssøvn.

Vi holder Helmuth inde af respekt………eller noget. Folk skal jo ikke sådan vækkes. Alt det liv. Hov, hvad var det. jeg synes lige jeg hørte nogle børn, der råbte. Jeg må hellere kontakte politiet. Eller i hvert fald stemme på DF, så vi får mere orden og mere ro i dette anarkistiske samfund. Det er jo ikke til at holde ud. Puha da da.