Henrik Christensen

I dag kom jeg til at tænke på racisme og måden som vi taler til hinanden.

Da jeg var barn havde jeg en ven, der hed Gustave. Han var fra Afrika og sort. En gang til fodboldtræning kaldte jeg ham for neger. Det var i 1984 og for mig betød ordet intet. Det gjorde det for ham og han bankede mig. På den rare måde. Gustave var populær i Tranbjerg. Mig var der ingen der kendte. Vi var et umage par som venner, men var venner dengang. Jeg besøgte ham aldrig hjemme. Vi mødtes på fodboldbanen. Specielt sommeren 1986 så vi meget til hinanden. En dag spillede vi fodboldkamp sammen. Jeg stod på mål og en af forældrene var træner for en dag. Han stod nede ved mit mål, så jeg kunne høre alt, hvad han råbte. På et tidspunkt råbte han: “Kom så Gustave – din sorte hund”. Det var voldsomt og den indre svinehund, der kom frem. Træneren var dum som en dør og Gustave klog og sød.

Man skal snakke pænt til hinanden. Jeg bliver kun mødt med nedladende bemærkninger, når jeg er i København. Så bliver man kaldt for en dum bonderøv. Udelukkende fordi jeg ikke kommer fra København. Det er underligt. Det sker ikke så tit, men man møder det. Når man så er på Roskilde Festival bliver man kaldt campinggæst fordi man ikke er en tilbagevendende gæst.

Ligegyldigt hvad så er det hele et vi og et dem. Alle er sådan. Nogle er racister. Jeg kan ikke lide racister. Jeg taler dårligt om racister. Også selvom jeg ikke kender dem. Jeg er ikke meget bedre end dem. Jeg snakker også dårligt om folk fra Langeskov. Og når jeg så er i Nordborg på Als, tænker jeg at disse mennesker lever i den rådne banan og har et usselt liv. Derfor ryger de Viking cigaretter og drikker billig øl.

Jeg kan dog lide de fleste mennesker. Og i aften skal jeg i bio med Sønne og se “Springsteen and I”. Det glæder jeg mig til. Vi skal spise burger først.

Det er ikke meget anderledes end tidligere. Jeg bryder mig meget om det danske sommerland. Om ikke at lave andet end cykle, læse bøger, se fjernsyn og bare slappe af. Det passer mig bedst. Er jeg mon doven? Ikke decideret, når jeg cykler lange ture næsten hver dag. Men jeg er bare mere glad for land og luft end for by og kontor og arbejde og op klokken alt for tidligt for et b-menneske som mig.

Og nok om mig. Og nu til Knausgård. Og det er fordi, det er så godt. Jeg er ved at være i bund med Min Kamp bind 6. Det er så godt og så sigende og så rart at vide, at man ikke er alene i verden med sin dumme måde at være på. Jeg elsker ikke Knausgård fordi jeg kender jo ikke manden. Selvom man føler det efter 3-4000 sider i hans selskab. Jeg elsker Knausgård for det han har gjort. De bøger har ikke ændret mit liv, men påvirket mig meget. Godt. Fint. Alletiders.

Nå jeg havde jo også selv en bog, jeg skulle skrive. Det går ikke så hurtigt som jeg ønskede det, men det går da lidt.

Jeg bryder mig ikke om at være i Bilka i Odense. Det er for voldsomt for mig. Så mange lyde og så mange ting og mit hovede kan slet ikke holde det ud. Jeg byder mig ikke om Bilka. Jeg bryder mig generelt ikke om butikker. Varer er noget vi skal have, ikke noget vi skal have smidt i hovedet. Internettet er min redning. Det går hurtigere og bliver leveret til døren. Det kan jeg godt lide.

Det er godt. Det er det ikke altid i min bog, som jeg skriver for mig selv og som kun ganske få får lov til at læse. Sådan er det bare. 

Det er sommerferie og tid til refleksion. Jeg har otte uger til at overveje en hulens masse ting. Otte uger som jeg har besluttet mig for skal ende i et produkt. Måske en bog. Måske får jeg den ide, mens jeg skriver dette, at jeg vil skrive en bog i sommerferien. Det bliver ikke nødvendigvis en god bog. Men hvad med om jeg nu sagde at den skulle overholde følgende rammer. 

1. Der skal skrives 5 sider om ugen

2. Der skal tages 5 billeder om ugen

3. Bogen skal indeholde elementer om barndom, ungdom og voksenliv

4. Bogen skal medføre en ting som jeg vil ændre i mit liv

Er det overhovedet realistisk, at jeg skriver så meget? Jeg tror det. Det gør jo, at det bliver meget uredigeret og rodet og det er ok. 

Vi prøver og ser, hvad der sker. 

På den positive side, så har jeg fået en del god respons for min artikel i Cykelmagasinet. Det har dog kun været fra venner og venlig sjæle, så det kan være misforstået godhed, men jeg tillader mig nu at tro på at artiklen er fin.

Og så er ferien startet. Som sædvanlig med en kæmpe nedtur, der forvandler mig fra den rare mand i en sød tegnefilm til fucking Jack Torrance i The Shining. Det kommer til at koste en dag. Det er noget pis. Jeg skylder så meget, men glæder mig nu til ferie og gode miner.

Det var alt der blev skrevet nu. Udover at jeg i dag nød en dejlig frokost med Tony på Kong Volmer. Vi fik både smørrebrød, øl og snaps. Derudover snakkede vi om en masse og nød vist begge at være ude i den store verden.