Henrik Christensen

I 1982 var Diego med. Han fik rødt kort mod Brasilien. Brasiliens hold var det bedste landshold nogensinde, men de vandt ikke. Det gjorde Italien. Rossi blev topscorer og de slog tyskerne i finalen, hvor Breitner scorede for tyskerne. 

1986 var Diego og Danmark. Diego var urealistisk god og Danmark var vidundelige. Finalen skulle have heddet Argentina – Danmark, men tyskerne var klogere og kom i finalen igen. Maradona vandt. 

I 1990 var jeg i England med Thomas. England tabte til tysken efter straffespark. Tysken var kold og kontant og vandt over Argentina i en kedelig finale. Bum bum og Brehme på straffespark og 1-0. 

I 1994 cykler jeg op og ned ad Alpe d’Huez mens Romario og Bebeto tryller for Brasilien i USA. Baggio er smuk men brænder i straffesparkkonkurrencen og brasserne vinder. 

I 1998 er Danmark i gang igen. Jeg er til grøn koncert. Jeg læser på uni og ser finale med Søren og Kim og Søren. Frankrig vinder fortjent. Zidane er forrygende. Ronaldo er træt træt træt. 

Og så gik turen til Japan og Sydkorea. Danmark var med og Tøffe og Graversen giver Grønkjær buksevand. Jeg bliver gift. Danmark taber til Engerland. Brasilien slår Tyskland i finalen. Ronaldo er nu i hopla og fuldt flor. Det er 2002 og finalen ses på et bette fjernsyn på Trøjborg. Vi er nogle stykker. Blandt andet Ove og Søren. 

I 2006 går det galt for Zidane. Han får rødt kort i finalen og Frankrig taber til Italia. Tyskland er på vej frem, men når kun semifinalen. De arrangerer dog et farligt fint VM. Jeg ser finalen i Janus La Cours gade i Århus med Søren og Ove. Forza Italia. 

Og så begynder Spanien at være gode. Vi troede aldrig de ville vinde VM, men det gør de da i Sydafrika. De vinder over Holland. Holland prøver ellers at smadre dem, men det lykkedes kun til dels. Alonso har sikkert stadig en hilsen fra De Jong på brystet. I Odense sidder Søren og jeg og drikker øller og Gin og Tonic. Vi snakker to dage i streg. Dagen efter finalen begynder jeg at cykle igen. Det er 2010. 

I dag er klokken 13.48. Søren sidder i et tog på vej mod Odense. Jeg hører rock og har købt øller og sendt familien til Jylland. Om syv timer spiller Tyskland mod Argentina. Vi holder med Tyskland. Det er min tiende VM-finale. Det er den femte jeg ser med Søren. Det er smukt. 

 

I morgen skal jeg flytte tre skriveborde til et kontorfællesskab. Det er til Thomas, Thomas og Henrik. Det bliver godt. Det bliver kærlighed og rock and roll.

I går spillede Stones på Rosklide. Jeg så det ikke, for jeg var til torsdagskoncert i Odense. Det var Klumben og Raske Penge og ganske godt og sange om sodavand og sprut og kærlighed. Ja jeg var for så vidt også i Legoland. Og på cykeltur på mountainbike. Det er vildt. Forbandet vildt. 

 

Og så har jeg fået en kontorplads. Eller det får jeg i hvert fald snart. Så skal jeg i gang igen, så der kan komme gang i væksten og Danmark og verden og universet. 

VM er godt. Det er også skidt. Det er et paradoks. Vi elsker fodbold, men hader FIFA og den måde mange lider når man arrangerer VM. VM skulle altid spilles i Tyskland og Lasse skulle være formand for FIFA.

Det er specielt at møde folk igen efter så mange år. Det er både hyggeligt og sjovt, men det er også noget der sætter tankerne i gang. For 30 år siden løb vi rundt og fjollede i en skolegård. Man var ens og forskellige på samme tid. I går kunne man så se hvordan lighederne og forskellene havde udviklet sig. Jeg kan ikke undgå at få det der satans mindreværdskompleks. Selvom jeg godt ved, at det ikke giver mening, så kommer det alligevel. For vi er forskellige. Fire ud af syv var direktør eller ejer af gjet firma.  Og sådan er det. Min verden er bare noget andet. Noget helt helt helt andet. 

Men hvorfor får man det der mindreværd? Jeg ved at andre får det, når de er sammen med mig. Så er det noget med at jeg er akademiker, mens de ikke har en uddannelse. Men det er jo lige meget. Og det er det så ikke alligevel. Måske bare en menneskelig ting, som vi ikke kan styre. Men jeg ser i det mindste tingene i øjnene. Hvad med de 18, der ikke mødte op? Var det fordi de ikke orkede at snakke om livet med gamle klassekammerater? Jeg gad godt vide det. Måske man skulle starte bilen og køre rundt og snakke med dem. Måske de bare er ligeglade. 

Jeg burde være ligeglad og stor og glad og varm og godt gammeldags kold i røven. Men det er jeg bare ikke. Jeg er pisse hamrende berørt af Suarezsagen. Ikke så meget at han bliver dømt. Ikke så meget at manden er upopulær af helvede til. Det er journalisternes moralisering jeg ikke kan klare. Det ærgelige er at jeg tænkte dette før Suarez bed en italiener. Nu kan jeg ikke skrive noget, for alle vil tænke, at jeg var farvet og at jeg kun kan tænke på Liverpool og ikke på den stakkels italiener der blev bidt og nu må lide resten af sine dage. Og det er jo også sandt.

Men så for at sige det som det er. Pepe og Ekouto nikker ikke skaller i deres kampe. Jeg har prøvet at få en skalle. Det gør nas og kan brække næsen. Pepe og Ekoutos aktioner er ikke i nærheden af at være farlige. De får da heller ikke specielt hårde straffe. Men pressen kalder det for skaller og for skandaler. Det er fodbold og der er følelser på spil. Sådan er livet. Hvis I vil have skandaler så gå til FIFA. Men det er der ikke penge i. Det sælger de ikke aviser på. Og så står journalisterne og moraliserer. Ja selv Tøfting moraliserer. Peter Møller som jeg holder meget af spillede jo konsekvent med høje albuer og masser af svinestreger. Fodbold er hårdt og ikke så skandaløst som pressen gør det til. Det er det til gengæld at gadebørn bliver skudt i Brasilien. At Qatar har fået VM og at mange hundrede fremmedarbejdere vil dø i arbejdet på at få stadioner bygget. Der er mange skandaler i denne verden. Pepe og Ekouto (og Suarez) er bare ikke nogen af dem.

Jeg har ikke længere respekt for den danske sportspresse. Det er billige point og meget lidt research hele vejen igennem. Jeg er gammel og sur og diskuterer ikke engang fodbold længere. Det er blevet lidt for meget for mig. I gamle dage var det hele lidt bedre.

Hvad fanden foregår der? – sådan spurgte en kammerat i lørdags. Vi sad og så fodbold på et brunt værtshus. Det var ikke kampen han refererede til. Det var det fakta, at jeg og en anden af vennerne er sygemeldt med stress. Og flere er på vej, blandt andet ham selv. Det kan sgu da ikke passe at intelligente og velfungerende mænd bare falder om på stribe.

Og nej det kan det ikke. Det gør vi noget ved. Men mere om det senere. Jeg tror det bliver godt.

Jeg hører Tin Machine. Jeg kan godt lide Tin Machine, selvom man ikke helt må, så er jeg til tider vild med den rå lyd og Bowie. Næppe mesterværker, men I like it raw.

Og for lidt siden gik jeg en tur med hunden. Det er der intet underlig i, for hunde elsker at gå tur og mennesker har godt af det. På turen tænkte jeg på, hvem jeg hadede mest DF eller Liberal Alliance. Det gik begge veje og frem og tilbage. DF er jo imod alt fremmed og anderledes. Det er til tider så klamt, at det bare er meget klamt. Til deres plus kan man sige, at de ofte vil hjælpe de svage i samfundet, så længe de svage har ret så hvid hud og snakker flydende rød grød med fløde.

Liberal Alliance kan i princippet lide alle mennesker. Også homoseksuelle, hvilket man ikke helt kan sige at DF kan. Men i virkeligheden hader Liberal Alliance alle, der er anderledes end dem selv. Er du svag så hader de dig. Er du doven, så hader de dig. Er du rød, så hader de dig. Og er du arbejdsløs skal du bare have tæsk og ingen penge. De er i sandhed de i kapitalistisk forstand stærkes parti. Og det brækker jeg mig over. Og da jeg så kom hjem og så at kuglestøderen vil skære i kontanthjælpen, så de fattige kan få støtte til deres medicin, ja så blev kampen afgjort. Jeg hader dem mere end noget andet. Jeg gider dem ikke. Jeg gider ikke engang diskutere med dem. De elsker alle de stærke og rige. De hader alle andre. De hader folk som mig. Så nu hader jeg sgu igen. Føj føj føj.

Men ellers er jeg faktisk mega glad og har det godt.

Jeg hører stadig Tin Machine.

OK. Og i dag var det så at Lene lige løb et halvmarathon. Jeg så til sammen med ungerne og Kasper, der var på besøg. Det var en fin dag. Lene løb, vi gik og solen skinnede. I morgen cykler Kasper og jeg 110 km Fyn Rundt. Det bliver sol og ingen vind. Det bliver kun godt. Og så er der VM i fodbold.

Og så skal jeg skrive et kapitel til en bog, og jeg skal være frivillig til HC Andersen festival og til Odense Film Festival. Og måske jeg også skla lave noget film snart igen. Det kan jeg nemlig godt lide.

Og så er der kommet nyt cykelmagasin med masser af fine artikler i. Også en af mig, men der er et par fejl i og det gør lidt ondt. Men hvem er perfekt? Altså ud over Kenny Dalglish?

Overfor er de nye naboer ved at gøre klar til at flytte ind. Den gamle genbo døde i tirsdags. Hans var rar og hjalp os meget. Nu er Anne alene og så må vi hjælpe hende lidt. Begravelse er på fredag. Det bliver nummer to i år. Denne er vi dog lidt mere forberedt på end den første. Hans var syg længe. 

Mine unger ville gerne se film. Det fik de ikke lov til. Så blev de sure. Så glemte de, at de blev sure og så fandt de noget andet at lave. Børn er sjove og nemme. 

Jeg sveder. Om nogle timer cykler jeg en tur med Jensen. Og i øvrigt har min storebror fødselsdag i dag. Han bliver 57. Det er jo også en slags alder. Lene blev 41 i går. Selv er jeg stadig 12. Det kan man ikke gøre noget ved.