Det rigtige valg

For lidt over et år siden, besluttede jeg mig for at sige min stilling op på Jobcenter Odense. Jeg hadede mit arbejde, selvom flere af kollegerne var både smukke og søde mennesker. Jeg sagde mit job op, og indeni mig selv, svor jeg (også for mig selv), at jeg ikke længere gad arbejde med ting, der ikke interesserede mig, og ej heller på arbejdspladser, der ikke viste respekt for sine medarbejdere. Tiden er gået og har været hård. Det har været svært at finde noget nyt, men så alligevel. Først var der alt i alt ni ugers undervisning i mediefag på Mulernes. Ni dejlige uger med søde kolleger, gode udfordringer og super dejlige elever. Jeg underviste i film. Jeg underviste i noget, jeg brændte og brænder for. Det var så fedt. Og så var det, at Mette ringede. Hun skulle bruge mig til et projekt.

“Vi skal lave et community på nettet for unge studerende. I den forbindelse skal vi have de unge til at lave en masse små film, der viser deres hverdag som studerende og som mennesker, og disse film skal lægges op på siden. Vi skal finde de studerende i hele Region Syddanmark. Er det noget for dig.” Ja sgu! – sagde jeg så. I dag har jeg forhandlet løn, og alt er faldet på plads. Jeg er faktisk rigtig glad og spændt på projektet. Det bliver ikke nemt, men det bliver spændende. Jeg er ansat under Media Syd, og chefen derfra sagde til mig i dag, at det altså ikke var meningen, at de ville lade mig gå, når projektet er færdigt om to år. Det ville jo være tåbeligt, sagde hun. Jeg måtte give hende ret.

Solen skinner, og jeg oser fanderme af succes for tiden. Det er så fedt.

Print Friendly, PDF & Email

2 meninger om “Det rigtige valg”

  1. Det lyder rigtig fint – jeg ved jo en eller to ting om communities på internettet, så hvis du har noget, vi skal snakke om, siger du bare til.

Lukket for kommentarer.