Hvad er det med …

… cykelhandlere? Hvorfor er de så svære at komme i kontakt med? Hvorfor er de så sure? Jeg skal jo købe ny cykel, men jeg orker næsten ikke at gå i en butik. Det er næsten altid som om, at de ikke rigtig gider sælge deres cykler. Nej så hellere stå og nørkle på værkstedet. Ja hellere få olie under neglene end at sælge cykler. Men det er jo meningen, at de skal sælge cykler. Cykler, der aldrig går i stykker, og her har vi måske problemet. Måske er de ikke interesseret i at sælge cykler, der ikke skal repareres, for så får de jo ikke sorte fingre og negle og kan ikke bruge det dersens grønne rensehalløj, de nu engang bruger. Jeg var forbi den lokale cykelhandler, som er meget meget lille. Jeg gik ind. Jeg gik forbi cykelhandleren. Jeg gik og kiggede på cyklerne. Jeg gik igen. I alt den tid havde han ikke værdiget mig et blik. Sådan er de. Cykelhandlerne. Cykelnørderne.

Jeg har i øvrigt fundet ud af, at der bliver stjålet mange cykler, hvor min cykel blev stjålet. Det er åbenbart kendt, almindeligt og nærmest ordinært, at der ofte kører en varevogn med skumle mænd i rundt i kvarteret omkring banegården i Odense. De skumle mænd hopper ud og henter de cykler, de finder interessante, og så kører de igen. Sejt. Megasejt.

Og så en anden ting. Hvorfor skal taxichauffører køre så stærkt om natten. Ja og om dagen. Hvad gør dem til konger og baroner af små villaveje og byveje. Jeg er ikke meget for taxichauffører sådan i almindelighed, men sig det ikke til nogen. Hvis jeg var taxichauffør, ville jeg køre pænt og åbne døre for folk. Jeg ville også konversere, hvis kunden havde lyst. Og sidst men ikke mindst ville jeg ikke dytte uden for folks huse. Jeg ville holde pænt og vente, mens jeg hørte p1 eller Peter Sommer eller Bob Dylan eller andet rart.